Newyorkerbyheart

Pangasius med pamaskinke og olivenfyld………..

Oliven-/basilikum-/pinjekernefyld……….

Fyldet kommes på pangasiusfilet……….

Fileterne rulles sammen og parmaskinke vikles om…………..

Klar til at komme i ovnen………

Beklager det dårlige billede, men det dampede en del! Hvidløg svitses, tomater kommes ved og så hældes der hvidvin på………..

Tomatskyen hældes over fisken……….

Den færdigbagte ret………..

Spinat kommes i og skyen “monteres” med en klat kold smør……….

Aftenens tallerken……….
I aften har vi fået en super SKØN fiskeret, en opskrift jeg har fundet i Løvbjergs tilbudsavis fra weekenden.
I original opskriften blev der brugt rødspætte, men jeg brugte pangasius. Det var meningen, at jeg ville have brugt torsk, men det kunne jeg ikke lige få, så det blev pangasius.
Jeg kom lidt pinjekerner i fyldet – de skulle nok have været ristet – men det nåede jeg ikke lige, jeg er dog ikke i tvivl om at smagen ville have kommet mere frem hvis de var blevet ristet!
Jeg brugte babyspinat i stedet for rucola, fordi kæresten har en aversion mod rucola *S*
Men det er virkelig en lækker og smagfuld ret, så I kan godt gå igang med at lave den! Den er forholdsvis nem og I kan bruge hvilken slags fisk I har lyst til. Bruger I pinjekerner, så husk lige at riste dem lidt.
Vi fik brune ris og kogte majskolber til – MUMS!
I får opskriften som jeg lavede den!
Pangasius med parmaskinke og olivenfyld, 2 pers.:
2 pangasiusfileter
40 g sorte oliven uden sten, hakket (brug evt. smagfulde oliven som Kalamata)
1 god håndfuld basilikumblade, hakket
1 spsk. pinjekerner, ristet og hakket
groft salt, friskkværnet peber
4 skiver parmaskinke
2 fed hvidløg i tynde skiver
250 g cherrytomater
olivenolie
3/4 dl tør hvidvin
1 stor håndfuld babyspinat, godt skyllet og slynget
1 spsk. kold smør
Bland finhakket oliven, basilikum og pinjekerner sammen. Smør et ovnfast fad. Dup pangasiusfileterne tørre og del dem på langs, krydr dem med salt og friskkværnet peber. Kom lidt fyld på hver filet og rul dem så stramt sammen som muligt. Vikl et stykke parmaskinke (evt. lagt dobbelt på den lange led) om og stil dem på sammenføjningen i det smurte fad. Varm olivenolie op på en pande (pas på det ikke bliver for varmt, det må IKKE begynde at ryge). Kom hvidløg på og sauter dem UDEN at de tager farve, rør i dem hele tiden! Kom tomater ved og sauter kort, krydr med salt og friskkværnet peber. Hæld hvidvin ved og lad det koge op. Hæld det over fisken og sæt i en 200 grader varm ovn i 15-17 minutter, til fisken er netop gennembagt. Tag fisken over på en lille tallerken og pisk en klat koldt smør i stegeskyen. Vend babyspinaten i og bliv ved med at vende rundt, til bladene falder lidt sammen. Smag skyen til og læg fiskerullerne tilbage i fadet. Server straks med ris eller pasta.

I dag har jeg fået trænet i knap 1 time, hvilket nok var tiltrængt! I hele sidste uge trænede jeg ikke konditionstræning overhovedet, kun en enkelt gang pilates og en gang gulvvask *S*. I
dag har jeg trænet lidt styrke- og konditionstræning…………..og det var hårdt, rigtig HÅRDT! Faktisk så hårdt at jeg fik en hamrende hovedpine bagefter – og så siges der, at træning er sundt?? Nå, jeg håber at det går væk til i morgen og at det kan klares med en god nats søvn………….

Hvor kan det bare mærkes nu, at efteråret nærmer sig. Det bliver en hel del tidligere mørk om aftenen og aftenerne har den lille snert af kulde i sig, som de ikke have i højsommeren. Mig gør det nu ikke så meget, jeg synes at hver årstid har sin charme og efterår er ingen undtagelse! Jeg kan godt lide at luften er mere klar i det, synes at det er hyggeligt igen at skulle tænde lys om aftenen og kunne krybe under et tæppe på sofaen……….
Print Friendly
Tilbage

2 kommentarer


  1. Aug 19, 2009
    6:51 am

    Piskeriset

    Det er fantastisk – jeg har ingen kogebøger med opskrifter på pangasius-retter, så jeg har oprettet mit eget lille bookmark-bibliotek med links fra din blog. Så er jeg klar til næste gang, vi køber pangasiusfileter 🙂

    Meget spændende fyld i øvrigt, det havde jeg ikke selv fundet på. Jeg spekulerer på, om der er noget særligt ved parmaskinke i forhold til de skinketyper, der ligner den…?


  2. Aug 19, 2009
    11:26 am

    Newyorkerbyheart

    Hej Piskeriset!

    dejligt at høre at du har lavet sådan et lille "pangasius bibliotek" jeg tror ikke at jeg har lavet noget endnu med pangasius, som vi ikke kunne lide 🙂
    Ang. skinken, så ved jeg det faktisk ikke rigtigt. Jeg synes nogle gange at det kan få en meget underlig lugt når det bliver stegt, men dette smagte rigtig godt. Jeg lagde skinken dobbelt på langs, så den blev lidt tykkere….

    Mange hilsner
    Birthe

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!