Mørbradgryde med esdragon og dijonsennep………..
Melblandingen til at vende mørbradbøfferne i………..
Bacon, løg og cocktailpølser, svitset……….
Den færdige mørbradgryde……….
Fredagens tallerken…………
Fredag formiddag lavede jeg en portion mørbradgryde, så det var til lige at varme om aftenen inden vi skulle afsted til Niels Hausgaard. I går spiste vi på en Monarch restaurant på vejen hjem fra Charlotte, så i dag har vi nem aftensmad, hvilket er godt for jeg tror ikke at jeg ville være i stand til lave noget – se mere om vores weekend i det forrige indlæg).
Sådan en mørbradgryde er jo altid SKØN og der er ikke den helt store variation når jeg laver det, men denne gang var det med lidt esdragon og det giver gryden en dejlig smag. Alle mål-angivelser er ca. mål, da jeg aldrig måler og vejer af, så I må selv tilpasse det så det er som I vil have det……….
Mørbradgryde med esdragon og dijonsennep, 4 pers.:
1 svinemørbrad, afpudset, skåret i bøffer
1 pakke cocktailpølser
1 pakke bacon i skiver, skåret i mindre stykker
300 g champignon, skåret i halve eller kvarter
2 løg i halve ringe
flydende margarine til stegning
ca. 6 dl vand
2½ dl madlavningsfløde
2 grøntsags fond du chef
ca. 1 spsk. dijonsennep
½-3/4 dl mel
havsalt, friskkværnet peber
tørret esdragon
tørret salvie
majsstivelse udrørt i lidt vand
Afpuds mørbraden, skær den i ca. 2 cm. tykke bøffer og bank dem flade med håndroden. Varm flydende margarine op i en gryde og svits løg, når de begynder at tage farve tilsættes bacon, steg til det bliver gyldent. Tag det op af gryden og tilsæt cocktailpølse – og brug nu IKKE dem fra dåse, please! – steg dem til de bliver gyldne og tag dem så op af gryden. Svits champignon til væden fra dem er fordampet, krydr med lidt salt og friskkværnet peber. Tag dem op af gryden. Bland mel med salt, friskkværnet peber, salvie og esdragon. Vend mørbradbøfferne i blandingen, kom lidt mere fedtstof i gryden og brun bøfferne, så de får en fin gylden stegeskorpe på hver side, tag dem op. Hæld vand i gryden og lad det koge op, skrab bunden, så al smag blive løsnet. Tilsæt madlavningsfløde og fond du chef, krydr med salt og friskkværnet peber. Lad det små simre til bouillon er opløst, jævn det med lidt majsstivelse udrørt i lidt vand, til det har den tykkelse du ønsker. Kom dijonsennep i og smag til. Kom løg, bacon, cocktailpølser, mørbradbøffer og champignon i saucen og lad det småsimre i ca. 15-20 minutter, til mørbradbøfferne er helt tilberedte. Smag saucen til igen og kom evt. lidt madkulør i saucen hvis du ønsker det. Server med ris, pasta eller kartofler af en art. Jeg valgte brune ris og ærter.
Samme dag for et år siden
- Hvem skal have de sidste pladser til madbloggertræffet hos Lone Landmand??? - 2012
- Vinderen er fundet........ - 2011
- Pandekagestabel med oksekød, ærter og champignon...... - 2011
- Appelsinkage med birkes og appelsinglasur (Magasinet Mad! nr. 2/2010)............. - 2010
- Chimichurri-marineret kylling med nødder, tranebær og spinat........ - 2008
- Film: Die Fälscher (Forfalskerne)........ - 2008
- Så er der serveret: Spaghetti Carbonara - 2006

















