Sambusi med salat og chili-/hvidløgsdressing……..
2 lag filodej……
Fold en trekant….
Vend dejen og fold igen en trekant……
…..og igen foldes den over……..
Nu skulle den gerne se sådan ud…….
Den kan nu åbnes som en lille pose og fyldet kommes i…….
Lukkes sammen og lægges klar til stegning…..
Når de er dryppet af, lægges de til afkøling……
I aften har vi fået hjemmelavede sambusi med salat og chili-/hvidløgsdressing en STOR succes, så I kan godt komme igang *S* De smagte virkelig godt – omend de tager lidt tid at lave. Som jeg har forstået det er sambusi den afrikanske udgave af små dej-trekanter med fyld, mens samosa er den indiske udgave – I må rette mig hvis jeg er helt forkert på den……
Jeg har taget opskriften fra Go’ Morgen Danmark, men i stedet for at lave dejen selv, brugte jeg filodej. Jeg skriver min version her:
Sambusi med fyld af hakket oksekød og ris, ca. 25 stk.:
1 pakke filodej, optøet i køleskab
ca. 2-3 dl kogt ris, afkølet
ca. 400 g hakket oksekød
spidskommen efter smag
2 fed hvidløg, meget fint hakket + 2 fed ekstra, presset
3 forårsløg, finthakket, det hakkede grønne del gemmes
1 snackpeber i fine tern
paprika efter smag
salt, friskkværnet peber
tørrede chiliflager efter smag
olie, raps- eller vindruekerneolie
1-2 æg, let sammenpisket
Steg hakket oksekød på en pande, til væden er stegt helt væk. Krydr med spidskommen, paprika, tørrede chiliflager, salt og friskkværnet peber. Tilsæt finthakket hvidløg og de finthakkede hvide del af forårsløgene, lad det stege lidt med, til hvidløgsduften begynder at dufte. Tag det af panden og rør det pressede hvidløg i sammen med den grønne del af forårsløg og snackpeber. Lad det afkøle og bland kolde ris i. Pak filodej ud og skær dem i strimler fra den smalle ende med en bredde på ca. 8-10 cm. Læg det hele i en stak og læg et vådt viskestykke hen over, så de ikke tørrer ud. Tag et stykke over, pensl med æg og læg et stykke ovenpå. Fold en trekant og pensl igen med æg, så den bliver der – følg så billederne eller klik ind her og se en video med hvordan du gør – det er nærmest umuligt at forklare! Der skal være en lomme når den er færdig foldet og så fyldes der ca. 1 spsk. fyld i lommen. Pensl den sidste klap med æg og luk dem godt sammen, tryk evt. forsigtig fyldet lidt ud, så den bliver lidt fladere og dermed bliver lettere at lukke. Lav dem alle sammen færdige og læg dem på en bageplade med et fugtigt viskestykke over, så de ikke tørrer ud. Kom lidt raps- eller vindruekerneolie i en dyb pande eller gryde, ca. 2-3 cm., og lad den blive godt varm. Det skal være så når enden (IKKE svovl enden! *S*) af en tændstik stikkes ned i, at olien så syder om den. Læg 3-4 stykker ned i ad gangen, det skal være så de ikke rører ved hinanden, og hæld lidt olie over overfladen. Lad den stege til de er gyldenbrune – PAS på at de ikke får for meget! – og vend dem så rundt. Læg den på køkkenrulle eller fedtsugende papir. Server med det samme eller lun dem igen i ovnen, hvis de skal bruges senere. Brug som aftensmad evt. med en salat og en dip af en slags (prøv evt. den chili-/hvidløgsdressing som jeg lavede i aften), på buffetbord, til picnic, i madpakken osv…….
Note 1:
Jeg vil tro at de kan fryses, ihvert fald satser jeg på at lave en stor portion en anden gang og fryse dem ned, det smager helt vildt godt!.
Note 2:
Krydderier og fyld kan selvfølgelig varieres efter smag. Jeg vil ihvert fald prøve nogen med kylling og nogle kun med grønsager…..
Salat med soltørrede tomater, squash osv.
iceberg salat i strimler
1 mango i små tern
½ squash i tern
1 håndfuld soltørrede tomater, hakket
3 gulerødder i små tern
2 snackpebre i små tern
lidt emmentaler ost i tern
lidt gode oliven evt. med sten
lidt ristede pinjekerner
Bland det hele sammen – undtagen oliven og pinjekerner. Drys pinjekerner og oliven over til sidst og server.
Chili-/hvidløgsdressing:
creme fraiche (jeg brugte 18%)
sød chilisauce efter smag
salt, friskkværnet peber
1-2 fed hvidløg, presset, eller efter smag
lidt finthakket persille
Rør det hele sammen og server både som dressing og som dip til sambusi.
Jeg har tit haft lyst til at lave sådan nogle og nu fik jeg så endelig taget mig sammen! Jeg tror egentlig at det skyldes, at vores nabo kom over med nogle som hun havde købt færdige nede i byen. De smagte egentlig ok, men jeg kan bare godt lide at vide hvad der er i sådan nogle – jeg synes tit at dem der kan købes færdige, har sådan noget ubestemmeligt fyld. Engang til vinter vil jeg tage en dag ud af kalenderen og lave en kæmpe portion med forskelligt fyld – og også en kæmpe portion hvidkålsrouletter, som jeg elsker, men altid får lavet for få af…….
Bøger:
Jeg er jo ved at læse “Opskrifter på det perfekte ægteskab” af Kate Kerrigan og egentlig har jeg aldrig læst helt vildt meget chick-lit, men denne her er altså ret så finurlig og morsom. Jeg ligger konstant og små-smiler eller ligefrem fniser, når jeg ligger og læse den i sengen om aftenen. Kæresten spørger mig hvad der dog er så morsomt hele tiden, men jeg kan ikke forklare ham det, for den her tror jeg bare ikke han vil forstå *S* Det er kvinde humor og en tankegang, som er velkendt når man selv er kvinde!! Den er ret så morsom og sætter også en tanke eller to igang, så jeg kan kun anbefale den. Desuden er der jo de her opskrifter, som er drysset ud i bogen og som tilhører hovedpersonens bedstemor, og de ser altså ret interessante ud…….
I morgen står den på rester, men jeg vender tilbage på torsdag med grove pandekager med mexicansk fyld……..
Samme dag for et år siden
- Pappardelle med svampe og peberfrugtsalat....... - 2011
- Give-away af bogen "Beskytter" af Christian W. Jensen...... - 2011
- Boganmeldelse: "Frihed" af Jonathan Franzen.... - 2011
- Hakkebøffer med tomat-/champignontopping......... - 2010
- Rødspættefileter med grove fritter og ærtedip (Magasinet Mad! nr. 3/09).......... - 2009
- Super god (og nem) bagt æblekage + mandler som snacks....... - 2007
- Grillet flæskesteg med dobbelt bagte kartofler og skysauce...... - 2007

















