Newyorkerbyheart

Boller i karry-/mangosauce……..

Kødbollerne steges……….

Løg og karry svitses…….

Karrysaucen………

Bollerne kommes i……

Aftenens tallerken…….

I aften har vi fået kødboller i karry-/mangosauce, dertil vild risblanding med broccoli og ærter i – det smagte FANTASTISK!!! Opskriften er fra Arla, den er let at lave og har en SKØN smag…..

Boller i karry-/mangosauce:

500 g hakket svinekød – eller kalv og flæsk

salt, friskkværnet peber

2 løg, finthakkede

2 dl vand

1 spsk. mel

1 spsk. karry

2 dl creme fraiche 18%

4 spsk. mild mango chutney

ris

broccoli

ærter

flydende margarine

Bland det hakkede kød med salt og friskkværnet peber. Form til små boller – ca. på størrelse med valnødder – og steg dem i det flydende margarine. Ryst panden, så de får farve over det hele og steg dem til de er gennemstegte. Tag dem af panden og hold dem varme. Kom evt. lidt mere flydende margarine på panden og så de hakkede løg, lad det svitse til de får lidt farve. Drys karry over og lad det svitse lidt med. Drys melet over, mens der piskes. Hæld vandet ved, pisk og lad det koge sammen i et par minutter. Kom creme fraiche ved og rør det godt igennem. Smag til med salt og friskkværnet peber. Lad det koge igennem og tilsæt så tilsidst mango chutney. Kom bollerne tilbage i saucen og server. Kog ris efter anvisning og damp broccoli, tilsæt ærter de sidste par minutter. Bland det hele sammen og server til karryretten.

Hmmm, jeg synes godt nok at der bliver ved med at være mange flyttekasser – gad vide om de formerer sig om natten?? Hvor har vi dog haft alle de ting henne? Det er godt nok et mysterium!! Vi er stadig ikke på plads, vi mangler en del lamper rundt omkring og så står der mange kasser med bøger som skal sættes på plads, når vi engang får samlet en bogreol. Jeg glæder mig sådan til at begynde at indrette mit lille bibliotek, men det kræver ligesom at jeg får taget mig sammen til at rydde nogle af de andre kasser væk, for at vi kan få plads til at samle en bogreol……….

Hvordan opstår nullermænd?? Jeg forstår simpelthen ikke hvordan de kan vokse sig store af nærmest uhyggelig størrelse!!! Da vi gjorde rent oppe i hytten, lå der nogle ret skræmmende nogle under sengene og selvom jeg fejede hver dag, var der ALTID nullermænd!!!! Det synes jeg altså er et mysterium – et irriterende mysterium!!!

I dag har jeg lavet dej til brunkager og vaniliekranse. Jeg har brugt de samme opskrifter som sidste år og som jeg har brugt i en del år efterhånden, i år har jeg dog puttet finthakkede mandler i vaniliekransene. Jeg puttede dejen til brunkagerne i fryseren og har så bare bagt en enkelt plade i dag, for at vi lige skulle smage dem – de blev GODE!! Jeg synes at det er rart at have dejen i fryseren, så kan jeg altid lave friskbagte brunkager, som altså smager bedre end nogle der har lagt. Jeg har ikke bagt vaniliekransene endnu, fordi dejen har godt af at ligge i køleskab i en dag – eller to. Jeg havde ikke alle ingredienserne til pebernødder, ellers have jeg også lavet dejen til dem, det må vente lidt.

Ud over at lave småkagedej, har jeg faktisk ikke lavet det helt store i dag, jeg har surfet!! Jeg har været helt utrolig træt i dag, så jeg tog en “feriedag” og fik slappet lidt af, det var tiltrængt *S*.

