Den færdige – og meget LÆKRE – “Chef Salad”………….

Aftenens tallerken……….

Cookies med Daim, denne gang lige nøjagtig som jeg gerne vil have dem: tynde og sprøde………
I aften har vi fået “Chef Salad” (Isabellas, nr. 3/09) og det var SÅ lækkert! Jeg holder meget af at få en god og mættende salat til aftensmad, det amerikanerne kalder en “dinner salad”.
Det er nemt at lave, kræver ikke noget forberedelse og perfekt når vejret bliver varmere………
Jeg fandt nogle frosne fiberboller i SuperBrugsen, som jeg varmede og vi fik til, de var lækre og mættende…….
Dressingen er dejlig velsmagende, med en lille skarp “kant” fra dijonsennep’en. Jeg kom ikke dressingen over, for jeg regnede med rester og de bliver altså ret kedelige med dressing på.
Jeg lavede følgende ændringer:
- efter min opfattelse SKAL der hårdkogte æg til en “Chef Salad”, så det tilføjede jeg
- der skulle have været radiser i, men da jeg havde glemt at købe dem, brugte jeg champignon i skiver i stedet for.
- jeg kom ikke bredbladet persille i, fordi kæresten ikke er vild (for at sige det mildt) med persille.
- jeg tilsatte noget strimlet iceberg salat. Jeg ville nok have foretrukket romaine, men det var kæresten der handlede *S*
- jeg tilsatte et nip sukker til dressingen, det rundede den lidt af.
Jeg skriver opskriften som jeg lavede den……….
½ lille iceberg, i strimler
1 lille agurk, uden kerner, i skiver
200 g emmentaler i små tern
1 bdt. grønne asparges i mindre stykker
100 g sorte oliven (jeg brugte Nicosia)
5-6 champignon i tynde skiver
4-5 blommetomater i kvarter
4 æg, hårdkogte, i både
1 fennikel i meget tynde skiver
200 g kogt røget skinke, i tern
Dressing:
1 spsk. dijonsennep
2 spsk. hvidvinseddike
2 spsk. Hellmann’s mayonnaise
6 spsk. olivenolie
evt. ganske lidt vand
et nip sukker
salt, friskkværnet peber
Damp de friske asparges i et par minutter, skyl dem straks under koldt vand og lad dem dryppe af. Bland alle ingredienserne – undtagen æg – i en skål eller i et halvdybt fad. Læg æg i både øverst. Pisk sennep og vineddike sammen. Pisk mayonnaise i. Pisk olien i lidt efter lidt, til den får ønsket tykkelse. Hvis den bliver for tyk, kan der tilsættes ganske lidt vand. Smag til med salt, friskkværnet peber og et lille nip sukker. Server med et stykke godt brød og husk at sættes salt og peber på bordet, så salaten kan krydes.
I dag bagte jeg småkager til i morgen, hvor Anette og hendes datter kommer. Jeg har lært at kende hende gennem denne blog og vi har mailet sammen i et stykke tid efter hånden. Vi har også talt sammen i telefon og efterhånden føler jeg at jeg kender hende ganske godt – men alligevel er jeg også nervøs for vores møde! Det er første gang jeg skal møde en fra “cyberspace”, så det er ret spændende – og så har jeg jo det gen, at jeg er bange for ikke at kunne gøre det godt nok.
Tænk hvis hun bliver skuffet? Tænk hvis jeg ikke kan leve op til hendes forventninger?? Tænk hvis hun ikke kan lide mig som person?? Sådan er det altid inden jeg skal møde fremmede mennesker: jeg er bange for at falde igennem og ikke kunne leve op til deres forventninger.
Jeg er altid sikker på at dem jeg skal møde er klogere, smartere, sødere, pænere osv. end mig, selvsikkerhed og selvtillid har ALDRIG været min stærke side…………
Nå, men det var småkagerne jeg kom fra! Denne gang fik jeg dem lavet PRÆCIS som jeg forventede de skulle være første gang jeg bagte dem. De blev tynde og sprøde – og jeg fik flere ud af portionen end første gang, så det var ren “win, win”.
Jeg skriver min tilpassede opskrift i parentes, så kan I selv bestemme hvilken udgave i vil lave, afhængig af om i ønsker tykke cookies eller tynde og sprøde cookies. Men lav dem for de er SUPER gode! *S*
Cookies med Daim, 24 stk. (ca.: 40):
3 stk. dobbelte Daim (2½ dobbelte Daim)
200 g blødt smør
100 g brun farin (90 g)
4 spsk. rørsukker
4 spsk. koldt vand
300 g hvedemel (275 g)
2 tsk. vaniliesukker
1 tsk. natron
Hak Daim groft med en kniv. Pisk smør, sukker og brun farin luftigt med en el-mikser. Vend det kolde vand og hakket Daim i. Bland de tørre ingredienser og vend dem i dejen. Saml hurtigt dejen med hænderne på et meldrysset bord. Del dejen i 2 og tril hver del til en pølse på ca. 5-6 cm. i diameter. Del hver pølse i 12 stykker og tryk dem lidt flade. Læg dem på bageplader med bagepapir, men god plads imellem, da de flyder ud. Bag dem midt i en forvarmet ovn ved 250 grader i 4-6 minutter. Lad dem afkøle på en bagerist og når de er HELT kolde, kan de opbevares i tætsluttende glas eller kagedåse.
HVIS DER ØNSKES TYNDE, SPRØDE COOKIES ER FREMGANGSMÅDEN SÅLEDES:
Hak Daim groft. Pisk smør, sukker og brun farin luftigt med en el-mikser. Vend det kolde vand og hakket Daim i. Bland de tørre ingredienser og vend dem i dejen, rør dejen sammen med en (træ)grydeske. Læg bagepapir på bageplader. Forvarm ovnen til 190 grader (jeg brugte ikke varmluft). Lav en kugle på størrelse med en valnød og tryk den ud til en flad kage, ca. 4-5 cm. i diameter. Jeg havde 9 på hver plade, de flyder lidt ud. Bag dem i ca. 9 minutter, men tjek dem efter 7 minutter, så de ikke får for meget. Lad dem lige køle af et par minutter på bagepladen, inden de flyttes til en bagerist hvor de afkøles helt. Når de er HELT kolde, kommes de i en tætsluttende glas eller kagedåse.
Dagen i dag er gået med at forberede til i morgen. Jeg har fået marineret den kylling vi skal have (i chimichurri-marinade), som I får en opskrift på når det næste indlæg laves. Menu’en kommer til at bestå af følgende – Anette hvis du læser med, så LUK øjnene NU! *S*:
Hovedret: Chimichurri-marineret kylling på grill med kartoffelgrønsagsfad og
aspargescreme.
Mon ikke det går an?? Jeg har valgt nogle ting som er nemme, som jeg kender og hvor jeg ikke skal stå i køkkenet hele tiden, men have tid til at nyde tiden med Anette og hendes datter. Jeg glæder mig……….
Jeg er startet på “
En torn i øjet” af Julie Hastrup (
Bazar Forlag, udkommer 28. maj 2009). Det er hendes første roman og det er begyndelsen på en serie. Det er en krimi, denne foregår i Jylland (Ringkøbing). Jeg kan kun sige, at jeg i den grad er fanget! Det er en “page-turner”, som fangede mig fra første side. Jeg glæder mig RIGTIG meget til den næste kommer – og rygterne siger, at det allerede bliver til efteråret…………