
……………og færdigbagte……………

Kransekagen til kl. 24.00………………
GODT NYTÅR til Jer alle – jeg håber at I kom godt og sikkert ind i 2009 – og velkommen til dette første indlæg dette nye og friske år! Der er noget jomfrueligt over de første dage i et nytår, som nyfalden sne, som uberørte bøger………………..
Vi ved endnu ikke hvad året vil bringe os af sorger, glæder, oplevelser, møde med fremmede mennesker osv. – og heldigvis for det *S* Jeg glæder mig til at tage fat på 2009, lave noget spændende mad og forhåbentlig møde nogen af Jer derude, som følger mig…………
Vi havde en stille og rolig aften i går, men absolut hyggelig. Vi så dronningens nytårstale, som så mange andre danskere, mens vi fik dadler med bacon om og et glas Asti.
Vores forret bestod af jomfruhummere bagt med krydderurtesmør, på en bund af salat med en let dressing og et stykke godt brød.
Hovedretten var oksefilet med smørstegte kartofler, garneret med forskellige stegte svampe, bacon og persille. Dertil hjemmelavet bearnaisesauce og en varm salat, som smagte helt vild godt og er meget let at lave. En salat, der er SUPER god som vinter-/efterårssalat. Jeg tror ikke at jeg lavede bearnaisen helt rigtig – og jeg havde problemer med at den ville skille!!! Vi kunne begge to godt lide smagen af den, som var ret lækker, men jeg ved ikke om jeg synes at det er besværet værd! Der er nok en del af Jer derude nu, som vil rynke på næsen af mig, for hjemmelavet bearnaise skulle jo helt sikkert være det bedste……………men jeg synes at det er et STORT arbejde! Det involverer MEGET piskning og min højre arm er totalt ubrugelig i dag – og gør meget ondt, jeg tror hellere at jeg vil købe mig til det i fremtiden, end ødelægge min arm…….
Desserten blev chokolade creme brulee, som smagte dejligt – men var noget sød – og jeg tror jeg vil foretrække en helt “almindelig” creme brulee…………….men dog en god og lækker variation, hvis det skal være og hvis I er mere til chokolade end jeg er *S*
Dadler med bacon og sød chili sauce:
dadler
bacon i skiver
sød chilisauce
Tag stenene ud af dadlerne og vikl ½ skive bacon om hver dadel, fæstn med en tandstikker. Læg dem i et fad, foret med bagepapir. Pensl dem med lidt sød chilisauce og bag i ovnen ved 25 grader, til bacon er gyldent og sprødt. Lad dem køle lidt af, inden de serveres. Gode som appetizers til drinks eller som tapas.
Jomfruhummer bagt med krydderurtesmør, 2 pers.:
2 pakker frosne jomfruhummeren, optøede
smør
bredbladet persille, hakket
basilikum, hakket
4 fed hvidløg
flagesalt, friskkværnet peber
saft af ½ citron
2 håndfulde blandede salatblade
Dressing:
olivenolie
citronsaft
flydende honning
salt, friskkværnet peber
Bræk hovederne af de optøede jomfruhummere, klip dem op i ryggen og fjern den sorte tarm (som ved tigerrejer). Læg dem i et ovnfast fad. Rør blødt smør med citronsaft, persille, basilikum og presset hvidløg. Krydr jomfruhummerne med lidt flagesalt og friskkværnet peber, kom en klat krydderurte smør ned i skallen på hver jomfruhummer. Sæt i en 225 grader varm ovn i 10-12 minutter, til de er netop møre. Kom ca. 1 håndfuld salat på hver tallerken og krydr med lidt flagesalt og friskkværnet peber. Ryst dressingen sammen og dryp lidt over salaten. Anret de varme jomfruhummere på salaten og server med et par skiver citron og et stykke godt brød.
