Kyllingelasagne og aspargessalat………..
Kylling og grønsager svitses………..
I aften har vi fået kyllingelasagne med en slags aspargessalat til – det smagte rigtig godt. Jeg var lidt spændt på kyllingelasagnen, for jeg synes ikke at der var så meget væske ved, men den havde en god smag – selvom nogle af lasagnepladerne var lidt sprøde i kanten
Kyllingelasagne 4 pers.:
4 kyllingebrystfilet’er
4 gulerødder i tynde skiver
2 peberfrugter i strimler
1 porre i ringe (jeg brugte forårsløg)
2 fed finthakket hvidløg
2 cm. revet, frisk ingefær
1 rød chili, finthakket
revet skal af 1 citron
1 spsk. rapsolie
2 spsk. soyasauce
2 spsk. ketchup
1 spsk. brun farin
80 g hakkede, soltørrede tomater
1 spsk. frisk presset citronsaft
olie
salt, friskkværnet peber
lasagneplader
Bechamelsauce:
20 g smør
3 spsk. mel
5 dl mælk
50 g ost (jeg brugte emmentaler)
lidt revet muskatnød
Skær kyllingefileterne i tynde strimler. Varm olie i en sauterpande og svits kylling, hvidløg, chili og ingefær.Tilsæt grønsager, soyasauce, ketchup, citronskal og -saft. Kog op og smag til med brun farin, salt og friskkværnet peber.
Bechamelsauce:
Smelt smørret i en gryde og tilsæt mel. Pisk det sammen til en smørbolle. Spæd gradvis med mælken, men saucen koges op. Lad saucen koge i ca. 5 minutter, mens der hele tiden røres. Tilsæt revet ost og smag til med muskatnød, salt og friskkværnet peber.
Smør et fad med lidt olie og kom en ganske lille smule bechamelsauce i bunden, bred det godt ud over det hele. Fordel så lagvis lasagneplader, kyllingeblanding og bechamelsauce. Slut med saucen og drys med lidt rasp. Sæt i en 200 grader varm ovn i ca. 30 minutter. Server med grønsager eller en salat – se note.
Note 1:
Jeg tog fadet ud efter ca. 20 minutter og kom revet ost på, så ind i ovnen igen i ca. 10 minutter.
Aspargessalat a la Newyorkerbyheart:
1 bdt. asparges
3 spsk. olivenolie
1 spsk. citronsaft
lidt ahornsirup
lidt presset hvidløg
salt, friskkværnet peber
frisk høvlet parmesanost
Damp asparges i et par minutter i saltet vand, så de stadig er sprøde. Skær dem i stykker. Ryst dressing sammen af olivenolie, citronsaft, lidt ahornsirup og lidt presset hvidløg. Kom det over asparges og vend rundt. Krydr med lidt friskkværnet peber. Høvl noget frisk parmesanost over.
Allerførst vil jeg ønske Michael Rasmussen tillykke med den flotte præstation i Tour de France – både at have den prikkede OG den gule trøje, hvor er det flot!!!! Skønt at se en dansker i den gule trøje igen, det er vel ikke sket siden Bjarne Riis vandt den – og ja, i mine øjne er han stadig en (værdig) vinder
. Sikke et togt og sikke en sejr han fik i søndags, det var så flot at det gav gåsehud op ad armene………
Jeg er ikke helt på toppen i disse dage. Alt det hus-halløj og at vi var i byen i søndags (hos kærestens mor), det tærer voldsomt på mine kræfter. I dag har jeg haft en regulær “off-day” og har konstant været på grådens rand – sådan en dag hvor man ikke lige skal spørge mig “hvordan har du det?” for så kan man være helt sikker på at jeg straks bryder i gråd!!! Sådan en dag hvor vi er i byen og hvor der er så meget uro som det giver når der er 5 voksne og et lille barn samlet, ja det er nok til at det giver for meget uro i mit hoved og det trætter mig uendeligt. I går lå jeg i sengen det meste af dagen…….
Kender I det med at I ikke kan finde ting? Jeg har gået og ledt efter en pose rørsukker, som jeg ved at vi købte i sidste uge – jeg har bare ikke kunnet finde den!!! Jeg har ledt højt og lavt, i skuffer og skabe, uden held. I går da jeg så skulle ud i fryseren og lede efter noget kylling, gæt så hvad jeg fandt?? – ja, selvfølgelig – posen var endt i fryseren!!! Det er ikke første gang jeg ligger helt “umulige” ting i fryseren. Engang havde jeg købt en CD med Vonda Shepard (hende der sang i “Alley”) og da jeg havde købt den i den lokale Kvickly, ja så fik jeg coveret og cd’en særskilt. Da jeg så kom hjem og havde lagt alting på plads, så ville jeg jo lytte til den – og så var den bare væk. Jeg ringede ned i Kvickly for at høre om jeg havde efterladt den dernede, jeg ledte alt igennem og fandt den aldrig. Jeg endte med at købe en ny cd og først måneder senere, da jeg ryddede ud i fryseren, fandt jeg en godt kold cd skive!!!!
Bøger:
Jeg er startet på “De retfærdige mænd” af Sam Bourne og den er faktisk ret god. Sproget er ihvert fald flydende og let, så det tegner godt……
I morgen skal vi bare have rester, så jeg vender tilbage igen på torsdag. Hav’ det godt alle sammen

















