Kartoffel-/aspargesfad med laks og rejer…………
Kartofler, rødløg og champignon……..
………og så optøede, pillede tigerrejer og asparges………
I går aftes fik vi endnu engang en form for fiskefad. Det er så dejligt nemt at lave det hele et fad og så kan det varieres med hvad man kan lide og hvad man har……..
Det skal laves sådan lidt i trin, for tingene skal jo ikke have lige lang tid, men det tager ikke så lang tid og det smager rigtig dejligt.
Kartoffel-/aspargesfad med laks og rejer, 2 pers.:
passende mængde små kartofler med skræl, godt vaskede og tørret
olivenolie
salt, friskkværnet peber
lidt citronpeber
1 rødløg i smalle både
passende mængde champignon i halve eller kvarter
1 bdt. friske asparges, det nederste knækket af og skåret i mindre stykker
2 laksefileter uden skind og ben
passende mængde frosne tigerrejer med skal, optøet og skallen pillet af
Desuden:
2-3 spsk. olivenolie
saft af knap ½ citron
1-2 fed hvidløg, presset
Dressing:
ca. 2½ dl creme fraiche 9%
1 god spsk. sød chillisauce
salt, friskkværnet peber
Kom kartoflerne i et fad, halver dem evt. så alle har ca. samme størrelse. Kom også løg i, dryp med lidt olivenolie og krydr med salt og friskkværnet peber. Vend det rundt og sæt i en 200 grader varm ovn i ca. 15 minutter. Tag det ud, tilsæt champignon og vend godt rundt. Efter ca. 5 minutter tages fadet ud igen og laksefileterne lægges på, krydr med salt og citronpeber. Sæt i ovnen igen og bag i ca. 10 minutter. Pil skallen af rejerne, skær dem op i ryggen og fjern den sorte tarm. Tag fadet ud, drys asparges og rejer ud over, krydr med lidt salt og friskkværnet peber og sæt i ovnen igen i ca. 5 minutter – eller til rejerne er netop gennemstege (dvs. blevet røde). Pas endelig på med at de ikke får for meget, for så bliver de meget triste. De skal nærmest være sprøde når du bider i den og give et lille knæk. Tag fadet ud. Rør olivenolie, citronsaft og presset hvidløg sammen – dryp det ud over og server med den sammenrørte dressing.

















