Newyorkerbyheart

Indbagt oksefars med lækre ovnbagte kartofler……

Kartoflerne klar til at komme i ovnen……..

Ingredienserne til farsbrødet……

Så skal det pakkes ind…….

Det færdige indbagte farsbrød………

Aftenens tallerken……..

I aften har vi fået en lækker indbagt oksefarsbrød med skønne kartofler og en god gang salat, det smagte super godt og kan kun anbefales. Salaten er ikke særlig revolutionerende, men noget nær det jeg plejer at lave – og det jeg bedst kan få kæresten til at spise.

Indbagt oksefars, 4 pers.:

500 g hakket oksekød

250 g champignon

lidt smør

salt, friskkværnet peber

lidt frisk hakket rosmarin (eller tørret)

2 spsk. mel

2 æg

2 røde peberfrufter

10 grønne oliven

1 stort – eller 2 mindre – hakkede løg

1 pk. butterdej

Butterdejen tøes op efter anvisning på pakken. Ovnen tændes på 200 grader. Skær champignon i skiver og svits dem – evt. sammen med løg (se note 1). Bland fars, salt, friskkværnet peber, rosmarin og mel i det hakkede kød. Pisk æggene sammen og rør dem i kødet (gem lidt til at pensle med, ca. 1 spsk.). Skær peberfrugt i tern, oliven i skiver og bland det hele i farsen sammen med løg og de svitsede champignon. Bland det hele rigtig godt sammen. Læg butterdejspladerne ind over hinanden, idet der pensles med æg, der hvor de går sammen (se note 2). Rul dejen til en firkant på ca. 40 x 30 cm. Form det hakkede kød til et brød og pak det ind i dejen. Pensl med æg det hvor dejen skal holde sammen. Bages i ca. 1 time i ovnen. Hvis den bliver for mørk, kan den overdækkes med stanniol.

Note 1:

Jeg svitsede løgene sammen med champignon, selvom det ikke stod i opskriften. Jeg synes nemlig nogle gange at rå løg kan være lige kraftig nok i smagen.

Note 2:

Jeg lagde bare dem alle sammen oven på hinanden og rullede dem så til en firkant. Eller køb færdig udrullet butterdej, det er lidt nemmere 🙂

Halve, ovnbagte kartofler:

pænt store kartofler

groft salt

citronpeber

frisk, hakket rosmarin

olivenolie

hvidløgssalt

Skrab/skrub eller skræl kartoflerne (alt efter årstid). Halver dem og dup dem tørre. Snit et “diamant”mønster skærefladen på hver halve kartoffel, ikke for dybt ned. Det gør kartoflerne dekorative når de er færdige. Pensl dem med lidt olivenolie og drys med groft salt, citronpeber, hvidløgssalt og frisk, hakket rosmarin. Sættes i en 200 grader varm ovn i ca. 1 time. Krydderierne kan selvfølgelig varieres efter smag……

Salaten var bare: iceberg, tomater, agurk (uden kerner), moden mango, emmentaler i små tern, rød snackpeber og lidt fintsnittet bladselleri. Dertil hvidløgsdressing.

Det er lidt sjovt når det handler om salater, for kæresten kan egentlig god lidt salat – hvis bare den IKKE indeholder rucola!!!! Af en eller anden uforklarlig grund, så HADER han rucola. Ovenstående salat er hans ynglings og den spiser han gerne.

Igen i dag har der været er par – udenom ejendomsmægleren – for at kigge. De kom bare lige forbi og så inviterede vi dem selvfølgelig indenfor – tilfældigvis havde jeg lige bagt franskbrød og de lækre cookies – så huset duftede vidunderligt og de blev selvfølgelig budt en nybagt småkage 🙂

I morgen kommer der endnu en der skal kigge, det er dog via ejendomsmægler. Så der er da nogen der kigger……desværre endnu ikke nogen der har købt…….

Sikke et tordenvejr vi havde den anden aften. Der er nu noget hyggeligt og magisk over sådan et godt tordenvejr med høje brag og flotte lyn. Jeg har altid været meget facineret af tordenvejr og synes at det er SÅ flot!! Da jeg var au pair og vi om sommeren var nede i deres 2. hus på Martha’s Vineyard, som lå ud til en stor sø, som igen lå ud mod Atlanterhavet (horisonten) var jeg vidne til de vildeste tordenvejr og lyn!!!! Det var så flot at kigge ud over vandet og se de store zig-zag lyn og de sorte, sorte skyer – jeg elskede det!!! Det bliver lidt fedt, for i det nye hus får vi en god udsigt til himlen – og dermed lyn – det er bare en af de ting vi glæder os til……

I morgen står den bare på rester fra i dag, men jeg vender tilbage på lørdag med en fiskeret.

Print Friendly
Tilbage

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!