Hjemmelavet stjerneskud med skaldyrsdressing………
Den hjemmelavede skaldyrsdressing……..
Panerede, stegte rødspættefilet’er………
Ristet toast smurt med skaldyrsdressing, salat, paneret rødspætte, dampet rødspætte og røget laks……….
I aften har vi fået en hjemmelavet stjerneskud med skaldyrsdressing – og det smagte HIMMELSK. Opskriften har jeg fået fra en fra Signe Friis på Jubii debatten – tak for det!!! Lækkert sommermad – og det er jo unægtelig en smuk aften. Vi ville også gerne have lidt let, da vi jo skal til fest i morgen aften og derfor nok skal få masser af mad i morgen. Det eneste jeg ville ændre til en anden gang er, at undlade den røgede laks – det synes jeg ikke rigtig passede ind…..
Stjerneskud a la Signe Friis:
rødspættefileter
vand
citron
laurbærblad
enebær
salt, peber
rasp
sammenpisket æg
salt, friskkværnet peber
olie til stegning
smør til stegning
icebergsalat
toastbrød, ristet
agurk i skiver
cherrytomater i kvarte
hårdkogte æg i både
rejer
asparges stykker, afdryppede
røget laks (kan udelades)
Skaldyrsdressing (se opskrift nedenunder)
Der skal bruges 1 paneret og 1 dampet rødspættefilet pr. person. Til dampning kommes lidt vand i en gryde sammen med citronsaft, laurbærblad og knust enebær, bring det i kog og skru ned så det lige netop koger. Krydr de friske eller optøede rødspætter med salt og peber, rul dem samme og kom dem i gryden. Læg låg på og lad dem dampe til de er hvide i kødet og faste. Lad dem lige stå og trække lidt i vandet når de er færdige og gryden er taget af kogepladen. Til panering piskes æg sammen i en dyb tallerken og krydres med lidt salt og friskkværnet peber. I en anden dyb tallerken hældes rasp også krydret med lidt salt og friskkværnet peber. Varm olie (jeg brugte rapsolie) op sammen med smør. Dyp først de friske eller optøede ferske rødspættefileter i sammenpisket æg og derefter i raspen, til de er helt dækket. Læg dem på panden og steg til de bliver sprøde og lækre. Vend kun 1 gang, så paneringen ikke går i stykker. Smør ristet toastbrød med skaldyrsdressing og læg salat på. Læg en paneret rødspætte, en dampet rødspætte og røget laks dekorativt ovenpå hinanden. Kom lidt mere skaldyrsdressing på, så rejer, asparges, agurk, tomater, æg og citronbåde. Lidt klippet dild vil være dekorativt som afsluttende pynt. Så skal stjerneskuddet bare nydes – og rødspætterne behøver ikke være varme, så retten kan forberedes og pyntes til sidst…….
Skaldyrsdressing:
1 dl creme fraiche 9%
1 spsk. koncentreret tomatpure
2 tsk. sød chilisauce
1 tsk. paprika
salt, friskkværnet peber
Det hele røres sammen og så er dressingen klar.
I morgen skal vi jo til bryllup og det er altid en glædelig begivenhed
Vielsen skal stå i Gesten kirke og festen skal holdes på Tyrstrup Kro, som er en fantastisk smuk og hyggelig kro ved Christiansfeld. Vi har været dernede og spise nogle gang – det er IKKE billigt – men maden er forrygende og omgivelserne utrolig hyggelig, så det er alle pengene værd. Vi har aldrig været til fest dernede, så det glæder vi os til.
Parret har været sammen i mange år efterhånden og gommen er en af kærestens bedste og ældste venner. Vi er ikke meget sammen som par, fordi tingene kører meget bedre når de selv er sammen.
I morgen bloger jeg jo altså så ikke mad og for at være ærlig, ved jeg ikke hvor mange kræfter jeg har søndag……….

















