Osso buco med polenta………….
Polenta, klar til at blive sat på køl, så den kan skæres ud i mindre stykker og ristes……..
Hvidløg, bladselleri, gulerødder og løg klar til Osso Buco……….
Kødet er vendt i mel og brunes af………
Det afbrunede kød lægges i et ovnfast fad…………
Grønsagerne svitses sammen med timiankviste, knust hvidløg, hele peberkorn og laurbærblade…..
Afdryppede, flåede tomater lægges over………
Gryden koges af med rødvin, bouillon, væden fra de flåede tomater mv……….
Aftenens tallerken, kødet er svært at se, men det er der, det er bare blevet så mørt, at det er gået i mindre stykke………..
I dag har jeg lavet Osso buco, som jo er en klassisk italiensk ret. Italienerne kan altså noget med få, men gode, råvarer. Jeg elsker deres mad-filosofi og jeg tror ikke at jeg ville have problemer med at vænne mig til det italienske køkken, hvis jeg skulle slå med ned i landet *S*
Jeg valgte at lave polenta til, det er godt nok lidt tungt, men jeg elsker polenta og efter min mening får vi det ikke tit nok. Heldigvis deler kæresten min kærlighed til polenta’en, så jeg mødte ikke nogen modstand. Som det grønne indslag, nippede jeg nogle friske bønner som blev kogt i letsaltet vand – skønt tilbehør!
Gremolata giver lige det sidste pift! Smagen af persille, hvidløg og citronskal er guddommelig ovenpå de møre kød og den lækre sauce. Gremolata kan dog med fordel bruges til mange andre retter: som drys ovenpå dampet blomkål, drysset ovenpå fisk, på grill-retter osv………
Osso buco’en blev ikke særlig præsentabel, fordi kødet var så mørt så det gik fuldstændig fra hinanden, da jeg ville flytte det over på vores tallerkner – men smagen fejler bestemt IKKE noget. Så bare kom igang, få lavet Jer en portion Osso buco, det er perfekt til de kolde dage vi har lige nu.
Jeg brugte kalveskank, men der kan også bruges okseskanke.
Opskriften er et miks af forskellige opskrifter jeg fandt ved at surfe rundt på forskellige sider på nettet, bl. a. inde hos Klidmoster. Jeg skriver opskriften som jeg lavede den………..
Osso buco, 2 pers. i 2 dage:
4 tykke skiver kalveskank
mel blandet med groft salat og friskkværnet peber
olivenolie
2 store løg, finthakket
3 fed hvidløg, knust og finthakket
3 store gulerødder, i små tern
3 stilke bladselleri i små tern
2 laurbærblade
2 fed hvidløg, let knuste
friske timiankviste
lidt hele, sorte peberkorn
½ flaske rødvin
2 dl vand
2 okse fond du chef
1 lille dåse koncentreret tomatpure
1 spsk. flydende honning
1 sjat balsamico
2 dåser flåede tomater
groft salt, friskkværnet peber
Hæld de flåede tomater gennem en sigte, men GEM endelig væden fra tomaterne. Afpuds kalveskankerne og brug en lille skarp kniv, til at skære små snit hele vejen rundt i kanterne på kødet, så bøjer de ikke mærkeligt når de steges. Hak alle grøntsagerne, så de er klare til at blive svitset.
Kom mel ud på en stykke bagepapir og bland med salt og friskkværnet peber. Vend kalveskankerne i melblandingen og brun dem i olivenolie. Læg de brunene kalveskanke i et dybt ovnfast fad, gerne et med låg. Hæld grøntsagerne ned i den olie som kødet er brunet i og lad det sautere lidt, det skal ikke tage farve, krydr med salt og friskkværnet peber. Kom timiankviste, hele peberkorn, letknuste hvidløgsfed og laurbærblade ved. Vend godt rundt og kom hele blandingen hen over de brunede kalveskanke. Læg de hele, afdryppede tomater ovenpå. Kog gryden hvor kød og grøntsager har stegt i, af med rødvin, vand, fond du chef, tomatpure, flydende honning, en sjat balsamico, væden fra de flåede tomater, salt og friskkværnet peber. Lad det koge op og smag det til. Hæld det over kød og grøntsager. Læg låg på eller dæk fadet godt til med et dobbelt lag stanniol. Sæt i ovnen ved 185 grader (almindelig ovn) i 2-2½ time. Fisk laurbærblade og de let knuste hvidløgsfed op, prøv også at fiske så mange timiankviste som muligt op. Advar evt. dine gæster om at de støder på hele peberkorn. Timiankviste, laurbærblade, peberkorn og letknuste hvidløgsfed kan også lægges i en lille gazepose eller en tepose og lægges ned i saucen, så er det BETYDELIGT lettere at fiske op senere. Server med polenta, kartoffelmos, ris eller hvad du har lyst til. Husk at lave gremolata til! Det hører sig til og er prikken over i’et.
Gremolata:
1 par store håndfulde persille
2 fed hvidløg
fintrevet skal fra 1 økologisk citron
Kom persille og hvidløg i en foodprocessor og kør, til det er findelt – eller hak det i hånden. Bland med citronskal. Drys det over osso buco ved servering og server resten til.
Det var meningen at kæreste skulle have svar på om han har fået nyt arbejde i dag, men desværre trækker det ud og det bliver nu tidligst engang i næste uge – lidt træls – men vi er stadig fortrøstningsfulde……….
I morgen tror jeg vi skal ud og shoppe lidt. Jeg har kig på nogle Jamie Oliver gryder, som de skulle have på tilbud i Bilka i denne uge, dem vil jeg gerne lige ud og tjekke på nærmeste hold (læs: med fingrene *S*). Jeg mangler virkelig nogle gryder der kan gå fra kogeblus til ovn. Det fedeste ville være at købe Le Creuset, men de er altså for dyre for mig og også meget tunge for mig at håndtere. Når man, som jeg, har svage fingre og håndled er det en stor belastning at løfte på tunge støbejernsgryde – ligegyldig hvor FEDE jeg end synes at de er.
Jeg tror dog, at hvis jeg havde penge nok så ville jeg købe dem alligevel, bare fordi de er så flotte………
Samme dag for et år siden
- Film: Hamilton - i nationens interesse........ - 2012
- Biksemad - af en slags......... - 2012
- Farsruller med skinke og ostepinde........ - 2011
- Operation Påskeglad 2010............ - 2010
- Salat med sprød kylling og honningdressing (fra bogen "Vild med salater" fra Forlaget Lindhardt & Ringhof)............ - 2009
- Brød med varmrøget laks og tortellini med spinat....... - 2008
- Bøfpakker med tomat, løg, bacon og smeltet ost......... - 2007

















