Grillede bluecheese steaks og kartoffelpakker………..
Indholdet i kartoffelpakkerne……….
Jeg må indrømme at mit energiniveau ikke er højt i dag, faktisk nærmest i minus! Derfor blev aftensmaden heller ikke den store kulinariske rejse, men godt blev det nu alligevel *S*.
Vi grillede nogle steaks og kom tynde skiver blåskimmelost på, det smagte helt VILDT godt og kan varmt anbefales, hvis I er til den slags ost (gorgonzola kan med garanti også bruges). Dertil lavede jeg nogle kartoffelpakker som også kom på grillen – og så var der aftensmad. Hurtigt, nemt, smagfuldt og lækkert………
Til både kartoffelpakkerne og til steaks’ene brugte jeg flittigt at det kryddersalt, som jeg fik af Benthe på Hvidehus (værtinden på det Bed & Breakfast vi overnattede på i Rebild). Det kryddersalt er det rene MAGI og med den fart jeg har på med at bruge det, går der ikke ret lang tid inden jeg selv skal igang med at lave det og jeg glæder mig faktisk allerede til det. Måske jeg skulle begynde at sælge af det *S*
Kartoffelpakker med squash, champignon og soltørrede tomater:
kartofler (gerne nye) i passende mængde, kogt næsten møre og skåret i skiver
kryddersalt, friskkværnet peber
squash i skiver
1 soltørret tomat i olie pr. pakke, skåret i strimler
2-3 champignon i tynde skiver, pr. pakke
smør
Læg et pænt stort stykke stanniol dobbelt. Læg skivede kartofler på stanniolen og krydr med lidt kryddersalt og friskkværnet peber. Læg squash i skiver, champignon og soltørret tomat, krydr igen med kryddersalt og friskkværnet peber. Slut af med endnu nogle skiver kartoffel og lidt mere salt og friskkværnet peber. Læg en klat smør øverst og pak stanniolen sammen om indholdet, men de må gerne være lidt åbne i toppen, så dampen kan komme ud. Sæt dem på grillen (enten over inddirekte varme, hvis der bruges almindelig grill) eller ved varme lidt under middel, hvis der bruges gasgrill. Lad det hele varme godt igennem og lad kartoflerne blive helt møre. Tag af varmen og server.
Grillede bluecheese steaks:
steaks
lidt olie
kryddersalt, friskkværnet peber
en tynd skive blåskimmelost pr. steak
Pensl steaks med ganske lidt olie og krydr med kryddersalt og friskkværnet peber. Grill dem over direkte varme, til de er næsten som ønsket. I de sidste par minutter lægges en skive ost på hver og lad dem være på varmen, til osten er smeltet. Lad dem trække 5 minutter inden de serveres.
Jeg har lavet en bommert af de helt store i dag og noget som jeg ALDRIG før har prøvet – og aldrig troet at jeg skulle prøve!!
Jeg kogte kartofler tør for vand!!! *S* Jeg havde sat nogle små kartofler over, som vi skulle have haft i kartoffelpakkerne og det var meningen at jeg bare lige ville koge dem i 5 minutter. Jeg satte mig til at opdatere min blog og glemte FULDSTÆNDIG kartoflerne – lige indtil der pludselig var sådan en lidt mærkelig lyd (lidt ligesom når popcorn starter med at poppe). I præcis det øjeblik kom jeg i tanke om kartoflerne og da var alt vandet helt og aldeles VÆK! Tænk jeg blev helt pinlig berørt og tænkte bare, godt at der ikke er nogen der kan se det *S*
Det betød at jeg måtte rundt ved naboerne og høre om der var nogen der havde lidt kartofler de kunne undvære – det var der heldigvis………..
Bortset fra at klumre i det i køkkenet, har jeg ikke lavet det helt store i dag. Jeg er træt, mine ben, fødder, ankler og lænd er meget ØM, men sådan er det jo når jeg “slår til Søren” *S*.
Jeg har mest koncentreret mig om at få opdateret min blog og få skrevet vores oplevelser ned, mens det hele endnu var i frisk erindring. Jeg har dog også fået støvsuget og vasket gulve over det hele – det var HÅRDT tiltrængt…………
Ved aftentide havde vi besøg af en “fremmed” fugl nede i vores lille sø, en fugl vi ikke har set før. Jeg vil tro at det er en hejre af en art, men jeg er absolut IKKE sikker, fuglearter er ikke min stærke side! Flot var den dog og meget majestætisk tronede den nede i søen og gik lidt frem og tilbage……….
I morgen kommer kærestens mor og søster til aftensmad. Jeg vil prøve at grille en hel kylling for første gang i vores gasgrill, nu skal det prøves af. Dertil skal vi bare have bagte kartofler, noget hvidløgsdressing og en salat. Til dessert/kaffe, vil jeg lave en kage som vores søde nabo har givet mig opskriften på. Hun har haft stor succes med den og jeg har set hvordan den ser ud, meget lækkert, så i morgen skal den afprøves…………
Samme dag for et år siden
- Blomkålspandekager.......... - 2012
- Forloren and og champignon (Spis Bedre nr. 5/2010)........... - 2010
- Godt og blandet............ - 2010
- Mini-ferie: Rebild Bakker og Rold Skov, dag 2........... - 2009
- Mini-ferie: Rebild Bakker og Rold Skov, dag 1........... - 2009
- Buffalo Wings med blue cheese dressing.............. - 2007

















