Spinattærte med hvidløg og feta (Magasinet Mad! nr. 1/10)……….
Tærtebunden, klar til at blive forbagt……….
Løg sauteres og hvidløg tilsættes……….
Spinaten blandes med ægge-/fetablandingen……..
I dag har vi fået en virkelig lækker, velsmagende og mættende tærte fra Magasinet Mad! nr. 1/10. Den er hurtig og nem at lave, hvilket jo altid er et plus på en hverdagaften *S*
Faktisk tror jeg også, at den vil egne sig rigtig godt på et brunch-bord og selvfølgelig som en den af en buffet…….
Jeg lavede følgende ændringer:
- jeg brugte frosset spinat, som jeg tøede op i microovnen og 50 g mere end der stod i opskriften.
- jeg lod IKKE dejen hvile i ½ time i køleskab, men måske 10 minutter efter jeg havde trykket dejen ud i formen.
- jeg dækkede tærten lidt til i det sidste af bagetiden, fordi dejen blev lidt mørk.
Spinattærte med hvidløg og feta (Magasinet Mad! nr. 1/10), 4 pers.:
Tærtedej:
100 g koldt smør
100 g fuldkornsdurummel
100 g hvedemel, sigtet
1 tsk. groft salt
ca. 3 spsk. KOLDT vand
Fyld:
1 løg, hakket
3 fed hvidløg, skåret i tynde skiver
450 g frosset spinat, tøet op i microovn og afdryppet rigtig godt
groft salt, friskkværnet peber
2 æg
1 dl mælk
150 g god (fåre)feta, smuldret
Dej: Bland de 2 slags mel i en skål og kom det kolde smør i, skåret i mindre stykker. Smuldr med fingrene til det bliver en grynet masse og tilsæt så netop så meget KOLDT vand, så det kan samles til en dej (2-3 spsk.). Smør en tærteform (22 cm. i diameter) og tryk dejen ud i formen (se note). Prik dejen godt over det hele med en gaffel og stil den i køleskabet mens fyldet laves.
Fyld:
Pres den optøede spinat godt ned i en sigte med en ske, så så meget væde som overhovedet mulig bliver presset ud. Varm lidt olivenolie op på en pande og sauter løget ved middel varme, til det begynder at blive gyldent i kanterne. Tilsæt de tynde hvidløgløgsskiver og lad dem sautere med, til de bliver klare i det og taget ganske lidt farve (endelig ikke for meget!). Rør i det ofte. Tilsæt den godt pressede spinat, sluk for varmen og bland det godt med løgblandingen. Krydr godt med salt og friskkværnet peber. Kom æg, mælk og halvdelen af fetaen i en foodprocessor/blender og kør, til det er en glat masse, krydr med lidt friskkværnet peber. Kom spinatblandingen i og kør til det er godt blandet.
Sæt tærtebunden i en 180 grader varm ovn (almindelig varme) og forbag tærtebunden i 10 minutter. Tag den ud og fordel spinatblandingen i den forbagte bund. Fordel resten af fetaosten over og sæt i ovnen i ca. 40 minutter. Dæk evt. tærten til noget af bagetiden, hvis den bliver for mørk, men osten skal gerne tage lidt farve.
Note:
Jeg trykker altid tærtedej ud i formen fordi jeg synes det er nemmere end at rulle dej ud. Men dejen kan selvfølgelig rulles ud på et meldrysset bord og så kan tærteformen beklædes med dejen. Hvis du vælger at rulle dejen ud, så er det måske en god ide at lade dejen hvile i køleskab i ½ time inden, så den er kold.
Som tilbehør fik vi en salat, som var ret “plain”. Det var bare nogle blandede salatblade blandet med mango i tern, 1 snackpeber, agurk og gulerødder i tynde, skrå skiver. Dressingen var creme fraiche 9% blandet med 1 fed hvidløg, ganske lidt frisk basilikum (det jeg havde), salt og friskkværnet peber.
I dag fik jeg en mail om at jeg har vundet billetter til Cimber Sterling Cup i Elro Arena i Randers. Det er en mini-turnering for herrelandsholdet i håndbold, inden de skal til Østrig og spille om EM fra den 18. januar.
Gåde råd var dyre, for jeg ville rigtig gerne ind og se det da jeg aldrig har set herrelandsholdet “live” – heller ikke kvindelandsholdet for den sags skyld – men billetterne skal afhentes allerede kl. 17.00. Det ville vi ikke kunne nå, dels pga. kærestens arbejde og dels pga. af køen der altid er ved Vejle Fjord-broen på det tidspunkt. Heldigvis har søde Marianne indvilget i at hente dem og den STORE bonus er så, at jeg også får hende at se! Hvor heldig er jeg lige?!?!? Hun kan så også komme med ind og se håndbold for faktisk vandt jeg 7 billetter! Jeg glæder mig…………
Bøger:
Jeg er stadig ved at læse “Advokatfuldmægtigen” af John Grisham og ligeså god som jeg synes han tidlige bøger var (“Juryen” er min favorit), lige så dårlig er denne! Jeg vil råde Jer til ikke at læse den……….
Jeg synes at den er kedelig og den har svær ved at holde mig fanget. Det er som om han har mistet hans skrive-magi og nu bare spytter bøger ud i en lind strøm, uden passion. Det er lidt sørgeligt synes jeg! Hellere meget færre bøger og så en bedre kvalitet………
Samme dag for et år siden
- Boganmeldelse: Trine Hahnemanns køkken, Gyldendal............ - 2012
- Chicken and wild rice casserole (fra bogen "Home cooking with Trisha Yearwood)..... - 2011
- Frikadeller med tranebær, selleri og dijonsennep, dertil halve bagte kartofler og selllerisalat.......... - 2009
- Biksemad og hyldebær-/romtoddy....... - 2008

















