Newyorkerbyheart

Bagte laksefileter med spidskålssalat………..

Saucen til både fisk og pasta………..

Dressingen til spidskålssalaten……….

Laksefileter krydret med salt, friskkværnet peber og presset hvidløg………..

Lidt af saucen kommes på laksefileterne……..

Spidskålssalaten med ærter og lidt soltørrede tranebær………..

De færdigbagte laksefileter………..

Aftenens tallerken………..
Efter mit vredes-/irritations-/træthedsudbrud tidligere på dagen, så formåede jeg alligevel at få lavet aftensmad *S*
Jeg kan forstå at nogen ikke ser det som om jeg har et problem, men fakta er jo, at andre ikke kan se/føle hvad jeg betragter som problemer.
Jeg bruger virkelig meget tid på denne blog, for at gøre det så godt og så let som muligt for dem, som måtte ønske at bruge den. Men jeg tvinger bestemt INGEN til at bruge den, det er er egen fri vilje at nogen synes den er sjov/god at læse og det er jeg så TAKNEMMELIG for.
Men jeg mener, at jeg også har ret til at blive behandlet med respekt. At der også skal være respekt om det jeg laver og at jeg ikke skal lade mig udnytte.
Det kan sagtens være at nogen er blevet stødt på “manchetterne” og sure over det jeg har skrevet, men sådan må det så være.
Jeg har den indstilling at det er min blog og jeg må have lov til at melde ud når jeg synes det bliver for meget.
Jeg ved også at nogen synes jeg brokker mig for meget og at jeg jo bare kan holde op – og det kan jeg helt sikkert også!
Der er bare det “beklagelige”, at jeg har så stor en passion og glæde for mad, at jeg så gerne vil have det ned på skrift *S*

Nå, nok om det, jeg må se hvordan det kommer til at gå……….

I aften har vi altså fået bagte laksefileter med fettuccine og en SKØN spidskålssalat, det hele smagte SUPER godt og var meget lækkert. Jeg kan virkelig anbefale Jer at lave denne lakseret, den bagte “sauce” som er ovenpå laksene, gør dem virkelig lækre.
Jeg brugte et fed hvidløg til hver laksefilet og det vil måske være for meget for nogen *S* Det var lidt stærkt, men vi syntes nu begge at det var GODT………

Bagte laksefileter, 2 pers.:

2 laksefileter uden skind og ben
Maldon salt, friskkværnet peber
2 fed hvidløg, presset (kan være mindre, efter smag)
Sauce:
1½ dl creme fraiche 9% elelr 18%
1 stor håndfuld dild, finthakket
3 spsk. rødløg, hakket
1½ spsk. dijonsennep
groft salt, friskkværnet peber
Desuden:
friskkogt pasta
Bland creme fraiche, dild, løg, sennep, salt og friskkværnet peber sammen, smag det til og stil det på køl i 1 time. Forvarm ovnen til 200 grader. Smør et ovnfast fad med lidt olivenolie. Anbring laksefileterne i fadet og krydr med Maldon salt, friskkværnet peber og presset hvidløg. Kom ca. 1/4 af saucen over fileterne og stil i ovnen i 15-20 minutter, til laksen er netop gennembagt. Kog pasta til det er al dente, i rigeligt, godt saltet vand. Hæld vandet fra og lad det dryppe af. Server laksen til den friskkogte pasta og server resten af saucen til.

Spidskålssalat med ærter, ca. 3 pers.:

½ spidskål, fintsnittet
en stor bakke ærter, friskbælgede
1 håndfuld soltørrede tranebær
Dressing:
2 tsk. æblecidereddike
2 tsk. koldpresset rapsolie
4 tsk. kold vand
½-1 tsk. flydende honning (efter smag)
1½ tsk. dijonsennep
groft salt, friskkværnet peber
Bland spidskål og ærter sammen i en skål. Pisk eller ryst dressingen sammen, til den bliver tyk og hæld den over salaten. Vend godt rundt og lad det salaten trække i ½ times tid inden servering. Drys med soltørrede tranebær lige inden servering.

