Hamburgerryg, flødestuvet spinat og chilikartofler……
Spinaten dampes i lidt smør…..
(Madlavnings)fløde tilsættes……
Honning-/chilistegte kartofler…..
I går aftes fik kogt hamburgerryg, flødestuvet spinat, kogt blomkål og honning-/chilistegte kartofler – det var SÅ godt!!! Virkelig noget jeg vil anbefale Jer at lave. De honning-/chilistegte kartofler er noget af det bedste jeg har smagt længe – meget, MEGET lækre…..
Hamburgerryg, flødestuvet spinat og honning-/chilikartofler, 4 pers.:
ca. 1 kg. hamburgerryg
laurbærblade
5 enebær
sorte, hele peberkorn, ca. 10 stk.
Flødestuvet spinat:
600 g hel spinat, frosset
smør
2½ dl (madlavningsfløde)
evt. maizena + lidt vand
revet, hel muskatnød efter smag
salt, friskkværnet peber
Honning-/chilikartofler:
1 kg. små kartofler, kogte og pillede
4 spsk. smør
2-3 spsk. flydende honning
Sweet Heat BBQ chili fra Santa Maria
Hæld vand ved hamburgerryggen så den er lige dækket og tilsæt hele peberkorn, laurbærblade og enebær. Kog den 30-35 minutter og lad den trække lige så lang tid i vandet under låg. Damp spinaten i smør til det er optøet. Tilsæt (madlavnings)fløden og lad det koge igennem et par minutter. Smag til med salt, friskkværnet peber, et nip sukker og revet muskatnød. Hvis det er nødvendigt eller det ønskes, kan det jævnes med lidt maizena udrørt i lidt vand. Smelt smør på en pande og kom de pillede kartofler på og tilsæt honning og chili. Ryst dem rundt på panden, så de bliver brune og honning og chili fordeles. Skær kødet i tynde skiver og server med spinaten, kartofler og evt. en god sennep.
I går fik jeg en rystende nyhed. Min gamle chef begik selvmord sidste år – det rystede i den grad min verden!!!! Det berører mig så dybt når jeg hører om andre der har valgt den vej, fordi jeg selv har stået på den afgrund. Det kan måske være svært at forstå for andre der ikke har prøvet at stå og kigge den vej, men nogle gange tror jeg at livet bare kan bliver for smertefuldt. Så smertefuldt at hjælp og kærlighed fra venner og familie bare ikke længere er nok, så smertefuldt at det er den ultimative vej til at få fred og ro i sindet. For pokker hvor jeg håber at han nu har fred og ro i sindet. RIP……………..
Bøger:
Jeg er begyndt på “Geniets hemmelighed” af David Baldacci og den er GOD! Det er jo ingen hemmelighed at jeg er vild med hans bøger og har dem alle. De er ikke på nogen måder intellektuelle bøger, ikke nogen jeg tænker dybere over, men jeg er i den grad UNDERHOLDT – og det er vel også godt nok? *S*
I går havde vi vores dejlige naboer ovre og spise, bare sådan helt impulsivt – og vi havde det som sædvanligt SUPER hyggeligt – derfor fik jeg heller ikke postet i går aftes, for det blev lidt sent. Hvor er det bare dejligt med sådan nogle aftner og vi føler os meget heldige, at vi har fået sådan nogle dejlige naboer……
I aften skal vi til fødselsdag hos kærestens bror, så I aften har jeg fri for kødgryderne *S*. I morgen aften vender jeg tilbage med en reje-/pastasalat………