Vandbakkelser med fyld og appelsin-/birkeskage……
Vand, margarine og mel koges sammen……….
Appelsin-/birkeskagen inden den kommer i ovnen……
De færdigbagte vandbakkelser……….
Vandbakkelserne fyldt og klar til servering………
Sådan serverede jeg appelsin-/birkeskagen…….
Vi havde gæster i dag til kaffe, så jeg bagte lidt. Det blev til vandbakkelser fyldt med kagecreme og flødeskum + en kage fra “Kager der smager – og andre søde sager”, som hedder “Dortes birkeskage”. Jeg ved ikke hvem Dorte er, men kagen er blev ihvert fald SUPER god!!! Skøn smag af appelsin og birkes giver en dejlig “crunch” i kagen………det var et hit!! Det er længe siden jeg sidst har bagt vandbakkelser, som jo smager dejligt *S*. Mine i dag, blev lidt for store, men de smagte godt. Indholdet når jeg bager vandbakkelser er som regel min kærestes ynglings: kagecreme blandet med flødeskum!! Personligt er jeg også vild med en god vanilieis i – og måske lidt friske jordbær når det er sæson – gerne ganske lidt, men ikke desto mindre en god, chokoladesauce over *S*. I dag blev fyldet altså kagecreme, blandet med lidt flødeskum…..
Appelsin-/birkeskage:
125 g smør
1 stang vanilie
4 æg
200 g sukker (jeg brugte 175 g)
250 g mel
1½ tsk. bagepulver
50 g blå birkes
reven skal af 1 appelsiner
1½ dl mælk
Appelsinlage:
reven skal af 2 appelsiner
11/4 dl friskpresset appelsinsaft
friskpresset saft af ½ citron
75 g sukker
2 spsk. blå birkes
Smelt smørret og lad det køle lidt af. Skrab kornene ud af vaniliestangen og bland det med sukker og æg. Pisk det hvidt og luftigt, rør det afkølede smør i. Bland mel og bagepulver og rør det i dejen (med en grydeske), sammen med birkes. Vend appelsinskallen i sammen med mælken. Hæld dejen i en form – jeg brugte en springform – og bag i ca. 20-25 minutter ved 175 grader. Kog imens ingredienserne til appelsinlagen sammen – UDEN birkes – kog det i 5-6 minutter. Rør birkes i tilsidst. Lad kagen afkøle i ca. 10 minutter og hæld så appelsinlagen over. Drys evt. med lidt flormelis inden servering.
Vandbakkelser:
2 dl vand
100 g smør eller margarine
100 g mel
ca. 4 æg
Bring vand i kog sammen med margarine/smør. Tilsæt melet på en gang og pisk kraftigt, til dejen er bagt sammen. Tag den fra varmen og afkøl den lidt. Pisk æggene let sammen og tilsæt dem lidt ad gangen – pisk GODT mellem hver gang og pas på at dejen ikke bliver for tynd. Sæt dejen på en bageplade med 2 skeer – eller sprøjtet ud af en sprøjtepose med en tylle (det giver et pænere resultat). Bag i 30-35 minutter ved 200 grader og her er det MEGET vigtigt at ovnen IKKE åbnes i de første 25 minutter – ellers falder de sammen!!! Når tiden er gået, så tag en ud og se om den falder sammen, hvis den gør det, så giv dem et par minutter mere.
Sikke dog et fantastisk vejr vi har haft her i weekenden, det er helt “skørt” at vi i februar måned, skal opleve 10 grader og nærmest forårs-vejr!!!! Selvom jeg synes at det er dejligt med sådan noget vejr, så synes jeg også at det er ærgeligt, at vi kke længere har rigtig vinterdage. Vinterdage hvor naturen er hvid og stille, vinterdage med blå, blå himmel og klar frost, vinterdage der fjerner baktusser og myg – det savner jeg!!
I morgen står den på rester fra i dag og så må vi se hvad den nye uge ellers bringer *S* Den bringer ihvert fald: lammeculotte med myntekartofler her en af de nærmeste dage, som er den anden ret, jeg skal afprøve for Magasinet Mad……
Samme dag for et år siden
- XL muffins med banan og Daim (Magasinet Mad! nr. 2/2012).......... - 2012
- Restaurantbesøg: Restaurant Bedre Byggeskik..... - 2011
- Måltidskasse, dag 1: Torskerogn med agurkerelish og spidskål (Louisa Lorang)..... - 2011
- Måltidskasse fra Aarstiderne....... - 2011
- Brownies med valnødder (fra bogen "Byens bedste kager")...... - 2011
- Spinat-kartoffelrösti (fra bogen "Kloge kalorier") og hakkebøf med rødbeder (Spis Bedre nr. 2/09)........... - 2009
- Chili con Carne med chokolade og øl for Magasinet Mad................ - 2008

