I går fik jeg igen trænet i 1 time, selvom jeg egentlig ikke rigtig havde energi til det. Men som det jo – på magisk vis er sket så mange gange før – så får jeg mere energi, når først jeg har trænet *S*.
Måske hjalp det også, at det lå en ny træningsdvd i posten, som jo lige skulle tjekkes ud! Jeg er vild med at få nye træningsdvd’er, så sker der ligesom lidt og motivationen stiger. Den nye træningsdvd hedder: “Claire Sweeney – Perfect Fit With Weight Watchers” (købt på Ebay) – og det var HÅRDT! – men også dejligt *S*.

Jeg GLÆDER mig sådan til på lørdag – og har faktisk gjort det længe – vi skal nemlig til Varde Museum og se Otto Frello‘s udstilling (hans billeder kan ses her). Jeg er ganske sikker på at det bliver en helt utrolig oplevelse og jeg er helt spændt *S*. Vi tager kærestens mor og søster med, så må vi se hvad vi kan finde på bagefter. Måske noget der involverer en gåtur og en sen frokost/tidlig aftensmad et eller andet sted………

Jeg glæder mig også over at alle Arne Dahl‘s 10 bøger skal laves til en serie (- og en film) og at til efteråret kommer den sidste (??) bog i serien om A-holdet, den skulle hedde “Elleve”……

Bøger:

Jeg er stadig igang med “Malstrøm” af Michael Connelly og jeg ligger og fryder mig hver aften over Michael Connelly’s måde at skrive på og over igen at være i Harry Bosch’s univers……
Print Friendly
Tilbage

14 kommentarer


  1. Jun 18, 2009
    10:58 pm

    Voksenmis

    Hej Birthe!

    Fantastisk med endnu en bog om A-gruppen. Jeg følte mig helt sølle, da jeg var færdig med tieren.

    Håber du har det godt ovenpå din "Basta-tur" 🙂

    KH Lisa

    P.S. Det er mig, som har slettet en kommentar – pga. slåfejl *rødme*


  2. Jun 18, 2009
    11:13 pm

    Newyorkerbyheart

    Hej Lisa!

    Har det faktisk ikke specielt godt……

    Det er skønt med endnu en bog, gid det aldrig får ende 🙂

    Mange hilsner
    Birthe


  3. Jun 19, 2009
    8:47 am

    Astrid :)

    Hej 🙂

    Jeg kan sagtens forstå at du bliver irriteret/vred/frustreret over de som synes at du har tid til at finde opskrifter osv til dem.

    Jeg skriver egentlig denne kommentar, fordi jeg gerne vil dele en opskrift med dig som jeg synes er helt fantastisk og som du bare MÅ prøve 🙂
    Det er en opskrift på en skøn spidskålssalat med persillepesto:

    Spidskål – snittes meget fint

    Pesto:
    Persille – en ordentlig dusk, jeg snitter den i en minihakker så det bliver helt fint
    Saften fra en hel citron
    Hvidløg efter smag – presses
    Salt + peber

    Spidskål fordeles i et fad/en skål, lige inden servering hældes persillepestoen over. Pynt med ristede cashewnødder og friske blåbær.

    MUMS 🙂

    Jeg lægger ikke så mange kommentarer herinde, men det vil jeg arbejde på at blive bedre til, for det er helt fantastisk for os "foodies" at du har tid og overskud til at forkæle os med opskrifter og smukke billeder af maden.

    De kærligste hilsner
    Astrid


  4. Jun 19, 2009
    12:29 pm

    Vibeke

    Det ser rigtig lækkert ud. Tror bestemt at det skal være vores aftensmad i morgen 🙂
    Jeg syntes din blog er fantastisk…-S-


  5. Jun 19, 2009
    1:45 pm

    Newyorkerbyheart

    Hej Vibeke!
    Det smagte altså også rigtig dejligt, jeg håber, at I også vil kunne lide det 🙂

    Mange hilsner
    Birthe


  6. Jun 19, 2009
    2:48 pm

    Vita

    Hej Birthe

    Frello *suk*
    Det vil jeg godt nok også gerne. Har altid stået på min liste over fromme ønsker. Faktisk havde jeg fået den information at hans billeder ikke længere kunne ses på Varde Museum. Og ingen kunne fortælle mig hvor de så var. Så jeg havde faktisk glemt dem lidt. Det glæder mig at det vist ikke var sandheden. Der må jeg lokke konen med hen en dag.

