Gammeldags oksesteg med kartofler, skysauce og grøntsager…………
Gammeldags oksesteg er rigtig lækkert synes vi her i huset og i sidste uge havde de tilbud i den lokale Superbrugs, så det var bare med at få købt et par stykker. Kødet var vildt mørt og lækkert………….og det giver den bedste skysauce. Jeg tror at jeg har skrevet anvisninger på at lave gammeldags oksesteg før, men I får den lige igen………….
Gammeldags oksesteg:
1 oksebov (andet kan vel også bruges vil jeg tro, men hvilke udskæringer ved jeg ikke)
2 porrer
hvidløgfed, knuste
2 store løg i grove stykker
3 gulerødder
tørret timian og rosmarin (friske er bedre hvis det haves)
vand
lidt bouillon
stegemargarine
groft salt, friskkværnet peber
Fedtstof smeltes i en stor gryde og stegen brunes godt af på alle sider, krydres med salt og friskkværnet peber. Grøntsagerne kommes ved (de hele hvidløgsfed knuses bare med bladet på en bred kniv) og de brunes også. Når grøntsagerne kommes krydderier ved, så hældes vand og evt. lidt bouillon ved. Små simrer i 2½ – 3 timer alt efter størrelse. Vend den evt. halvvejs.
Tag stegen op og lad den hvile lidt. Sigt skyen og lad den koge godt ind, så den bliver dejlig kraftfuld. Hvis det er muligt tages hvidløg fra og moses, derefter kommes de tilbage i skyen. Jævn den let, smag til og kom evt. lidt kulør i. Jeg rundede saucen af med creme fraiche, der kan også bruges (madlavnings)fløde eller den kan bruges som den er.
Bøger:
Jeg er kommet godt i gang med Tami Hoag’s “Af jord er du kommet” og kan kun anbefale den. Forfatteren har en rigtig god fortæller-stil og den er spændende lige fra starten af. Det er den første bog jeg læser af denne forfatter………….men bestemt IKKE den sidste.
Der jagtes en seriemorder som kaldes “Krematoren” fordi vedkommende brænder sine ofre, den er lidt barsk visse steder og bestemt IKKE for sarte sjæle………..
Vi var på Korskro Kræmmermarked i lørdags og der fandt jeg noget billigt, flot garn, så jeg er ved at strikke en lille poncho til kærestens lille niece. Jeg skal nok poste et billed af den når den er færdig. Jeg købte også noget garn så jeg kan strikke et sjal til mig selv. Jeg kan godt lide at strikke når efteråret/vinteren “banker” på, det er så hyggeligt. Det er ikke fordi jeg er nogen ørn til det, men jeg har da efterhånden udstyret hele kærestens familie med sjaler………
Sidste år broderede jeg også en pakke julekalender til kærestens niece, som hun blev rigtig glad for…………men hold da op et arbejde!!! Hun skal bruge den for første gang i år til jul, da hun først fik den i julegave sidste år
Selvom det måske lyder lidt “bedstemor-agtigt” at brodere, så er det faktisk rigtig hyggeligt……….




















