Kolde pandekager med hvid chokolade-/citron creme og citron confit, del 2……….
Disse kolde pandekager med hvid chokolade-/citroncreme er en sand himmerigs mundfuld. De smager SÅ fantastisk, er forholdsvis nemme at lave, kan laves flere dage i forvejen og så er de dekorative………….jeg kan kun anbefale Jer at prøve at lave dem engang i skal have gæster – de er alt arbejdet værd!!!!
Kolde pandekager med hvid chokolade-/citroncreme 6 pers.:
Pandekagedej:
100 g hvedemel
65 g sukker (jeg brugte kun 50 g)
3 æg
65 g smeltet smør
1 tsk. fintrevet frisk ingefær
2½ dl sødmælk (jeg brugte kun 2 dl)
Hvid chokolade-/citroncreme:
2 blade husblads
150 g god hvid chokolade
2½ dl piskefløde
fintrevet skal af 1½ citron
Citron confit:
filet’er af 4 store citroner
100 g sukker
4 spsk. vand
korn af ½ vaniliestang + den tomme skal
1 tsk. maizena + lidt vand
Pandekager:
Bland mel og sukker og pisk det rigtig godt sammen med alle æggene. Smelt smørret på den pande hvor pandekagerne skal bages. Pisk det smeltede smør og fintrevet frisk ingefær i. Pisk til sidst mælken i, og pandekage dejen er klar til brug. (Jeg brugte kun 2 dl sødmælk, fordi jeg syntes at dejen ville blive for tynd hvis jeg brugte 2½ dl). Steg pandekagerne ved god varme på en tefalpande, der er ca. 23 cm. i diameter. Lad dem køle HELT af. Lav dem gerne dagen før.
Hvid chokolade-/citroncreme:
Læg husblads i blød i ½ liter koldt vand i 30 minutter. Hak chokoladen fint. Bring fløden i kog og tag gryden af varmen. Efter 5 minutter hældes den varme fløde over den finthakkede chokolade, og der røres, til næsten al chokoladen er smeltet. Vrid husbladsen fri for vand og kom den direkte i den lune fløde sammen med fintrevet citronskal. Når alt chokoladen er smeltet, passeres den gennem en sigte. chokolade-/citroncremen afkøles i køleskab i mindst 3 timer og GERNE til næste dag.
Citron confit:
Skær bund og top af citronerne. Lad citronerne stå på bunden og skær med en skarp kniv hele skallen af. Skær nu den “nøgne” citron i filet’er ved at skære langs lamellerne. Kog citronfilet’er, sukker, vand, vaniliekorn og den tomme skal i 3 minutter for svag varme. Fisk vaniliestangen op. Udrør maizena i ganske lidt koldt vand. Confit’en skal KUN jævnes en anelse med maizenablandingen – absolut IKKE tykne. Afkøl helt inden servering. Confit’en kan opbevares på køl i 2-3 dage.
Samling af pandekager:
Læg alle de kolde pandekager ud på et bord. Pisk den kolde chokolade-/citroncreme luftig med en håndmikser og fordel den på pandekagerne. Stryg cremen tyndt ud med en paletkniv, så den dækker hele pandekagen. Rul pandekagerne omhyggeligt sammen, læg dem på et fad med lige bund og dæk med film. Stil i køleskab 1-2 dage inden servering.
Servering:
Skær hver af de kolde pandekager i 2 MEGET skrå skiver og skær enderne af. Anret skiverne elegant ovenpå hinanden. Lun citron confit’en en anelse og server straks.
Citron confit’en gør, at det ikke føles kvalm eller sødt at spise – det er SÅ genialt!!
Jeg beklager, at jeg ikke lige får skrevet så meget mere i disse dage……………men jeg er simpelthen så forfærdelig TRÆT!!! Det har været en MEGET hård uge og jeg må indrømme at jeg er helt nedkørt. Jeg håber, at jeg får lidt mere energi i næste uge…………
Hav’ en god weekend
Samme dag for et år siden
- Vinder søges: Tante Grøn......... - 2012
- Moules Marinières a la Newyorkerbyheart......... - 2011
- Film: "En familie"........ - 2011
- Lynpasta (Spis Bedre nr. 3/2010)............ - 2010
- Kolde pandekager med hvid chokolade-/citron creme og citron confit, del 1.......... - 2007
- Tærte med marineret kylling og soltørrede tomater + salat.......... - 2007
- Grove boller........... - 2007
- Flade durumboller med spinat og bacon.......... - 2007

