Som jeg har skrevet før, glæder jeg mig faktisk til julen i år, hvad jeg jo ellers aldrig har gjort!!! Jeg håber at disse nye – skønne – rammer, vil ændre mit traumatiske forhold og at vi nu sammen kan lave nogle nye juletraditioner. Min mor sender mig en engle, som skal være på toppen af vores juletræ, den skal våge over os og bringe os julefred. Jeg er ked af at jeg ikke kan være sammen med min familie, jeg savner dem jo sådan, men forhåbentlig ses vi snart i det nye år.

Ordet “mor”, har I nogle gange tænkt over hvad det betyder for Jer?? For mig har det indtil nu været forbundet med smerte, sorg, had, spørgsmål og mindreværd – og pludselig synes jeg at det et dejligt ord igen!! Jeg har pludselig indset, at jeg har savnet det at have en mor – at skrive: “kære mor” – fylder mig med så meget lykke, glæde og varme indeni……omend jeg selvfølgelig også savner!!!

Nå, men i morgen skal vi have rester, men jeg vender tilbage på torsdag med en kyllingeret…….

Print Friendly
Tilbage

8 kommentarer


  1. Dec 5, 2007
    12:10 pm

    Anne-Mette

    Mums, det ser som altid lækkert ud. Et stort tillykke med jeres nye hus – det ser rigtig dejligt ud. Jeg håber, I falder godt til og at prinsessen snart springer lystigt rundt.
    Mange hilsner
    Anne-Mette


  2. Dec 5, 2007
    5:46 pm

    anjoe

    Tillykke med pladsen iblandt de 5 udvalgte – mere væsentligt er dog, at du og din lille familie er parate til et liv i Jeres nye hus. Pøj, pøj fra Rimkogeren og anjoe :o)


  3. Aug 23, 2010
    8:51 pm

    Mia Sørensen

    Tror du man kan bruge kylling i stedet? Sovsen lyder virkelig lækker, og har noget kyllingefilet jeg skal have brugt 🙂 Dejlige opskrifter du har samlet herinde, god til inspiration når man selv er gået lidt 'død' i idéerne. Mvh Mia


  4. Aug 23, 2010
    9:09 pm

    Newyorkerbyheart

    Hej Anne-Mette!

    Ok, dette er godt nok et MEGET sent svar, men jeg har overhovedet ikke set din kommentar før nu! Jeg beklager mange gange, normalt besvarer jeg kommentarer meget hurtigere…..

    Men tak – og du kan tro at vores lille prinsesse nyder det nu 🙂

    Mange hilsner
    Birthe


  5. Aug 23, 2010
    9:11 pm

    Newyorkerbyheart

    Hej Anjoe!

    Det skal også lyde en stor undskyldning til dig – og rimkogeren – jeg forstår ikke at jeg ikke har set Jeres kommentar. Det er først nu, hvor en anden har lagt en kommentar at jeg ser at Jeres står ubesvarede hen – undskyld!

    Men tak – og det er i øvrigt lang tid siden jeg har "set" dig 🙂

    Mange hilsner
    Birthe


  6. Aug 23, 2010
    9:12 pm

    Newyorkerbyheart

    Hej Mia!

    Ja, jeg vil da tro at du sagtens kan bruge kylling. Både mango og karry går jo godt sammen med kylling, så jeg ville ihvert fald forsøge. Du må lige melde tilbage om hvordan det går? Det er jo lidt spændende 🙂

    Tak for rosen, det er dejligt at andre også kan bruge min side…..

    Mange hilsner
    Birthe


  7. Aug 26, 2010
    6:10 pm

    Mia Sørensen

    Jeg prøvede med kylling i dag og det blev rigtig vellykket, synes dog det var lidt for sød med mango chutneyen så jeg puttede en chili og lidt limefrugt saft i. Super lækkert.


  8. Aug 26, 2010
    7:05 pm

    Newyorkerbyheart

    Hej igen Mia!

    Tak for din tilbagemelding, det tror jeg da at jeg skal prøve en dag 🙂

    Mange hilsner
    Birthe

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!