Skinke-/spinatlasagne med salat a la Newyorkerbyheart
Ok, jeg overgiver mig: jeg lover aldrig mere at lave pasta med marineret tun, for det er åbenbart dømt til IKKE at blive til noget…..
Jeg kom til at give kæresten valget mellem skinke-/spinatlasagne og pasta med marineret tun – og han var IKKE i tvivl: det skulle være lasagnen. Det bøjede jeg mig for og lavede det – nu skal han jo købe mad til mig i 1 helt døgn fra i morgen *S*
Det smagte fuldstændig FORRYGENDE!!! Opskriften er inde fra Jubii debatten (igen), selvom jeg ikke kan huske vedkommendes navn, så kan jeg huske at vedkommende skrev at han/hun kunne spise det flere gange om ugen – det forstår jeg godt!!! Jeg tilsatte lidt ekstra emmentalerost til bechamelsaucen og lidt hakket løg til spinatblandingen, men ellers har jeg ikke ændret noget. I får min version af opskriften her:
Skinke-/spinatlasagne, 4 pers.:
lasagneplader
300 g frossenspinat, optøet
lidt flydende margarine
1 løg, finthakket
1 æg, let sammenpisket
150 g revet ost
1 pakke skinkestrimler
salt, friskkværnet peber
Bechamel-/ostesauce:
50 g margarine
3 spsk. mel
ca. 7½ dl mælk
salt, friskkværnet peber
revet muskatnød
100 g revet mozzarellaost
100 g revet emmentalerost
Smelt lidt margarine i en gryde og svits løg, så de blive bløde og gennemsigtige – de skal ikke tage farve. Tilsæt så godt afdryppet spinat og smag godt til med salt og friskkværnet peber. Tilsæt det let sammenpiskede æg, mens der røres hele tiden og så osten. Rør det hele godt sammen og stil til side. Smelt de 50 g margarine i en gryde og pisk melet ud i det, så det samler sig lidt. Pisk hele tiden. Tilsæt mælken ad nogle gange og pisk godt mellem hver gang, så der ikke kommer klumper og det ikke brænder på. Bliv ved indtil der haves en sovs, som ikke er for tyk og ikke for tynd. Kog den igennem i ca. 5 minutter, så melsmagen koges væk, pisk hele tiden. Smag sovsen godt til med salt, friskkværnet peber og revet muskatnød. Tilsæt osten og lad den smelte i sovsen, når den er helt smeltet, så tag den af varmen. Start med at smøre en lille bradepande med ganske lidt smagsneutral olie (f. eks. rapsolie). Kom så lidt bechamelsauce i bunden, lasagneplader, spinatblanding osv. Slut med lasagneplader og hæld resten af bechamelsaucen over pladerne. Lad den stå og trække i 20-30 minutter inden den sættes i en 180 grader varm ovn i ca. 25-30 minutter. Lad den igen stå trække i 10-15 minutter inden den serveres med salat til.
Salat a la Newyorkerbyheart:
et stykke agurk, delvis skrællet, flækket, kerner fjernet og skåret i stykker
lidt blommetomater i kvarte
½ rødløg i tynde ringe
sorte oliven
fetaost
2 gulerødder i tynde, skrå skiver
champignon i tynde skiver
salt, friskkværnet peber
Dressing:
lidt olivenolie
lidt hvidvinseddike
lidt flydende honning
1 fed presset hvidløg
Bland alle ingredienserne til salaten i et lavt fad. Drys med flagesalt og friskkværnet peber. Ryst dressingen sammen og dryp noget af den over, server evt. resten til.
Nå, men i morgen sætter vi så kursen mod Langeland og jeg glæder mig helt vildt!! Jeg håber, at vejret bliver ligeså godt som i dag. Jeg har siddet udenfor det meste af dagen, fået lidt farve i kinderne, snakket med kæresten og læst lidt – SKØØNT *S*
Hvis jeg orker det, blogger jeg nok lidt søndag aften om vores tur. Pas godt på Jer selv og Jeres kære, til jeg er tilbage igen……
Samme dag for et år siden
- Cookies, cookies, cookies....... - 2012
- Kartoffelsalat med HP Sauce....... - 2011
- Produkttest: Nespresso Pixie......... - 2011
- Udflugt: Skallingen og Blåvand............. - 2009
- Butterdejsstang med broccoli, skinke og champignon..... - 2008
- "Care package" fra USA............ - 2007
- Mike's lucky chicken........... - 2006

















