Ovnbagt torsk med champignon og mandler…………
Løg og champignon svitses………..
Løg-blandingen blandes med creme fraiche, persille og grofthakkede mandler……….
Creme fraiche blandingen kommes ovenpå fisken………
I aften har vi fået en rigtig lækker, hurtig og nem fiskeret, som jeg fandt i Løvbjerg’s tilbudsavis for denne uge. Champignon og løg, giver lidt smag til den lidt ferske fisk – og mandlerne tilfører et dejligt “crunch”. Kan helt sikkert anbefales også til Jer som måske ellers ikke er så vild med fisk. Denne ret er meget mild og fin i smagen…………
Jeg krydrede torsken med noget krydderiblanding fra min Mama, som hedder Monterey Citrus Pepper Rub, fra Hannaford. Den krydderiblanding brugte jeg også til den kolde sauce. Jeg har virkelig fået mod på at bruge nogle af alle de rubs (krydderiblandinger) som min Mama har sendt, jeg har så mange af dem stående efterhånden……….
Som tilbehør fik vi små nye kartofler fra Mallorca (kogte) og en kold sauce.
Ovnbagt torsk med champignon og mandler (Løvbjergs tilbudsavis uge 12), 2 pers.:
2 torskefileter uden skind og ben
125 g champignon, grofthakket
1 løg, finthakket
1 1/4 dl creme fraiche 38%
½ bdt. persille, hakket
15 g mandler, smuttet og grofthakket
salt, friskkværnet peber
Monterey Citrus Pepper Rub fra Hannaford
olivenolie
Smør et ovnfast fad let med lidt olie. Dup torskefileterne tørre og læg dem i fadet. Varm lidt olie op på en pande og sauter løg, til det begynder at blive lidt klart. Tilsæt champignon og svits, til al væden fra løg og champignon er fordampet, krydr med lidt salt og friskkværnet peber. Bland de grofthakkede mandler med creme fraiche, persille og løg-blandingen – smag det til.
Krydr fisken med Monteray Citrus Pepper Rub (eller bare friskkværnet peber) og salt. Kom creme fraiche-blandingen ovenpå og sæt i en 200 grader varm ovn i 15 minutter. Server med pasta eller små, nye kartofler.
Kold sauce med hvidløg, lime og peber-blanding:
ca. 1½ dl creme fraiche 9%
ca. 1 tsk. Monterey Citrus Pepper Rub fra Hannaford
groft salt
saft af ½ lime
lidt sukker
1 fed hvidløg, presset
Bland det hele sammen og smag det til.
Hvor er det bare skønt at temperaturen udenfor stiger nu, det føles virkeligt som om foråret er på vej. Dagene bliver lysere og længere, det kan virkelig mærkes nu, luften er lunere og Hr. og Fru and er kommet ned i vores lille sø. Jeg tror at foråret er kommet for at blive nu……….
Jeg har bestemt mig for at holde fri i denne uge fra træningen, jeg tror at min krop trænger til at hvile og komme sig efter vores ski-eskapader i sidste uge.
I går bestilte jeg billet til min tur til Paris sidst i maj, hvor jeg skal ned og besøge Anette. Jeg glæder mig SÅ meget til at have hende helt for mig selv *S*. Efter jeg havde booket i går aftes, ville jeg lige se min bekræftelse igennem og til min rædsel opdagede jeg, at jeg havde bestilt afrejse den 27. juni i stedet for 30. maj!!!! Godt nok ved jeg at Anette er glad for mig, men jeg tvivler på, at hun har lyst til at have mig boende en hel uge *S*. Da jeg har booket de billigste billetter jeg kunne finde hos Cimber Air, var jeg meget i tvivl om jeg kunne få ændret det. Jeg var inde og læse i deres regler og der stod noget om, at jeg skulle betale kr. 400,- pr. strækning for at annullere min reservation. Som førtidspensionist er det jo ikke ligefrem penge jeg har flest af, så det ville være ret bittert – og faktisk ikke noget jeg har råd til!!!
Jeg skyndte mig at ringe til dem i morges – og fik at vide jeg at jeg var nr. 17(!!!!) i køen. Heldigvis fik jeg den mulighed, at de ville ringe mig op ved første ledige medarbejder, så det tog jeg imod. Jeg regnede faktisk ikke med at blive ringet op, men det blev jeg faktisk.
Heldigvis kunne de annullere min reservation, fordi jeg henvendte mig INDEN 24 timer, det kostede mig kun kr. 20,-! Puhhh, jeg var lettet *S*.
Jeg skyndte mig at lave en ny reservation, for jeg kunne se at der ikke var mange pladser tilbage, af de billige pladser. Så nu er det i orden, til Paris den 27. maj og hjem igen den 30. maj – og jeg har også tegnet en konkursforsikring – bare for at være på den sikre side, til kun kr. 20,-.

















