Lakse-/spinatlasagne med avocado-/tomat-/mozzarellasalat……..
Den hjemme-komponerede salat………..
“Everyday food” et magasin fra Martha Steward – FANTASTISK blad!!!!……..
I aften har vi haft kærestens mor og søster på besøg til spisning, det har været super hyggeligt (-bortset fra min dundrende hovedpine!!). Jeg lavede lakse-/spinatlasagne, som er en opskrift fra bladet Kiwi (det gratis blad som Netto udgiver 1 gang om måneden) og en hjemme-komponeret salat med tomater, oliven, avocado og mozzarellaost – begge dele smagte ret FANTASTISK!!! Lasagnen var virkelig lækker, spinaten gav en god og lækker smag og laksesmagen var ikke særlig gennemtrængende (hvis der er nogen derude der ikke bryder sig så meget om fiskesmagen *S*). Jeg brugte frossen spinat, som jeg optøede inden – original opskriften er med frisk spinat. Jeg kunne godt forestille med at give den ferske laks lidt friskpresset limesaft næste gang, jeg tror at det vil give en god smag – også til spinaten. Krydr det godt med salt og friskkværnet peber, da det ellers godt kan komme til at virke lidt fersk!! I selve opskriften stod der ikke noget om hvad de løgene der står skal hakkes, skal bruges til. Da jeg regnede med at løgsmagen ville være lidt for gennemtrængende, hvis de var så, valgte jeg at stege dem lidt til de blev bløde og let gyldne……
Lakse-/spintalasagne, 4 pers.:
400 g frisk, fersk laksefileter
400 g spinat (frisk eller frossen)
2 løg, finthakkede
½ bdt. friske basilikumblade
2 spsk. mel
2 spsk. smør
½ liter sødmælk
salt, friskkværnet peber
frisk, revet muskatnød
evt. lidt revet emmentaler
revet mozzarellaost
lasagneplader
Læg lasagnepladerne i vand, mens bechamelsaucen laves (jeg lagde dem kun i vand et par minutter, da jeg synes de blev lidt underlige!!). Smelt smørret i en gryde og drys så melet i, pisk det sammen. Tilsæt mælken lidt efter lidt, pisk godt hele tiden, så der ingen klumper kommer. Saucen skal være sådan rimelig tyk og skal koges igennem, mens der stadig piskes, så melsmagen er væk. Smag den til med salt, friskkværnet peber, revet muskatnød og jeg kom også lidt revet emmentaler i. Pisk til osten er smeltet og tag det så af varmen. Skær de ferske laksefileter i små stykker. Svits løgene i lidt olivenolie på en pande, til de er bløde og let gyldne. Dryp spinaten godt af, ligegyldigt om der bruges frisk eller optøet spinat. Kom ganske lidt bechamelsaucen i bunden af lasagnefadet, så et lag lasagneplader, spinat, løg, laks, let iturevne basilikumblade, salt, friskkværnet peber og bechamelsauce. Forsæt indtil der ikke er mere (jeg fik 3 lag) – husk at slutte af med et lag bechamelsauce (se note). Sæt i ovnen ved 180 grader i 30 minutter, drys revet mozzarella ost på og giv den yderligere 10 minutter. Lad den stå og trække i 5-10 minutter inden den serveres.
Note:
Jeg tror jeg vil lave lidt mere bechamelsauce næste gang, bare en anelse mere kunne den godt klare – synes jeg……
Avocado-/tomat-/mozzarellasalat:
6 blommetomater i skiver
2 avocado i skiver
lidt citronsaft
1 glas sorte oliven uden sten
1 kugle frisk mozzarellaost
friske basilikumblade
flagesalt, friskkværnet peber
olivenolie
balsamico
Læg skiver af tomat i bunden af et lavt fad. Skær avocado i skiver, dryp med citronsaft og vend det godt rundt, så alle avocadoskiver er dækkede. Læg avocadoskiverne ovenpå tomaterne. Pluk mozzarellaosten i stykker og læg ovenpå, så oliven og til sidst iturevne, friske basilikumblade. Drys med flagesalt og friskkværnet peber. Dryp god olivenolie og balsamico over – server.
I går modtog jeg bladet “Everyday Food” en gave fra Lea i Canada (TUSINDE TAK – Lea!!!). Jeg kan godt fortælle Jer, at det er spækfyldt med lækre opskrifter – fra start til slut. Opskrifter der er nemme at gå til, ser lækre ud og som ikke tager alverdens tid – eller ingredienser – at lave. Jeg er SÅ glad for at have fået muligheden for at se det. Desværre sender de det IKKE til Europa, det er virkelig en skam, jeg må håbe at de laver det om!!
Jeg har haft den mest forfærdelige hovedpine i dag – selvom jeg har lavet yogalates!!!! Jeg lider af nogle frygtelige hovedpiner indimellem og de er næsten mere “invaliderende” end de andre smerter jeg har. Jeg er som regel i dårligt lune når jeg har hovedpine, er træt og irritabel og kæresten er udemærket klar over, at det ikke lige er de dage han skal drille mig alt for meget *S*.
Træning:
Jeg har fået lavet yogalates både i går og i dag – hvis du læser med Pernille, så regner jeg med at få dine dvd’er afsendt i starten af næste uge, så du kan godt begynde at shoppe efter yogamåtte!! *S*. Yogalates er hårdere end man måske lige umiddelbart går og tror, ihvert hårdt nok til at give mig sved på panden. Der bruges mange store muskler og kroppen arbejder konstant, men alligevel ikke hårdere, end at sjælen og sindet hele tiden kan være med – det er det jeg synes er så skønt ved yogalates……
I morgen står menuen på lammeculotte med myntekartofler, den anden opskrift jeg skal have prøvet af for Magasinet Mad 3/08, der udkommer 5. maj 2008. Det er første gang jeg selv skal prøve at tilberede lammeculotte, så det er jeg spændt på……..
Samme dag for et år siden
- Culottesteg med krydret rub og de skønneste kartofler......... - 2012
- Øllebrød med kakao..... - 2012
- Måltidskasse, dag 3: Lynstegt oksekød med østershatte og rødløg (Louisa Lorang)...... - 2011
- Sigtebrød med birkes (BoligLiv nr. 2/2011)..... - 2011
- Flamküche med spelt-/fuldkornsdurumdej.......... - 2011
- Virus................. - 2009
- Ananasmarineret kylling i wok......... - 2007

















