Hjemmelavede majspandekager med kyllinge-/spinatfyld……
Spinat og kylling lægges på majspandekage……..
De rulles sammen og lidt ost drysses over……..
I aften har vi fået hjemmelavede majspandekage med kyllinge-/spinatfyld, dertil en råkostsalat med revne gulerødde og frisk spinat. Jeg kan kun sige een ting: det smagte aldeles PRAGTFULDT!!!! Det eneste jeg måske godt kunne tænke mig næste gang, er lidt mere spinat i pandekagerne eller måske flere grønsager??
Opskriften er fra Søndagsavisen i denne uge og altså en opskrift af Anne Larsen.
Majspandekager med kyllinge-/spinatfyld, 4 pers.:
100 g fint majsmel
½ tsk. groft salt
4 dl mælk
4 æg
1 spsk. rapsolie
4 kyllingefileter
3 fed hvidløg, revne eller pressede
1 frisk rød eller grøn chili, finthakket
lidt olivenolie
salt, friskkværnet peber
200 g frisk babyspinat (evt. mere da det jo svinder MEGET)
revet mozzarella
Majsmel, salt, mælk, æg og olie piskes godt sammen. Bag 8 pandekager (lidt tykke) på en slip-let pande, brug evt. en anelse olie for at få dem til at slippe lettere (se note). Skær kyllingefileterne i tern og vend dem med hvidløg, chili, lidt olie, salt og friskkværnet peber – sørg for at det er blandet godt sammen. Svits det til det er brunet og gennemstegt. Skyl spinaten rigtig godt og lad det dryppe af i en sigte. Kom spinaten i en gryde med 1 tsk. olivenolie olie, salt og friskkværnet peber. Lad den “svitse” til den er faldet sammen og afgiver en masse væde – rør i det hele tiden. Hæld spinaten i en sigte og pres al væden fra. Læg spinat og kyllingetern på pandekagerne og rul dem sammen. Læg dem i let olieret, ovnfast fad og drys med lidt revet mozzarellaost. Sæt i ovnen ved 200 grader, til osten er smeltet, ca. 10 minutter. Server med salat.
Råkost med frisk spinat og pinjekerner:
masser af gulerødder
lidt frisk spinat, skåret i mindre stykker
tørrede tranebær
saft af 1 appelsin
ristede pinjekerner
ristede græskarkerner
Riv gulerødderne og pres appelsinsaften over. Hak spinatbladene groft og vend dem i sammen med tranebær, pinjekerner og græskarkerner.
Note:
Jeg synes, at de var lidt svære at håndtere og de gik let i stykker. Jeg ved ikke om det er majsmelet der er skyld i det, da det er første gang jeg bruger majsmel. Sørg for at bruge en stor, lang og lidt bred spatel – så er de nemmere at vende. De har en skøn smag og er flot gule…….
Træning:
Jeg har også fået lavet yogalates i dag og er ret stolt af mig selv, det er 3. gang i denne uge *S*. Jeg lavede 1 time i dag og min krop har det dejligt, om end mine mavemuskler er ret ømme (= tegn på at jeg altså har nogen!! *S*).
Jeg har købt mit eget domæne, men der kommer nok til at gå lidt tid, inden der kommer noget på det. På et eller andet tidspunkt er det meningen, at jeg vil flytte min blog derover, med indhold (forhåbentlig) og det hele. Jeg glæder mig til det sker!! Jeg har længe gået og villet købe mit eget domæne, men igår – efter endnu et spark bagi (tak, Claus!!) – fik jeg det gjort. Mit nye domæne hedder selvfølgelig: http://www.newyorkerbyheart.com/, men jeg skal nok lade Jer det vide når jeg engang flytter, jeg håber jo, at I flytter med…….
På lørdag, skal jeg afprøve en ret for Magasinet Mad, det er Chili con Carne med øl. Mine kommentar til retten, kommer i det blad der udkommer den 5. maj. Alle kan blive en del af deres madpanel, hvor der bliver fremsendt 2 opskrifter som skal afprøves – og så får man en gave for det (men skal selv betale ingredienserne). Jeg glæder mig til at skulle prøve det. Den anden ret jeg skal afprøve er lammeculotte med mynte-/ærtekartofler, jeg skal bare lige have fundet ud af, hvor jeg opdriver nogle lammeculotter henne……..
I morgen står den altså på rester, men som skrevet overfor, så vender jeg tilbage på lørdag med Chili con Carne……..

















