Newyorkerbyheart

Fiskefad med pangasius, spinat, asparges og rejer…….

Bund af sauteret spinat med pangasius ovenpå…..

Aspargesstuvningen hældes over……

Grill-stegte squash skiver………

Det færdige fiskefad…….

Aftenens tallerken…..

I aften har vi fået fiskefad med pangasius, spinat, asparges og rejer, dertil fik vi kogte kartofler, grill-stegte squash skiver og hvidløgsflutes – MUMS!!!! Lækker ret, flotte farver, hurtig at lave og bare skøn at spise – bedre fåes jo ikke *S*

Fiskefad med pangasius, spinat, asparges og rejer, 2 pers.:

2 pangasiusfileter

1 dåse asparges, afdryppet – GEM væden!!

lidt mælk

lidt flydende margarine

mel

salt, friskkværnet peber

1 dåse rejer i lage (eller frosne rejer, optøede)

saft af 1 lime

lidt frisk, hakket basilikum

1 pose frisk spinat – eller 2…

Skyl spinaten godt og lad den afdryppe. Kom lidt olivenolie på en pande og kom spinaten på. Lad den stege ved rimelig høj varme, til den falder sammen. Krydr med salt og friskkværnet peber. Kom spinaten bunden af et fad, strø med ganske lidt sukker (kun et nip). Dup pangasiusfileter tørre, krydr dem med salt, friskkværnet peber og limesaft på begge sider. Læg fileterne ovenpå spinaten. Kom lidt flydende margarine i en lille gryde og lad det bruse ad. Kom lidt mel i og pisk det sammen til en “smørbolle”. Hæld væsken fra aspargesene i og pisk godt. Tilsæt mælk til sovsen har en passende tykkelse, lad det koge igennem mens der piskes, så melsmagen koger væk. Smag til med salt og friskkværnet peber. Når sovsen har en passende konsistens, tilsættes aspargesstykkerne. Hæld aspargessovsen over pangasiusfileterne og sæt fadet i ovnen ved 200 grader i ca. 25 minutter. Når det er færdigt, drysses rejer og basilikum over – klar til servering.

Til de grill-stegte squash skar jeg bare squash’en i skrå skiver og penslede grill-panden med ganske lidt olivenolie. Så blev squash skiverne bare grillet og krydret med salt og friskkværnet peber – skønt som tilbehør til mange forskellige ting……..

Mon nogen af Jer derude i Danmark har fået sne? Vi har IKKE. Indtil midt på eftermiddagen havde vi solskinsvejr og blå himmel visse steder. Ænderne og blishøns’ene legede ude i søen, de så ud til at have det skægt. Midt på eftermiddagen fik vi lidt hagl og en del regn – måske lidt slud – men IKKE noget sne……

I morgen formiddag kommer et par som skal bo i etape 3 og ser hvordan vi har indrettet os. Dem der plejer at vise deres hus frem er taget på påskeferie, så vi blev spurgt om de måtte komme og se hvordan vi har indrettet os – og hvilke tilvalg vi har gjort? Selvfølgelig må de det, vi ved jo hvor mange spørgsmål der melder sig og det er faktisk lidt sjovt/inspirerende at se hvordan andre har gjort……

I morgen eftermiddag får vi besøg af vores nabo fra det gamle hus, de har endnu ikke set det færdige resultat, så det bliver da lidt spændende at høre hvad de synes *S*. Jeg har bagt den kage, som vel er min “signatur” kage og som alle altid roser Gulerodskagen fra New Orleans. Hvis I står og skal bage en gulerodskage eller bare en kage, så vil jeg godt anbefale denne. Jeg har bagt den UTALLIGE gange og den vækker lige stor lykke hver gang. Jeg har skåret yderligere ned på sukkeret denne gang, jeg brugte “kun” 250 g. Jeg har jo før fortalt Jer at jeg har det lidt svært med søde ting/sukker, så jeg prøver hele tiden at skære sukker væk. Jeg har endnu ikke smagt kagen, men jeg skal nok give Jer besked hvis den er helt uspiselig *S*. Jeg bager den som regel dagen før – eller 2 dage før – den skal bruges, den bliver nærmest kun bedre af at stå. Bare vent med at komme “frosting’en” (glasuren) på til den skal serveres. I morgen har jeg tænkt mig at skære den over og også lægge den sammen med frosting’en – lidt spændt på hvordan det bliver…….

I morgen (og måske også i overmorgen) skal vi have “Tortillas a la Newyorkerbyheart”, som jo er en af vores ynglingsretter og som vi bare SKAL have engang imellem *S* Det næste jeg vender tilbage med bliver kyllingefrikadeller med feta og råkostsalat, jeg ved ikke lige om det bliver søndag eller mandag……

Print Friendly
Tilbage

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!