Kyllingefrikadeller med spinat og pastasalat med tomater og broccoli………
Ingredienserne til kyllingefrikadellerne……….
Jeg kunne egentlig også godt lide pastasalaten omend jeg måske nok synes, at dressingen kunne være med noget mere smag. Jeg tror nok at jeg vil vælge at blande noget sennep i – eller lave den med mørk balsamico – næste gang. Ihvert fald komme et eller andet i, der giver den noget mere smag, for jeg synes den var ret neutral i smagen.
Kyllingefrikadeller med spinat, 4 pers.:
450 g hakket kyllingekød
2 fed hvidløg, knust og finthakket eller presset
250 g frisk spinat, godt skyllet og dryppet af
1 æg
1 dl havregryn
groft salt, friskkværnet peber
Varm en pande godt op – UDEN fedtstof – og kom spinaten på, sammen med det vand der hænger ved bladene. Lad dem sautere hurtigt, til de falder sammen. Tag af varmen og lad det køle lidt af. Kom alle ingredienserne til kyllingefrikadellerne i en foodprocessor og kør til det hele er blandet sammen og spinaten er findelt. Varm lidt olie op på en pande, form farsen til frikadeller og steg dem til de er gyldne på begge sider og gennemstegte. Server med sød chilisauce.
Pastasalat med tomater og broccoli, 4 pers.:
300 g penne
1 broccoli i små buketter
250 g cherrytomater, halverede
50 g soltørrede tranebær
1 glas sorte oliven, halveret
Dressing:
1 rødløg, finthakket
2 spsk. vand
2 spsk. hvidvinseddike
4 spsk. olivenolie
½ spsk. flydende honning
salt, friskkværnet peber
Kog pastaen til den er al dente i masser af godt saltet vand. I de sidste 2 minutter af kogetiden, tilsættes broccolibuketterne. Hæld vandet fra og skyl straks med koldt vand, lad det dryppe godt af. Kom tomater, soltørede tranebær, oliven, pasta og broccoli i en skål. I en anden skål kommes det meget finthakkede rødløg, sammen med resten af ingredienserne til dressingen (se note), pisk det hele sammen og hæld det over pastasalaten. Vend det hele godt rundt og server.
Note:
Jeg anbefaler at komme noget mere smagsgivende i dressingen, som f. eks. dijonsennep, presset hvidløg eller måske mørk balsamico…….
Jeg har været træt i dag, men det var jo hvad jeg kunne forvente *S*. Jeg har dog ikke haft så ondt som jeg forventede, kun i mine lårmuskler som ikke helt vil som jeg vil når jeg skal op af en stol – eller sætte mig ned for den sags skyld. Jeg er nu ret overbevist om at det ikke er tennis’ens skyld, men de lunges jeg lavede i går. Ihvert fald regner jeg STÆRKT med at vi skal op og spille tennis igen i morgen…………..og jeg glæder mig allerede.
Vi havde jo faktisk bestilt biletter til “Engle og dæmoner” i morgen aften, men har afbestilt dem igen. Vi vil hellere være hjemme og nyde det gode vejr – og desuden skal Caroline Wozniacki spille i morgen aften i French Open og hende vil vi gerne se. Kæresten skal også spille tennis både med mig og hans faste tennismakker, desuden har en af vores naboer inviteret på øl og så vil vi bare hygge os og slappe af.
Søndag skal vi jo til barnedåb i Esbjerg og jeg er allerede begyndt at frygte det! Nå, jeg vil ikke skrive mere om det nu, jeg bliver bare i dårlig humør og jeg har jo også været inde på det før. Lad os bare sige, at jeg kun gør det af pligt og for kærestens skyld…………
Heldigvis lover de jo godt vejr igen på mandag, så det vil vi nyde. Hvis jeg er nogenlunde frisk og vi kan slippe afsted fra Esberg efter eftermiddagskaffen, kan det være at vi tager et kort smut op på tennisbanen om aftenen. Det kan jo være at jeg har nogle agressioner jeg gerne vil have ud – og hvad er bedre end at slå (HÅRDT!) til en bold?? *S*
Jeg blev så glad i dag da posten kom, for der var pakke til mig! Ikke at det sker sjældent, men idag så det ud til at være noget jeg ikke lige havde kendskab til. Det var fra Pernille – og sikke en dejlig pakke!! Der var lidt lækkert spiseligt: wasabi peanuts, kandiseret ingefær og røde linser. Desuden de flotteste viskestykker, som hun har købt specielt til mig i Paris. De passer helt perfekt ind i vores køkken – hvis jeg altså kan nænne at bruge dem *S*.
Tak kære Pernille! Jeg håber at du finder tid til at komme og besøge os til sommer, når du kommer hjem………
Bøger:
Jeg er jo ved “Fasandræberne” af Jussi Adler-Olsen og den er altså virkelig god og spændende. Jeg bliver jo nok “nødt til” at få fat i alle hans bøger *S*
Endelig er mine SP-penge kommet i dag – JUBIIIII! Ikke at det er noget svimlende stort beløb, men for mig, som er på førtidspension, er det ret mange penge. Hvor gerne jeg end ville bruge dem på en tur til New York (eller Rom eller Paris) – hvilket jeg har truet kæresten med – så bliver jeg nok nødt til at være fornuftig og bruge dem til at dække et par “huller” med. Det er ikke altid det rene morskab at være voksen og fornuftig *S* Jeg har dog skyndt mig at få postet svarkuverten idag, for man ved jo aldrig om de pludselig løber tør for penge………….
I morgen står den på rester fra idag. Hvis vi skal have aftensmad søndag, kommer den til at stå på take-out mad, jeg vil hellere bruge evt. overskydende kræfter på at spille tennis. På mandag skal vi grille en mørbrad, hvis ellers jeg husker rigtig om at vi stadig har en i fryseren. Da vi handlede i Netto i denne uge, havde de sådan noget “smoke in a pot”, som er smagsaroma til kulgrillen. Jeg valgte appelwood, som er rigtig godt til svinekød. I USA sidste år, fik vi appelwood smoked bacon og det var SÅ godt!

















