Æble-/kanel-/marcipanbrød og himmelske hindbærsnitter……..
Første lag: dej, brun farin, kanel og hakkede mandler………
Et “gitter” lægges over og drysses med lidt brun farin og kanel……
2. lag: meget tynde skiver æble, brun farin, kanel, groft revet marcipan, hakkede mandler…….
Pladen til hindbærsnitterne rullet ud……..
Færdigbagt og skåret ud til snitter………
I går holdt jeg bagedag – selvom den officielle bagedag vist var i torsdags *S*. I går bagte jeg en rigtig lækker æble-/kanel-/marcipanbrød som er inde fra Jubii debatten af “marius1972″ – TAK!. Den blev faktisk ret lækker, desværre kan bryder kæresten sig ikke om æbler i mad, men han klemte dog et enkelt stykke ned *S*. Æblet der skal bruges, skrællede jeg først skrællen af og derefter brugte jeg også kartoffelskrælleren til at skrælle selve “kødet” i meget tynde stykker.
Jeg bagte også himmelske hindbærsnitter fra bogen “Kager der smager – og andre søde sager“, de blev også super LÆKRE! Jeg faldt især for den, fordi der IKKE skal glasur ovenpå, som jeg ikke bryder mig særlig meget om. Jeg købte en god hindbærmarmelade – og det synes jeg kunne smages og jeg skar lidt ned på sukker- og smørmængden.
Æble-/kanel-/marcipanbrød:
2 dl lun mælk
25 g gær
et nip salt
1 tsk. vaniliesukker
1 æg
40 g rørsukker
50 g smeltet smør
ca. 350 g hvedemel
1 æble, skrællet og så skrællet i tynde skiver
lidt marcipan, groft revet (brug så meget du kan lide – og som du har samvittighed til *S*)
kanel
brun farin
smuttede, hakkede mandler
Smelt smørret og kom mælken i, varm op til det er lunt. Smuldr gæren i en skål og rør den ud i det lune væske. Tilsæt æg, sukker og vaniliesukker og rør rundt. Hæld det meste af melet i og tilsæt evt. mere mens der æltes godt, dejen skal være blank og smidig. Kom dejen tilbage i skålen, dæk den til og stil den lunt i ½ time. Når den er hævet, deles dejen i 2 lige store dele. Den ene del lægges til side og den anden deles igen i 2. Den ene del rulles ud så den passer til bunden af en springform (jeg bekæder min springform med bagepapir). Drys med lidt brun farin, lidt kanel og smuttede, hakkede mandler. Tag den anden del af den dejen og rul den ud til pølser, som trykkes flade og lægges på som gitter, drys igen med lidt brun farin og lidt kanel. Sæt i en forvarmet ovn ved 200 grader og bag den i ca. 10 minutter. Tag den ud og arbejd nu videre med dejen – pas på at du ikke brænder dig! Tag nu den anden halvdel af dejen og skær del den i 1/3 og 2/3. Stykket på 2/3 rulles til en pølse, som trykkes flad og som lægges hele vejen ude i kanten, så siden af springformen er dækket. Læg nu de meget tynde skiver æbler, brun farin, kanel, groft revet marcipan og hakkede mandler. Tag den sidste 1/3 af dejen og del den i små dele som rulles ud til pølser, tryk dem flade og læg dem som det øverste lag gitter. Sættes i ovnen og bages færdige – igen ved 200 grader – i ca. 20 – 25 minutter. Server den lun, evt med lidt glasur – men den kan SAGTENS spises uden.
Himmelske hindbærsnitter, ca. 10-12 stk.
250 g mel
1 tsk. bagepulver
100 g koldt smør
75 g rørsukker
1 æg
1 glas virkelig godt hindbærmarmelade (evt. hjemmelavet)
lidt marcipan
2 spsk. perlesukker
2 spsk. smuttede, hakkede mandler
Bland mel og bagepulver. Kom det kolde smør i og smuldr det i melet med hænderne. Ælt dejen sammen med æg, sukker og marcipan. Rul dejen ud til en firkant på et stykke bagepapir, så den har samme størrelse som bagepladen. Læg et pænt lag hindbærsyltetøj på den ene halvdel af dejen (på den lange led), lad 1½ cm. være UDEN syltetøj langs kanterne. Fold den anden halvdel dej ind over ved hjælp af bagepapiret – det synes jeg var ret svært og mit blev ikke helt vellykket – og tryk kanterne godt til. Tryk bagepapiret over på en bageplade og drys med perlesukker og hakkede mandler – tryk dem lidt ned i dejen. Bages ved 180 grader i 20-25 minutter. Skæt kagen i snitter, mens den endnu er varm.
I de sidste par dage har jeg undret mig over, hvor træt et menneske kan blive! Jeg har været helt færdig og har nærmest bare siddet og hængt over min computer – og småsovet lidt – hele sidste uge. Nu er det som om det “tågen” endelig letter lidt og jeg er ved at få bare lidt flere kræfter, men det har sandelig holdt hårdt *S*
Kæresten har været ude og se tennis flere aftner i denne uge. Jeg ville have ønsket at jeg havde haft kræfter til at komme med ud og se noget, men det har jeg altså ikke haft, så jeg håber at jeg kan komme med næste år. Det er faktisk et rigtig godt arrangement de har derude…….
Mens kæresten var til tennis i dag, kørte jeg en tur til Tyskland for at shoppe lidt. Jeg så at de havde billige mandler og marcipan, så det var bare med at komme afsted. Vi kører altid over ved Sæd grænsen og handler altid i SK Discount, nogle gange også i Fleggaard, men det er KUN når vi skal have øl og sodavand for det er nærmest ikke til at komme til derinde. Desuden er vi også tit i Spar, hvor jeg jeg som regel køber lidt godt frugt når vi endelig kommer derned og pasta. Jeg slæber hjem af pasta, fordi mit yndlingsmærke – Barilla – er meget billigere dernede end herhjemme. I dag købte jeg også nogle forskellige pastasaucer fra Barilla, fordi den sidste jeg prøvede faktisk var ret god. Jeg har det normalt ikke så godt med færdigkøbte pastasaucer, fordi jeg synes at de smager SÅ syntetiske og har en mærkelig smag. Jeg nød at være afsted, gå og tulle rundt i mit eget tempo og at køre i bil – jeg ELSKER at køre bil, men gør det ikke så tit (andet end småture ned i byen). Så hører jeg HØJ musik og skråler med – når jeg skråler med skal der ikke være andre i bilen – det ville bare medføre en anmeldelse om lemlæstelse af andres øregange……….
Bøger:
Jeg er stadig ved “Kennedys hjerne” af Henning Mankell og jeg synes at den er helt vildt god. Den er facinerende og fængende – og så er han jo bare en eniment forfatter, som altid skriver godt……
Jeg regner med at vende tilbage i morgen med pasta med vodkasauce………
Samme dag for et år siden
- Bogstafetten kører videre........... - 2011
- Hotdog med asiatiske kødboller og chilimayonnaise (Magasinet Mad! nr. /2011)............. - 2011
- Kalvebov med lakrids og sød kartoffel, dertil rødbedesalat med blå ost og kartoffelmos med hasselnødder........ - 2010
- Boganmeldelse: "Små krige" af Sadie Jones, Thaning & Appel....... - 2010
- Bøffer med gorgonzola og champignonsauce med hvidvin............ - 2009
- Club sandwich................ - 2007
- Kartoffel-/porrefad med bacon........... - 2006

