ca. 1-1,2 kg. oksefilet med fedtkant
3 dl markchampignon eller forskellige svampe, skåret i grove stykker
1½ dl bredbladet persille, grofthakket
4-5 skiver bacon i mindre stykker
salt, friskkværnet peber
et par kviste frisk timian
2-3 fed hvidløg
lidt flydende oksebouillon
Kom lidt fedtstof i en gryde og varm det godt op. Brun oksefileten godt på ALLE sider og krydr godt med groft salt og friskkværnet peber. Kom i et ovnfastfad med lidt vand, lidt flydende bouillon, et par kviste frisk timian og hel fed hvidløg, let knuste med en tung kniv. Sæt i en forvarmet ovn ved ca. 160 grader i 45 minutter (mere ellet mindre, alt efter hvor rød den ønskes), vores var rigtig fin (medium) indeni. Læg på et skærebræt og lad den hvile i 15 minutter, inden den skæres i tynde skiver og lægges midt på et pænt stort fad. Svits baconskiver, skåret i mindre stykker, i en gryde. Kom markchampignon/svampe ved, krydr med lidt salt og friskkværnet peber. Når svampene er svitset og evt. væske kogt ind, vendes persillen i og blandingen kommes over kødet.
Smørstegte, små kartofler hældes udenom kødet og så er det klar til servering.
Skøn varm salat med vindruer:
et par håndfulde vindruer, uden kerner, i forskellige farver
1-2 forårsløg, fintskåret
1 god håndfuld valnødder, hakket
1 rødløg, i tynde halve ringe
olivenolie
flagesalt, friskkværnet peber
Halver vindruerne. Kom olivenolie på en pande og svits først rødløg, til det begynder at tage lidt farve, rør i det. Tilsæt forårsløg, valnødder og vindruer, vend godt rundt og lad det stege med i 2 minuter (giv det endelig IKKE for meget). Krydr med flagesalt og friskkværnet peber. Server.
Bearnaisesaucen jeg valgte at lave, blev den fra “Under Lindetræet” (en god restaurant i Odense). Opskriften er afskrevet fra deres side……………
250 g smør
1/4 bundt estragon (stilke til essens, bladene hakkes fint)
2 æggeblommer
Bearnaise-essens:
3 stk. hele peberkorn (jeg brugte nogen i forskellig farve)
1 skalotteløg, groftskåret
stilkene fra estragon
1 dl hvidvin
Hvidvin, løg, stilke fra estragon og hele peberkorn koges ind til det halve, sigtes og gemmes (dette er hjemmelavet bearnaiseessens!). Smørret smeltes ved svag varme og klares, dvs. vallen (det hvide der lægger sig på bunden af gryden) tages fra (se note 1). Essensen og æggeblommer legeres ved svag varme (se note 2) og under KRAFTIG piskning, til det får en tyk cremet konsistens. Det klarede smør tilsættes den cremede æggemasse, ganske LIDT ad gangen, under KRAFTIG piskning. Hvis der tilsættes for meget smør ad gangen, SKILLER saucen!!. Når den har en passende konsistens, tilsættes hakkes estragonblade og den smages til med salt og friskkværnet, hvid peber. Det er meget VIGTIGT at saucen IKKE koger!!!!
Jeg tog det klare smør fra gryden og kom i en skål, derved kunne jeg bare efterlade det hvide valle på bunden. Det kan gøres i forevejen og små varmes det klarede smør bare op igen, ved SVAG varme.
Jeg lavede saucen over vandbad, fordi jeg regnede med at det var lettere at styre! Det gik rigtig godt i starten, men den skilte altså for mig. Jeg satte den over i vasken og kom koldt vand i vasken, mens jeg piskede helt vildt – det samlede den. Derefter kunne jeg lune den op – igen i vandbad – i ikke for varmt vand…………..
Saucen smagte godt og estragon giver en dejlig smag, alene essensen duftede dejligt, men som jeg skrev i starten: jeg ved ikke helt om jeg synes, at det er besværet (- og smerterne) værd!
