Laks med citron-/flødesauce………
Aspargeskartofler med lidt pynt……
……så er krydderurterne tilsat…….
Husets smukkeste beboer, siddende ovenpå undertegnedes elskede bærbare…….
I aften har vi fået laks med citron-/flødesauce, kogte aspargeskartofler og grønne bønner – skønt og meget, MEGET lækkert!! Jeg er blevet rigtig vild med laks, som jeg synes er en skøn spise hvis den tilberedes rigtigt (læs: ikke steges alt for meget, for så bliver den tør og kedelig!!). Saucen havde en dejlig smag, både pga. af fløde, men også de dejlige krydderurter……
Laks med citron-/flødesauce:
2 laksefileter
salt, friskkværnet peber
1 citron
smør + olie til stegning
flydende margarine (eller smør)
ca. 1½ spsk. mel
1 dl fiskebouillon (jeg brugte terning + vand), eller efter behov
1½ dl (madlavnings)fløde, eller efter behov
ca. 2 spsk. frisk, hakket persille
ca. 2 spsk. frisk, hakket purløg
ca. 2 spsk. frisk, hakket basilikum
Dup laksesteaks tørre og jeg fjerner skindet hvis der er skind på (men det kan I jo gøre som I vil). Krydr på begge sider med salt og peber, steg på en varm pande i en blanding af smør og olie. Dryp citronsaft over. Steg ligeledes på den anden side og pres over citronsaft over her. Fisken skal være lige netop gennemstegt, men heller ikke mere………..ihvert fald ikke efter min smag. Tag dem af panden og hold dem varme. Kom lidt ekstra flydende margarine eller smør på panden og når det er smeltet, drysses melet på. Rør rundt med en piskeris. Hæld væske på (både fløde og bouillon) lidt efter lidt og pisk hele tiden, så der ikke kommer klumper. Lad saucen koge op og bliv ved med at tilsætte væske til saucen har ønsket konsistens. Lad den koge igennem et par minutter. Tilsæt revet skal af 1 hel citron og smag til med salt og friskkværnet peber. Lige inden servering tilsættes de hakkede krydderurter. Server med kogte asparges kartofler drysset med dild og grønsager af en slags.
Jeg ved ikke om det er fordi vores elskede lille prinsesse (læs: katten) er blevet skør af at være inde hele tiden, men ihvert fald er hun begyndt at te sig ligesom da hun var en lille killing!!! Hun løber rundt på ryglænet af sofaen, med ørerne helt tilbage og øjne så store som tekopper. Hun ligner en der er høj af et eller andet, som ikke er helt lovligt at være høj på…….
Måske er det synd at hun ikke kommer ud?? Men det er ikke sådan at hun sidder og miav’er, kradser på døren og vil ud. Hun forsøger heller ikke at komme ud, som hun gjorde førhen da vi boede i det gamle hus………det er nærmest som om hun er bange for at vi skal jage hende ud!! Måske er det bare fordi hun trænger til motion at hun er ved at drive os til vanvid…..også om natten hvor hun farer op og ned af trappen og laver en farlig larm………

















