
Det færdigbagte kartoffel-/jordskokkefad…………..

Aftenens tallerken…………….
I aften har vi fået det lækre jordskokke-/kartoffelfad med parmesanost, som jeg så hos
Piskeriset for nogle dage siden. Lige siden, har jeg gået og overvejet hvad jeg kunne servere det til og idag bestemte jeg mig for at det skulle være til gode gammedags
frikadeller! *S*
Det kan virkelig peppe nogle frikadeller op og jeg kan kun anbefale Jer på det varmeste at lave det, det er gudespise, men IKKE hvis du er fedtforskrækket…………
Smagen af de lækre jordskokker, teksturen af de mere faste kartofler, den cremede fløde (som i mit tilfælde var madlavningsfløde 18%), den skønne smag af timian, det skarpe fra løg og hvidløg og så den dejlige smag fra frisk, revet parmesanost – det er så englene synger *S*……….
Jeg vejede ikke kartofler og jordskokker af, så jeg er ikke helt klar over hvor meget jeg tog af hver, men jeg vil tro at det var 50/50. I opskriften hos
Piskeriset, som I kan se
her, bruges der 3 løg. Jeg brugte kun 1.
Jeg brugte madlavningsfløde 18%, da jeg synes den fungerer lige så godt som piskefløde. Ellers lavede jeg ingen ændringer. Her kommer opskriften som jeg lavede den………..
Jordskokke-/kartoffelfad med parmesan, 4 pers.:
nogenlunde lige dele skrællede kartofler og jordskokker i mængde passende til 4 pers.
1 løg i tynde skiver
salt og friskkværnet peber
4-5 dl madlavningsfløde 18%
4 fed hvidløg, presset
75 g hel parmesanost, revet (ikke noget med at købe det i poser der revet!!)
1 god håndfuld frisk timian, finthakket
Smør et ovnfast fad med lidt smagsneutral olie. Skær jordskokker og kartofler i skiver, læg dem lagvist i fadet sammen med løg. Krydr hvert lag godt med salt og friskkværnet peber. Rør fløde, hvidløg, parmesan og timian sammen, hæld det ud over kartoffelblandingen og sørg for at det er ligeligt fordel. Sæt i en 180 grader varmluftsovn (200 grader almindelig ovn) i 50-55 minutter. Hvis det bliver for mørkt, så dæk til med stanniol i den sidste ½ time. Kan serveres til rigtig mange former for kødretter og vil være en SKØN erstatning for almindelige flødekartofler.
Da jeg også synes vi skulle have noget sundt for at opveje det fede i jordskokke-/kartoffelfadet, lavede jeg en virkelig lækker råkostsalat.
Jeg var lidt usikker på hvordan resultatet ville blive, men jeg både kæresten og jeg, spiste det med velbehag. Det er bestemt ikke sidste gang jeg laver den variation………..
Råkostsalat med knoldselleri og rosenkål, 4 pers.:
5 gulerødder, fintrevet
ca. 1/4 knoldselleri, fintrevet
8-10 rosenkål, fintsnittet
jumbo rosiner
Dressing:
saft fra 1-1½ citron
rørsukker
lidt olivenolie
Bland gulerødder og knoldselleri. Fjern de yderste blade af rosenkålene, skyl dem og skær lidt af den nederste stok. Halver dem og snit dem fint. Kom dem i skålen til de andre grønsager. KOm rosiner i. Pres citronsaft ud over. Start med 1 citron og se så om det skal have mere. Drys sukker på, start med 1½ spsk., der kan altid tilsættes mere. Dryp lidt olivenolie ud over, ca. 1 spsk. og vend det hele godt sammen. Det skal stå og trække i ½ time – 45 minutter, så sukkeret kan opløses og citronsaften kan få lov til at “marinere” grønsagerne lidt. Når der er gået ca. 20 minutter så smag på det og se om det skal have lidt mere sukker (min kæreste bryder sig jo ikke om når det er alt for syrligt, men smag Jer frem). Der kan sikkert også bruges flydende honning. Inden servering vendes det hele godt rundt igen.
Jeg startede min morgen med at være totalt rundt på gulvet!
Nogle gange er jeg så distræt og min korttids hukommelse så dårlig, at jeg knap nok kan huske hvor jeg er *S*.
Men altså, I går aftes havde jeg hængt en ny kjole på bøjle inden jeg gik i seng. I morges da jeg stod op, fik jeg så den ide at jeg lige ville prøve den – og så kunne jeg bare ikke finde den!?!?!
Jeg kunne se den bøjle hvor jeg havde hængt den på i går aftes, men kjolen var pist væk. Jeg ledte og ledte, kaldte på prinsessen som fik lidt skæld ud, fordi jeg troede at hun havde slæbt afsted med den! Ikke at hun plejer at gøre sådan noget, men hun ynder at lege rundt (eller hvad hun laver!?!) inde i vores tøjskab, så måske hun var kommet til at gemme den.
Jeg ledte i kærestens side af skabet, selvom det var lidt utopi, at den skulle være vandret derover i løbet af natten. Lige meget hjalp det, kjolen var pist væk! Tilsidst gav jeg op og gik ud og spiste morgenmad i stedet for.
Halvvejs op ad dagen, hvilket vil sige hen på eftermiddagen for mit vedkommende *S*, kom jeg så pludselig i tanke om at jeg jo havde smidt kjolen til vask i går!
Efter jeg havde hængt den på bøjle, kom jeg til at lugte til den og jeg synes ikke at den lugtede særlig godt, så jeg smed den ud i vasketøjskurven (som i vores tilfælde faktisk stadig er en papkasse *S*). Der havde den så lagt ude hele tiden, mens jeg var ved at hive håret ud på mig selv og alvorligt var ved at tro, at nu var jeg blevet fuldstændig senil – og prinsessen fik en undskyldning *S*
Jeg hader sådan noget, det kan drive mig totalt til vanvid…………..
I morgen vil vi nyde vores rester fra i dag, så jeg vender tilbage på fredag med kylling…………..