    Mange tanker
    Vita


  7. Jun 19, 2009
    2:50 pm

    Newyorkerbyheart

    Hej Astrid!
    Undskyld, havde lige overset dig….

    Tusinde tak for opskriften, den vil jeg helt sikkert prøve en dag, for spidskål er jo en dejlig spise 🙂

    mange hilsner
    Birthe


  8. Jun 19, 2009
    2:52 pm

    Newyorkerbyheart

    Hej Vita!

    Jeg glæder mig helt vildt til at se den udstilling. Billederne har været udstillet i Kbh. (hvor det vist var en ret stor succes), mens Varde Museum har været under ombygning. Nu er de klar med et nyrenoveret museum og jeg tror at udstillingen kører indtil september engang. Så det er bare med at tage konen under armen og så afted 🙂

    Knus
    Birthe


  9. Jun 19, 2009
    6:14 pm

    Anonymous

    Så vidt jeg kan se på åbningstiderne, har de kun åbent tirsdag og torsdag – bare så I ikke kører forgæves.


  10. Jun 22, 2009
    7:14 am

    Anonymous

    Kan du aldrig være høflig over for nogle der måske ikke lige er dine klappåskulderen. Du er meget uforskammet. For at sige det mildt. Svar ordentlig. Muligvis er du meget uligevægtig. Hidser dig op over ingen ting. Stakkels din mand. Da du er ligeglad med om du bliver læst så luk da for pokker den blog.


  11. Jun 22, 2009
    10:14 am

    Anonymous

    Hvorfor Anonym, går du ind på denne blog, når du har så meget ævl at sige om Bloggen?. Jeg kan godt forstå at Birthe er træt af alle de mails og grove kommentarer.
    Er du klar over Birthe at DR, eller DR2 for nogen tid sendte et pragtfuldt program om denne finurlige maler – det var en oplevelse. Jeg har kontaktet DR for at forhøre mig om de havde tænkt på at genudsende det program. Håber ikke det var DK4 der sendte filmen, for så er jeg på den:-)
    Du behøver ikke at svare, jeg ved du bruger meget tid på bloggen.
    God dag til dig.
    Charlotte den2.


  12. Jun 22, 2009
    10:27 am

    Malou Klidmoster

    Kære Birthe

    Wow, det er vel nok en lækker måde at lave laks på. Det ser fantastisk ud 🙂

    Som Charlotte den 2 skriver, har vi også set et program om Frello for noget tid siden, men det var på DK4 midt om natten. Vi har været hooket på ham siden og glæder os meget til at tage til Varde og se alle billederne.

    Fat mod og ignorer de dumme kommentarer fra folk der ikke har mod til at sætte navn på men forbliver anonyme!

    Knus
    Malou


  13. Jun 22, 2009
    10:47 am

    Newyorkerbyheart

    Hej Charlotte den 2.!

    Jeg har den politik, at jeg skriver til alle der skriver på en pæn måde til mig 😉

    Jeg så desværre ikke den udsendelse, æv. Min "Frello-dille" startede, da vi så et program i TVSyd……

    Mange hilsner
    Birthe


  14. Jun 22, 2009
    10:48 am

    Newyorkerbyheart

    Kære Malou!

    Tak for din kommentar 😀
    De laksefileter smager SÅ godt og du her ret, det er virkelig en god måde at spise laks på…..

    I skal også bare glæde Jer, for det er virkelig en oplevelse og noget af det mest utrolige jeg nogensinde har set 🙂

    Knus
    Birthe

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!