Kylling i vindruesauce…………..
Kyllinge drysset med karry……..
I dag fik vi en af ynglingsretterne: Kylling i vindruesauce. Det er en opskrift fra Karolines, den smager godt og er hurtig at lave. Jeg lavede ovnbagte kartofler og grønne bønner til, men tilbehøret kan jo varieres efter ønske. Den originale opskrift lyder på at der skal parteres en hel kylling, jeg må (med skam) indrømme at jeg aldrig har gjort det. Jeg har altid brugt kyllingebryst filet’er, som jeg skærer i mindre stykker. Men det kan jo gøres som man har lyst til……..
Kylling i vindruesauce:
1 kylling som parteres (eller kyllingebryst filet’er)
karry (brug ikke en der er alt for stærk)
50 g smør
1 dl hønsebouillon (evt. vand + flydende bouillon)
2 dl piskefløde
200 g halverede, udstenede vindruer
salt, friskkværnet peber
Gnid kyllingestykkerne med karry på begge sider og brun dem i smør, drys med salt og peber. Tilsæt bouillon og fløde og lad dem stege ved svag varme, under låg, til de er møre (bruges kyllingebryst filet’er skåret i stykker skal de ikke have særlig længe). Tag stykkerne op. Er saucen for tynd, koges den lidt ind eller jævnes med lidt maizena. Kom druerne i og lad den koge igennem ved svag varme i 2-3 minutter. Smag til.
Server med ovnstegte kartofler eller hasselback kartofler og grøntsager. Kan selvfølglig varieres.
Note 1:
Original opskriften lyder (som det kan ses) på piskefløde, jeg plejer at bruge madlavningsfløde, men denne gang brugte jeg det nye vidunderprodukt som jeg har fundet: Thrane creme fraiche 6% som kan tåle at koges!! Jeg synes at det er super godt…..
Note 2:
Vær ikke alt for nærig med karryen (især ikke hvis det er den milde) når kyllingestykkerne gnides ind, det er den der giver hele smagen.
Note 3:
Nu har jeg ikke lige taget tid på det, men jeg tror at hvis der bruges kyllingebryst filet’er (som jeg altid gør), så tager det ca. 30 minutter at lave.
Bøger:
Jeg blev færdig med “Sidste Udvej” af Chris Ryan i går og hvis du er til den slags bøger, så vil jeg gerne anbefale den. Jeg synes at den er god, samme gode standard som de andre. Jeg ved ikke helt hvad næste bog bliver, men jeg skal nok vende tilbage.





















