Champignon-fyldte kyllingeruller………..
Fyldet lægges på kyllingebrystfileterne……..
……så rulles de sammen og fæstes med en kødnål……..
Løg, hvidløg, champignon og snackpeber svitses til saucen…..
Sådan ser rullerne ud indvendigt……
Kærestens kitch-gave fra min Mama……..
Menu’en i aften har stået på champignonfyldte kyllingeruller med champignon-/tomatsauce og ris – det smagte vist godt nok. Jeg var tvunget til at lave mad, fordi vi skulle have haft kyllingebrystfileterne i går, men da orkede jeg jo ikke at skulle lave mad (men havde jeg vist hvordan jeg havde det i dag, så havde jeg nok gjort det alligevel *S*). Jeg kunne ikke smage så meget, men kæresten synes det smagte godt
Champignon-fyldte kyllingebrystfileter med champignon-/tomatflødesauce:
2 kyllingebrystfileter, flækkede og banket flade
250 g champignon i tynde skiver
1 rød snackpeber i små tern
½ frisk mozzarella i tynde skiver
lidt dijonsennep
salt, friskkværnet peber
2½ dl. hønsebouillon (vand + flydende bouillon/terning)
1 dåse hakkede tomater
1 madlavningsfløde
1 lille finthakket løg
2 fed finthakket hvidløg
Krydr de udbankede kyllingebrystfileter med salt og friskkværnet peber. Smør et tyndt lag dijonsennep på, så lidt champignon, lidt snackpeber og lidt mozzarella. Rul det godt sammen og fæstn med en kødnål. Brun rullerne i en gryde i lidt olie eller flydende margarine og krydr dem med salt og friskkværnet peber. Når de er brunet godt på alle sider, så tag dem op. Hvis det er nødvendigt, så kom lidt mere fedtstof i gryden og svits løg og hvidløg i gryden. Når de er bløde og gennemsigtige (ikke brune), så tilsæt champignon og lad det hele svitse, indtil champignonerne falder lidt sammen. Tilsæt rød snackpeber og svits lidt mere. Når saften fra champignonerne er kogt næsten væk så tilsæt ca. 2½ dl hønsebouillon og lad det koge lidt ind. Tilsæt så madlavningsfløde og de hakkede tomater, læg kyllingerullerne tilbage i gryden og lad dem simre i ca. 15 minutter eller til de er gennemstegte. Når kyllingerullerne er nok, så tag dem op og jævn evt. saucen lidt. Smag til med salt og peber. Server med kogte ris og gerne en form for grønsager.
Jeg er syg – IGEN!!!! Jeg ved ikke hvor lang tid det nu har taget mig at lave dette indlæg, fordi jeg bare ikke kan se noget. Mine øjne løber i vand og jeg falder hele tiden i søvn, så er det altså ikke let at skrive på sin blog *S*. Jeg er bare SÅ træt af at være syg!!! I går aftes da vi sad inde og så Niels Hausgaard – som jeg har glædet mig helt VILDT til – havde jeg det bare elendigt. Så er et show altså langt – og Niels Hausgaards shows er i forevejen lange – hvilket jeg plejer at nyde. Det er bare ikke så sjovt, når man hele tiden skal nyse (jeg undertrykte det!!), øjnene løber i vand, man konstant er ved at falde i søvn og bare ikke kan få vejret fordi næsen er stoppet!!! Sikke dog et show, det er altså fantastisk hvad han kan på en scene. I år havde han selskab af Christian Alvad og Signe Svendsen. Sikke en stemme hun har, hende Signe Svendsen!!! Hun sang en portugisisk sang og det var lige så de små hår på armene rejste sig og tårerne stod i øjnene. Sjældent har jeg hørt noget SÅ smukt!!!! Da jeg kiggede på kæresten, var hans øjne også mistænkelig blanke *S*. Jeg glæder mig allerede til hans show næste år. Det er bare en fast tradition: vi skal ind og se ham hvert år!!
I dag var der 6 ænder i vores lille sø, det er første gang, at der har været så mange!! Hvor var de søde, som de der lå og svømmede rundt efter hinanden. Jeg synes, at ænder er så facinerende på en eller anden måde. De ligger der og vugger på vandet og alligevel går benene som trommestikker nedenunder overfladen. Så lige pludselig, stikker de hovedet under vand og rumpen op i vejret – det ser altså ret sjovt ud *S*. Vi har jo lovet vores lille prinsesse, at hun må få en ande-ven, så nu håber vi bare at hun behandler den ordenligt – så de ikke napper hende i halen
Som I kan se fik kæresten en fisk fra min Mama i USA. Hun elsker at sende nogle totalt kitsch’ede gaver, som ikke er særlig pæne, men dog ret sjove. Når batterierne sættes i fisken og der tændes for den, så synger den og slår med halen i takt til musikken!!! Totalt ubrugeligt og så typisk for min Mama
Jeg bliver nødt til at slutte nu, inden jeg taber min bærbare fordi jeg – igen – er faldet i søvn. Jeg ved ikke helt hvornår jeg vender tilbage med mad. Jeg håber på, at kæresten laver millionbøf i morgen (det er hans specialitet *S*).
GOD WEEKEND TIL JER ALLE!!!!

















