
Den langtidsstegte ribbenssteg……….

Gulerodsmuffins med dejlig, grøn frosting…………
I fik jeg da stablet en påskefrokost på benene, bedre sent end aldrig *S*. Det blev nu ikke noget særligt, men det smagte nu meget godt det der var og vi blev mætte, det er jo det vigtigste……….
Kærestens søster kom og spiste påskefrokosten sammen med os her til aften og som altid havde vi en rigtig hyggelig aften.
Vores lille påskefrokost bestod af:
- langtidsstegt ribbenssteg med rødkål
- hjemmelavet leverpostej med bacon, ristede champignon og agurk
- æg på en bund af spinatblade og med bacon og en sennepsdressing over
- rejer, mayonnaise, tomat og agurk
Langtidsstegt ribbenssteg:
1 ribbenssteg
1 løg i grove stykker
4 fed hvidløg, knust
frisk rosmarin
lidt grønsagsbouillon
vand
groft salt, friskkværnet peber
Sørg for at ribbensstegen er ridset godt (jeg går den altid selv efter med en skarp kniv). Drys groft salt godt ned i alle rillerne, for at være helt sikker på at sværen bliver sprødt. Krydr med friskkværnet peber. Stik rosmarinnåle ned forskellige steder i sværen. Læg stegen i en bradepande og hæld lidt vand ved. Kom grove stykker af løg ved sammen med hvidløg der er knust med bladet på en bred kniv og lidt grønsagsbouillon. For at langtidsstege, så forvarm ovnen til 150-160 grader og sæt stegen ind i 4 timer. Skru evt. lidt op til sidst hvis sværen ikke er sprød – men det plejer min nu at være. Lad den hvile i 10 minutter inden den skæres ud.
Spinatsalat med æg, bacon og sennepsdressing:
frisk, babyspinat, godt skyllet og tørret
5-6 æg, smilende
1 pakke bacon, stegt sprødt
Maldon salt, friskkværnet peber
Dressing:
3 spsk. olivenolie
1 spsk. balsamico eller hvid balsamico
2 tsk. dijonsennep
2 tsk. flydende honning
1 fed hvidløg, presset
lidt salt og friskkværnet peber
Skyl spinaten rigtig godt i vand og slyng den tør. Skær den i tykke strimler og læg i bunden af et lavt fad. Kog æg til de er smilende – en mellemting mellem blødkogt og hårdkogt – lad dem køle lidt af, pil dem og halver dem. Læg dem ovenpå spinatbunden. Smuldr det stegte bacon og drys over. Krydr med lidt Maldon salt og friskkværnet peber.
Dressing:
Kom alle ingredienserne i et lille glas med låg eller en meljævner og ryst dem sammen til en tyk dressing.
Dryp den over salaten lige inden servering.
Jeg kom grøn frugtfarve i den frosting jeg lavede i går og det gav da nogle ret festlige muffins, som ikke smagte dårligere af den grund……….
Jeg synes jeg har haft det lidt bedre i dag, men jeg hoster stadig en hel del, især hvis jeg laver noget hvor jeg anstrenger mig (som f. eks. at støvsuge!). Jeg har dog ikke haft feber i dag, hvilket er en fremgang i sig selv. Jeg pudser stadig MEGET næse og al huden under min røde tud er næsten totalt slidt væk *S*. Jeg tror jeg bruger mellem 5-7 pakker Kleenex om dagen, ret anstrengende og det giver propper i ørerne………
Det er dog noget andet penicillin jeg har fået denne gang, end de 2 tidligere gange og det lader til at det virker hurtigere, ihvert fald er der bedring at spore fra i går til i dag (også selvom jeg stadig ligner noget prinsessen ikke engang ville tænke på at slæbe med ind *S*). Det eneste lyspunkt ved at have været så syg er jo, at det kun kan gå en vej og det er FREMAD…………
Det er så hyggeligt at der er kommet ænder – og blishøns – ned i vores sø. Den anden aften kom Hr. og Fru and også pludselig spadserende ude på vores lille græsplæne. De gik (læs: vraltede) lige så fint ved siden af hinanden og gik og små snakkede (læs: rappede) til hinanden. Når Hr. and gik lidt over til den ene side, fulgte Fru and ligeså pænt med. De var SÅ søde. De gik op til en lille græsvold vi har, hvor de sad og kiggede lidt på verden, hvorefter de vendte om og vraltede pænt tilbage igen…………
I morgen står den på rester, heldigvis blev der så meget til overs, at vi også kan få det i morgen. Jeg vender tilbage igen på onsdag, hvor jeg forhåbentlig har fået det endnu bedre……….