Chokolade creme brulee, 4 pers.:
2 dl sødmælk
2 dl piskefløde
75 g rørsukker
vaniliekorn fra 2 vaniliestænger
75 g god mørk chokolade (over 70%), hakket
4 pasteuriserede æggeblommer
Varm fløde, mælk, vaniliekorn og rørsukker op i en gryde, rør godt rundt i det, lad det IKKE koge!!! Når det når en temperatur på ca. 60 grader, tages gryden af varmen. Hæld væsken over det hakkede chokolade og rør til chokoladen er smeltet helt. Vend æggeblommerne i og hæld creme brulee-massen i 4 ramakiner. Sæt ramakinerne i en lille, dyb bradepande og hæld kogende vand ved, til det står 1 cm. op ad formene. Sæt i en forvarmet, 135 grader varm ovn, i ca. 25-30 minutter. De skal føles lidt faste i det. Tag dem ud og lad dem køle lidt af. Når de er kølet lidt af, sættes de i køleskab til de skal serveres. Drys hver ramakin med rørsuker (ca. 1 tsk.) og karamelliser det med en lille gasbrænder, server som de er eller med lidt frisk frugt.
Kransekagen jeg lavede, var bare sådan en pose fra Odense. De skal bare trykkes ud og bages, nemmere kan det ikke være. Jeg nåede lige at fryse dem lidt – kransekage bliver jo bedre når det har været frosset – og få dem tøet op igen, selvom de først blev bagt i går formiddags. Glasuren laves af ½ (pasteuriseret) æggehvide – jeg brugte ikke pasteuriseret – rørt op med flormelis. Lav en lille kræmmerhus af bagepapir, klip et lille bitte hul og sprøjt i zik-zak mønster over kransekagestykkerne.
Som jeg skrev i starten, så havde vi en hyggelig og afslappende nytårsaften. Vi sad og snakkede om året det var gået og nød vores mad. Efter hovedretten, nåede vi også lige et hurtigt spil Trivial Pursuit Millennium (jeg tabte!!) og så var det blevet midnat……….
Efter vi havde ønsket hinanden godt nytår og drukket et glas Asti, gik vi ud og skød nytåret ind sammen med de andre naboer, der var hjemme. Vi var ovre hos et par af vores naboer (hvor vi også var ovre sidste år), hvor vi fik nachos som natmad – bedre natmad findes ikke!! Vi hyggede os lidt i godt selskab og lå i vores senge ved 3-tiden, så det var helt stille og roligt *S*. Vi snakkede dog om, at da kl. var 24, da kunne vi egentlig godt have gået i seng…………….vi er blevet satte og ikke nogle vilde, unge mennesker mere *S* Det er nu helt ok, vi havde en skøn aften og jeg mangler ikke de vilde fester, som jeg deltog i da jeg var yngre.
I dag har jeg dog ikke lavet noget særligt! Som jeg skrev har min højre arm voldt mig problemer, efter al den piskning i går (af bearnaisesaucen) og jeg har været træt, når jeg kommer så sent i seng, kan jeg godt mærke at jeg ikke er 25 år længere *S*. Vores lille prinsesse har også været TRÆT!!
Hun er meget bange nytårsaften, det var dog ikke helt så slemt i går, fordi der ikke var så mange høje brag inden kl. 24. Men da først de rigtig begyndte, gik hun ind under sengen og vi så hende ikke mere før vi gik i seng. Da først vi lå i vores senge og roen faldt over byen, så kom hun op og sov hos os……………og fyldte det meste af sengen *S*.
Hun har ellers ikke sovet hos i mange nætter, efter hun har fået hendes lille “sækkestol”, men når hun skal have tryghed, så er Papa bedst at ligge ved! Når hun ikke har sovet i dag, har hun fulgt kæresten lige i hælene når han har gået rundt, hun er bare ikke god til nytår og nytårskrudt!!
Jeg kom en tur på crosstraineren i de sædvanlige 15 minutter, tog bad og så gik jeg ind og tog en “morfar” på 3 timer!!! Hvis ikke den forsatte nytårsfyrværkeri havde vækket mig, så havde jeg nok sovet endnu *S*.
Aftensmaden bestod af rester fra i går – kødet skar jeg i tykke skiver som steaks og stegte på panden (det gør jeg tit med rester af kød, skærer det ud i tykke skiver og steger på panden). Dertil lavede jeg nogle kartofler og gulerødder stegt i ovnen, serveret sammen med en kold saucen lavet af creme fraiche, 1 fed presset hvidløg, lidt salt, friskkværnet peber, et nip sukker og et par dryp tabasco = SUPER dyppelse……….
I morgen står menuen på en omelet med bacon og broccoli, velkommen til 2009 hos NEWYORKERBYHEART……………………