Blommekage fra Lagkagehuset…….
Crumbledej med “rigtig” dej over………
Creme og kanel-remonce fordeles…….
Jeg sad og så “Go’morgen Danmark” i morges (ja altså genudsendelsen *S*) og så Ole Kristoffersen fra Lagkagehuset bage en mundvand-fremkaldende blommekage, som jeg bare MÅTTE bage. Det er så heldigt, at jeg købte blommer den anden dag vi var ude og handle, så det kunne jo ikke passe bedre
Jeg kan kun sige 1 ting: den smager FANTASTISK!!!! – bag den…….
Blommekage:
Kagecreme:
1 æggeblomme
1 spsk. sukker
korn af 1 stang vanilie
1½ dl mælk
½ spsk. maizena
Kanel-remonce:
50 g smør
50 g sukker
3 tsk. kanel
Crumble-dej:
25 g koldt smør
25 g sukker
75 g mel
½ tsk. bagepulver
Dej:
150 g smør (stuetemperatur)
150 g sukker (jeg brugte lidt mindre)
150 g mel
3 store æg
1 tsk. bagepulver
8-9 modne blommer, skåret i skiver
Creme:
Rør maizena ud i lidt koldt mælk. Kom resten af mælken, æggeblomme, sukker og vanilie i en gryde og varm op under konstant omrøring. Tilsæt maizenablandingen og kog cremen igennem et par minutter, mens der røres hele tiden. Afkøl cremen inden brug og kom den i en sprøjtepose.
Kanel-remonce:
Rør alle ingredienserne sammen og kom remoncen i en sprøjtepose.
Smulderdrys:
Bland det hele med hånden, hurtigt, det skal IKKE samles bare være grynet.
Dej:
Pisk smør blødt med sukker. Tilsæt et æg ad gangen. Bland mel og bagepulver, rør det i dejen.
Fordel smulderdejen på bunden af en springform beklædt med bagepapir (se note 1)- eller en silikoneform. Fordel kagedejen over smulderdejen. Sprøjt cremen ned i dejen, i en cirkel, strik enden af sprøjteposen ca. 1 cm. ned i dejen (se note 2). Gør det samme med kanel-remoncen. Pynt med blommerne. Bag i ca. 30 minutter ved 210 grader (se note 3). Når den er kold, så drys med lidt flormelis.
Se note 1:
Jeg lavede dobbeltportion, da min springform er ret stor (diameter) og mængden passede fint.
Note 2:
Jeg har ikke nogen sprøjtepose, så jeg kom det i en plastikpose og klippede et lille hul. Det fungerede ikke optimalt, men jeg fordelte det nogenlunde med en tandstik….
Note 3:
Min skulle bage noget længere, ca. 1 time og 10 minutter (men jeg lavede jo også dobbelt portion)
Jeg vender tilbage i aften med græske farsruller og citronkartofler…..
Samme dag for et år siden
- Spaghetti Bolognese a la slowfood (Magasinet Mad! nr. 8/2010)..... - 2010
- Bedste's bedste boller (Amo - den store bagebog 2).......... - 2009
- Oksekødsgryde med rødvin og ovnbagte rodfrugter (Magasinet Mad! nr. 5/09)............. - 2009
- Grillet flæskesteg og bagte rodfrugter......... - 2008
- Græske farsruller med citron-kartofler....... - 2007
- Birkes med kvark............. - 2006

















