Pasta med tomat-/vodkasauce og salat med granatæble………
Bacon, løg, hvidløg og hakket oksekød svitses…….
Champignon, friske tomater og vodka tilsættes……..
Det smukke granatæble til aftenens salat……..
……og sådan blev resultatet……..
Saucen har simret færdig og lidt frisk, hakket basilikum tilsættes…….
……….og pasta’en med den lækre sauce…….
Klar til aftenhyggen (beklager det MEGET mørke billed)………
I aften har vi fået en helt FANTASTISK kødsauce med vodka i – jeg ved godt at vodka ikke smager af noget – men ikke desto mindre var det som om, at smagen i saucen blev meget mere intensiv. Om det var vodka’ens skyld – eller bare fordi vi var sultne – skal jeg ikke kunne sige, men det smagte FABELAGTIGT og det er absolut IKKE sidste gang jeg laver det!! I den originale amerikanske opskrift skal der ikke hakket oksekød i og heller ikke friske champignon, men jeg ville gerne have den lidt mere fyldig og jeg synes at det fungerede godt. Jeg kan jo af gode grunde ikke fortælle hvordan det ville smage uden, men I kan jo prøve Jer frem *S*. I får som sædvanlig min modificerede udgave………
Vi spiste det uden friskrevet parmesan – selvom jeg havde noget liggende – men vi syntes, at smagen var helt skønt uden! Eneste “aber dabei”: det er MEGET svært at stoppe med at spise igen og jeg måtte tvinge mig selv til at levne inden jeg revnede………..
Tomat-/vodkasauce til pasta:
1 stort løg, halveret og skåret tynde
5 fed hvidløg (det stod der endda i original opskriften!), knust og hakket
ca. 150 g champignon i tynde skiver
1 pakke bacon i skiver, klippet i strimler
1½ pakke blommetomater på stilk (de aller bedste I kan finde – det giver den bedste smag!), skåret i tern
1 dåse hakkede tomater
½ dl vodka
450 g hakket oksekød
ca. 1½-2 dl (madlavnings)fløde
salt, friskkværnet peber
1 potte frisk basilikum, hakket
lidt olie til stegning
Svits bacon et minuts tid i ganske lidt olie og tilsæt så det hakkede fars. Svits til det får farve og bliver grynet, krydr med lidt salt og friskkværnet peber. Tilsæt løg og hvidløg, svits til løgene bliver bløde, men de skal IKKE tage farve. Kom skivede champignon ved og svits til væden koger ind igen. Tilsæt tomater i tern og lad dem svitse ½ minut, tilsæt vodka og lad det koge til alkohol’en forsvinder. Hæld dåsen med hakkede tomater og (madlavnings)fløden ved og lad det koge ind til det bliver tykkere (UDEN låg), smag til med salt og friskkværnet peber. Lige inden servering tilsættes hakket, frisk basilikum og saucen serveres med god pasta, kogt al dente – og evt. frisk, revet parmesanost.
En lille sjov ting da jeg stod og lavede aftensmaden: da jeg hældte vodka i gryden, gav “dampen” mig pludseli et hurtigt flash-back til mine yngre dage – og det var lige før jeg måtte ud og “tale i den store telefon!”. Jeg havde en STOR forkærlighed til vodka og især vodka curant og en blended drink med vodka, frosne jordbær og lidt appesinjuice – jeg kunne drikke det i uanede mængder (jeg har altid været mere til drinks end øl). Men lige pludselig en dag kunne jeg ikke vodka mere og siden, har jeg ikke kunnet klare bare synet af det!! Og selvom der siges at vodka hverken smager af noget eller afgiver duft, så var der noget i dampen der nærmest fik det hele til at vende sig i mig – jeg holdt dog det hele indenbords og forsatte pænt med madlavningen *S*
Jeg har tit set granatæbler i opskrifter, men har aldrig været så heldig at smage dem. I fredags da jeg var nede i byen, ser jeg så til min glæde at de havde dem og straks købte jeg 2. Jeg brugte den ene i aften til salaten, det er måske en af de smukkeste frugt(?) der findes, kernerne ligner nærmest rubiner *S*. Jeg synes at de smager dejligt og friskt – kæresten var dog IKKE imponeret af dem – men jeg spiste salaten med glæde…..
