Cookies med valnødder, havregryn og rosiner (Everyday with Rachael Ray)………….
Mel, natron og salt blandes med hakkede valnødder……………
I dag har jeg fået bagt cookies til vores skitur – det med at ligge ned og slappe af er, som I måske har fundet ud af, ikke min stærke side!
Penicillinen har dog også hjulpet væsentlig så jeg er feberfri og de voldsomme smerter i halsen er forsvundet. Desværre betyder penicillinen, at min mave reagerer ved at give mig voldsom kvalme og at jeg skal oftere på toilettet – men sådan er det hver gang jeg er på penicillin-kur. Jeg spiser yoghurt hver gang jeg tager en pille – jeg skal tage dem 3 gange om dagen – men det hjælper ikke helt så meget, som jeg kunne ønske mig……..
Det har været min mening at jeg ville bage nogle pølsehorn, som vi også kunne tage med, men det har jeg (trods alt) opgivet *S*. Jeg synes dog at det er en god ide med cookies, som er “sunde” i den forstand at de har nødder, havregryn og rosiner i, fordi kan bruges som en snack/mellemmåltid. Når jeg tænker på hvor dårlig maden var sidst år, så kan de også bruges hvis vi skulle få dårlig mad – i mangel af bedre. Opskriften er taget fra det seneste nummer af Everyday with Rachael Ray. Jeg har dog skåret noget ned på sukkeret, fordi jeg synes at det var alt for meget og sådan er det som regel i amerikanske opskrifter (er min erfaring). Jeg kom heller ikke helt så mange rosiner i, som der stod i opskriften, fordi de jo også søder meget. Jeg fandt nogle lækre, bløde, økologiske rosiner i Netto i denne uge. Jeg skriver opskriften som jeg lavede den………..
Oatmeal-raisin-walnut cookies, ca. 25 stk.:
225 g blødt smør
1½ dl valnødder, hakket
2,3 dl mel
½ tsk. natron
½ tsk. salt
1 1/4 dl rørsukker
1 dl lys muscovadosukker
1 dl brun farin
2 æg
1½-2 tsk. koncentreret vaniljeessens (eller korn fra 1 stang vanilje)
2 små håndfulde rosiner af god kvalitet
6 dl havregryn
Hak valnødderne og bland dem med mel, natron og salt i en skål. I en anden skål piskes smør, brun farin, muscovadosukker og rørsukker sammen med en el-mikser i ca. 4 minutter til blandingen er luftigt og lyst. Tilsæt æg og vanilje, pisk igen med el-mikseren til det er godt sammenpisket, til det er en sammenhængende masse. Skru ned til laveste hastighed og tilsæt mel-blandingen. Bliv ved med at pisk på laveste hastighed, til det er blandet sammen. Rør rosiner og havregryn i med en (træ)ske, det bliver en ret fast dej. Lad dejen stå og hvile på køkkenbordet i ½ time. Kom bagepapir på bageplader og kom dejen på med en spiseske. 1 spiseskefuld dej = 1 cookie. Tryk dejen lidt flad og hav god mellemrum mellem hver cookie. Bag ved 175 grader i 10-12 minutter. Lad dem køle af på en bagerist til de er helt kolde. Opbevares i lufttæt beholder.
Det er altså ikke fordi vi ikke har fået noget at spise i de sidste par dage – vi har fået LÆKKER mad – men da det er til Spis Bedre’s testpanel, som først skal bruges i juli måned, må I væbne Jer med tålmodighed! Jeg kan dog afsløre at der venter Jer nogle sande lækkerier, som oveni købet har været nemme at gå til – selv i min tilstand *S*
Der kommer billeder og opskrifter ultimo juni måned…………
I morgen går turen så mod Østrig. I år vælger vi at køre tidligt – i forhold til sidste år – og så holde ind på et hotel på vejen og tage en overnatning. Sidste år sov vi et par timer i bilen på en rasteplads og det er bare ikke ideelt – og også piv koldt – så i år flotter vi os. Det koster ca. kr. 300 inkl. morgenmad, så det er ikke slemt og helt bestemt pengene værd. Ihvert fald i forhold til at komme mere udhvilet frem og ikke være totalt smadret, det synes jeg er meget værd……..
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg er nervøs i år. Jeg kan mærke en kildren i maven. Måske fordi jeg ikke er i samme form som jeg var sidste år. Jeg fik lige trænet nogle dage på crosstraineren, men så blev jeg syg og jeg har ikke trænet siden i mandags.
Jeg har bestemt at jeg vil have et par enetimer sammen med en skiinstruktør i år, for at blive lidt mere sikker, jeg tror at de penge er godt givet ud i den sidste uge. Jeg har også været heldig at finde nogle billige skistøvler og de er altså rare at have selv. Tanken om at utallige svedige fødder har været i udlejning-støvlerne før mine, er ikke særlig behagelig synes jeg – og sådan nogle støvler er tjent ind i løbet af et par år.
Ellers glæder jeg mig til at komme ned til den friske bjergluft. Førhen sendte man jo mennesker der skulle rekreeres, ned til bjergluften fordi den skulle have en helende effekt, jeg kan håbe at det også gælder i mit tilfælde *S*
Selvom vi har fået nem mad de sidste par dage, så glæder jeg mig også til ikke at skulle tænke på det i den næste uges tid – med mindre selvfølgelig at vi får dårlig mad – men så må vi finde en løsning på det!
Det eneste jeg rigtig frygter er at komme til skade, at det skal tære lidt for hårdt på min hårdtkæmpende krop – og så cigaretterne! Jeg må bruge min inhalator flittigt………….
Kan I nu passe godt på Jer selv – jeg vender (forhåbentlig) stærkt tilbage!

















