
Friskbagte……

Flækket og klar til at spise…..
For første gang har jeg prøvet at bage hveder selv og resultatet blev SUPER godt, så det kan jeg KUN anbefale Jer!!! Det tager ikke så lang tid og så er der lidt mere substans i dem. Opskriften er inde fra
Jubii debatten’s madforum….
Hveder, 16 stk.:
50 g gær
4 dl skummetmælk
2 æg, let sammenpiskede
½ tsk. salt
kardemomme efter smag
1 spsk. sukker
700 g mel
Mælken lunes til det er håndvarmt og hældes i en skål, gæren røres ud i det. Tilsæt de let sammenpiskede æg, mens der piskes. Tilsæt salt, sukker, kardemomme og så melet lidt efter lidt (se note), mens der røres. Ælt dejen til den er glat og smidig, kom dejen tilbage i skålen, dæk den til og stil den til hævning i 45 minutter. Slå dejen ned, form 16 boller og sæt dem tæt sammen i en lille bradepande. Lad dem efterhæve i 30 minutter. Pensl med sammenpisket æg og bages midt i ovnen ved 200 grader i ca. 20 minutter. Lad dem køle lidt af, inden de flækkes og sættes tilbage i ovnen, med skærefladen opad, i 4-5 minutter ved 200 grader. Spises helst lune med koldt smør, god marmelade, ost osv.
Note:
I den “originale” opskrift stod der 1 kg. mel, men det brugte jeg LANGT fra. Jeg vil skyde på at jeg brugte ca. 700 g. Derfor er det vigtigt at tilsætte melet lidt efter lidt, så der ikke kommer for meget i…..
De blev nydt med STOR velbehag og det er bestemt IKKE sidste gang jeg bager hveder selv – kæresten stemmer vist også for at jeg skal gentage det til næste år…….