Chokoladekrans med marcipan a la Lagkagehuset…….
Dejen rulles ud og marcipan-massen smørres på……..
I dag har jeg bagt den chokoladekrans med marcipan som Ole fra Lagkagehuset lavede i Go’ Morgen Danmark i torsdags – og den er GOD!!! Alle Jer der følger mig fast ved jo, at jeg har et svagt punkt for Ole og hans opskrifter og selvom jeg – stadig ikke – har været i Lagkagehuset, så afholder det mig ikke fra at afprøve hans altid lækre opskrifter………
Den opskrift som han lavede i torsdags var til 3 kranse, det syntes jeg var lige i overkanten, så jeg har reduceret den til 2 – og det er den opskrift i får her nedenunder. Jeg vil lige nævne, at jeg synes at den er lige vel sød (efter min mening – kæresten har IKKE klaget *S*) så næste gang vil jeg nok ikke komme helt så meget chokolade i – eller måske prøve mig med blød nougat…….
Chokoladekrans med marcipan, 2 stk.:
Dej:
200 g smør, stuetemperatur
25 g sukker
korn af 1 stang vanilie
1½ dl kærnemælk, lunkent
32 g gær
ca. 420 g mel
Marcipanmasse:
132 g marcipan
132 g smør, blødt
100 g sukker
Desuden:
250 g mørk chokolade, hakket
hakkede, smuttede mandler
æg til pensling
Lun kærnemælken til den er håndvarm – pas på med at den ikke er for varm. Smuldr gæren i en skål og hæld kærnemælken over, rør det godt ud. Kom resten af ingredienserne i og ælt dejen glat og smidig (det kan være at der skal bruges lidt mere eller lidt mindre mel). Dæk skålen til og stil det lunt til hævning i 20 minutter. Alle ingredienserne til marcipanmassen æltes (jeg brugte en el-mikser), til en blød masse. Sørg for at smørret et godt blødt, så det nemt kan smørres ud.Del dejen i 2 dele og rul hver del ud til rektangulære stykker, ca. 3 mm. tykke. Fordel halvdelen af marcipanmassen på og drys så med hakket chokolade. Rul dejen sammen på den lange led, som en roulade, form den lidt med hænderne og stræk den lidt. Form den til en krans på en bageplade og stik enderne ind i hinanden, for at lukke den godt sammen. Klip med en saks halvt ned i dejen og vip snitterne skiftevis til den ene og den anden side. Dæk til, stil det lunt og lad dem efterhæve i 45 minutter. Pensl med let sammenpisket æg, drys med mandler og bag ved ca. 220 grader (ikke varmluft) i 10-12 minutter til den er gylden.
Jeg gav lidt til vores søde naboer og så frøs jeg den ene hele krans, som vi skal have til eftermiddagskaffen den 24. december……..
I kan godt finde marcipan og chokolade frem, den smager SKØNT!!!

















