Burgerbolle med salatblade og kålblandingen……….

Den samlede burger………..

Aftenens tallerken med portionsskåle med dip til…………
I aften inviterede vi kærestens mor ned til burger – kyllingeburger med chiliost (Spis Bedre, nr. 4/09) – og sikke da en fantastisk ret!
Skøn smag, saftig og meget lækker. Den chili-flødeost som kommes ovenpå, smager simpelthen genialt og det er bestemt ikke sidste gang jeg laver den udgave af en burger.
Jeg lavede dog som sædvanlig nogle ændringer, idet jeg var lidt nervøs for at burgeren ville blive lidt for smagsløs, hvis der ikke kom lidt smag i det hakkede kyllingekød. Så jeg rørte det hakkede kyllingekød med salt, friskkværnet peber, lidt tørret timian og ca. 1 tsk. røget paprika – det gav en virkelig dejlig smag………..
Kålblandingen som burgerbøffen lægges på, er med til at der fåes et meget mættende måltid og også en anderledes burger end man er vant til.
I original opskriften står der at der skal bruges 800 g hakket kyllingekød. Jeg brugte 400 g til at forme 3 bøffer med og det var nok. Bøfferne blev pænt store og de svinder jo ikke…….
Alt i alt et måltid jeg med sindsro kan anbefale Jer at lave, det smager virkelig skøn og er let at lave……….
Jeg skriver opskriften som jeg lavede den.
Kyllingeburger med chiliost, 3 pers.:
1 stor gulerod i små tern
1 båd hvidkål i tern
1 løg i tern
olivenolie
salt, friskkværnet peber
citronsaft
400 g hakket kyllingekød
salt, friskkværnet peber
ca. 1 tsk. røget paprika
ca. 1 tsk. tørret timian
100 g flødeost naturel
½ frisk, rød chili, finthakket (eller 1 hel, alt efter smag)
1 fed hvidløg, presset
salt, friskkværnet peber
3 grove burgerboller
lidt salatblade
Bland flødeost med chili, hvidløg, salt og friskkværnet peber.
Kom lidt olivenolie på en varm pande og sauter hvidkål, løg og gulerod til det bliver lidt blødt, men stadig har bid. Pres lidt citronsaft over og krydr med salt og friskkværnet peber. Smag til og tag af varmen.
Burgerbøf:
Ælt det hakkede kyllingekød med salt, friskkværnet peber, røget paprika og tørret timian. Form til 3 bøffer (det kan være lidt svært for kødet hænger i hænderne, så fugt dem evt. med lidt vand) og steg dem i lidt olie på en pande. De skal have ca. 6 minutter på hver side – eller til de er gennemstegte (tjek det), det afhænger lidt af tykkelse. Flæk burgerbollerne og rist dem på begge sider. Smør bunden med et skrabet lag af chiliosten. Læg lidt salatblade på og kom så noget af kålblandingen på. Derefter kyllingeburgerbøffen, så toppes der op med 1/3 af chiliosten og til sidst den øverste del af burgerboller. Pres lidt sammen og server.
Jeg valgte at servere lidt ovnbagte pommes frites til. Jeg skar bare nogle kartofler ud i stænger, vendte dem med lidt olivenolie og dryssede dem med Maldon salt. Sæt dem i en 225 grader varm ovn til de bliver gyldne, vend lidt rundt i dem af og til.
Jeg har ikke fået lavet noget træning af nogen art i dag, men i morgen har jeg planer om at komme på crosstraineren igen. Jeg har faktisk helt savnet at lave noget i dag…………
Jeg er stadig ved at læse “
Englen i Groznyj” af Åsne Seierstad, som på mange måder er en fantastisk bog, men også meget sørgelig. Som jeg før har skrevet, så synes jeg at hun skriver rigtig godt og er god til at fortælle, men sikke mange frygtelige historier hun har lagt ører til. Tjetjenerne har ikke haft det nemt! Vold og tortur har været en stor del af deres hverdag, sammen med bombardementer og myrderier på kvinder og børn. Ind imellem alle de rædsler, er der så nogle “solstråle” historier, som bliver portrætteret…………
Jeg ved at jeg skrev at vi skulle have en pastaret i dag, men jeg ombestemte mig altså. Men hvis I er heldige, så kommer den i morgen *S*
I morgen skal jeg også til at gøre klar til weekenden, hvor vi får besøg af vores fælles ven fra Sjælland. Menuen kommer til at stå på italiensk lammesteg, stegt på kartofler og tomater, serveret med rosenkål i en eller anden form og noget sauce. Som dessert vil jeg kaste mig ud i at lave en “Manhatten strawberry cheesecake”. Kryds fingre for mig………..