Salat med granatæble:
1 bakke blandede salatblade
1 granatæble
skiver af agurk, i halvmåner
½ mango i mindre stykker
lidt champignon i tyndeskiver
lidt ristede pinjekerner
friskkværnet peber
Læg salatbladene i bunden af et halvdybt fad. Kom skiver af agurk, mango og champignon ovenpå. Halver granatæblet og pres det lidt, slå på dens skal med en træske, så falder kernerne ud. Pres resten ud som dressing på salaten. Kværn lidt friskkværnet peber over inden servering.
Jeg deltager i en del forbrugerpanel’er og i en de af dem samler jeg point for hvert spørgeskema jeg besvarer. Der kan fåes ret fine gaver og spørgeskema’erne er som regel rimelig korte, det tager selvfølgelig lidt tid at “spare” sammen til de rigtig fine gaver, men der er mange ting at vælge imellem. Denne gang har jeg sparet sammen til et chokoladefondue sæt fra Summerbird med 2 portionsfondue og 2 gafler. Vi tog sættet i brug i aften, hvor jeg skær noget frugt: pærer, vindruer og appelsin og smeltede så noget god chokolade med højt kakaoindhold i de små brændere – MUMS! De kan også bruges her til jul, når konfekten skal overtrækkes. Chokoladen smelter fint og de er meget dekorative at se på…….
I dag tog kæresten og jeg ud og så finalen i dette års ATP Challenger turnering i Kolding. Det var faktisk en ret spændende kamp og to dygtige spillere. Finalen stod mellem Roko Karanusic fra Kroatien og Karol Beck fra Slovakiet og endte 6-4, 6-4. Roko Karanusic var topseedet og de 60 point han tjente ved at vinde, sender ham direkte til hovedturneringen i Australien Open til næste år, idet han går fra en 106. plads til en plads mellem 80-85 – FLOT!. Karol Beck har faktisk været nr. 36 i verden, men pga. af en dopingdom har han måtte begynde helt forfra og er nu nr. 202. Det var virkelig en fornøjelse at være ude og se og jeg kan godt være lidt ked af at jeg ikke fik set flere kampe i år, men jeg håber på at komme mere derud til næste år. Det er faktisk en ret flot turnering og selvom den ikke byder på de allerbedste i verden, så byder turneringen alligevel på noget god tennis…….
Prinsessen har simpelthen nærmest belejret kæresten her i weekenden, måske fordi han ikke har været så meget hjemme i den seneste uge pga. tennis om aftenen?? Hun har lagt sig ovenpå ham ved enhver lejlighed og hvis han er gået uden at tage hende med, har hun trofast siddet og ventet ved døren til han er kommet igen – det kan man da kalde KÆRLIGHED *S* Behøver jeg at nævne at han har nydt hendes hengivenhed???? Han har været pavestolt har han *S*
I morgen står den på rester, men jeg vender tilbage på tirsdag……..
Samme dag for et år siden
- Æblekage med marcipancreme og kanel (Magasinet Mad! nr. 9/2011) og Apple Butter................... - 2011
- Hot kylling med fyldte enchiladas (FDB)....... - 2010
- Slettede kommentarer!! - 2010
- Over 400 faste læsere - JUHUUU = Konkurrence........ - 2010
- Citron-/soyamarineret kalkun med bacon og squash-salat.......... - 2007
- Muffins med Daim og valnødder........ - 2007
- Bananmuffins med chokolade og kokos............. - 2006
- Provencalsk suppe med pistou............... - 2006

















