Gæstemiddag, hovedret: 2 slags marinerede, grillede flanksteaks dertil gulerødder, med oliven, parmesan og honningdressing (Magasinet Mad! nr. 4/2010)
Flanksteak ridses i rudemønster…….
Flanksteak med min Mama’s marinade……..
Chimichurri-marineret flanksteak………
Den utrolig, lækre salat med gulerødder, parmesan og oliven fra Magasinet Mad! nr. 4/2010…….
Til højre: chimichurri-marineret flanksteak og til højre flanksteak marineret med min Mama’s marinade…….
Hovedretten i går bestod af 2 slags marineret og grillet flanksteak. 1 flanksteak marineret i min Mama’s marinade og den anden i en ny udgave af chimichurri-marinade. Jeg synes, at den bedste var min Mama’s, men den anden udgave smagte nu også dejligt. Jeg halverede marinade-opskriften.
Jeg grillede kødet på vores gasgrill og der blev spist med god appetit *S*.
Tilbehør til kødet var hjemmelavet bearnaisesauce, små halverede kartofler bagt i ovn med rødløg, olivenolie og timian og så en super SKØN salat med gulerødder, oliven, parmesan og honningdressing som er i den seneste udgave af Magasinet Mad! nr. 4/2010.
Salaten fik virkelig meget ros og jeg jeg var også helt vild med den, jeg tror at den vil blive en klassiker her i huset. Blandingen af de sprøde, lidt søde gulerødder til det salte fra oliven og parmesan – og det sød-/syrlige fra dressingen er virkelig genial. Der skulle have været hakket korinder på salaten, men jeg brugte hakket mynte, som den gyldne tråd gennem både forret og hovedret. Jeg kan kun anbefale Jer at prøve den salat!
Jeg skriver opskriften på salaten, som jeg lavede den…….
Chimichurri-marinade til flanksteak:
1 flanksteak
3/4 dl olivenolie
½ dl rødvinseddike
½ dl vand
½ dl bredbladet persille
½ dl friske mynteblade
½ dl frisk basilikum
2 spsk. rødløg, finthakket
3 fed hvidløg
2 tsk. tørret oregano
groft salt
en stor ½ tsk. tørrede chiliflager eller chipotle-pulver
Kom først krydderurter, løg og hvidløg i en blender og lad det pulsere, til det er grofthakket. Tilsæt så olie, eddike, vand, oregano, chipotle og lidt groft salt og blend det sammen. Rids flanksteaken i rudemønster på begge sider, ikke så det går helt igennem, men alligevel godt ned i kødet. Kom flanksteak i en frysepose og hæld marinaden ned ved. Luk posen godt til og masser marinaden godt ind i kødet. Læg det i køleskab og lad det marinere mindst 8 timer og helst 24, vend posen af og til. Grill på en gasgrill eller på en almindelig havegrill, til den er som ønsket. Krydr med salt og friskkværnet peber, dæk den til og lad den hvile 5-10 minutter, inden den skæres i tynde, skrå skiver.
Gulerødder med oliven, parmesan og honningdressing (Magasinet Mad! nr. 4/2010), 6 pers.:
500 g gulerødder, skrællet og skåret i tynde skrå skiver
50 g frisk parmesanost, høvlet i spåner
1 bdt. mynte, finthakket
kalamataoliven uden sten
Honningdressing:
1 spsk. honning
2 spsk. æbleeddike
6 spsk. ekstra jomfruolivenolie af god kvalitet
Maldon salt, friskkværnet peber
Fordel gulerødderne i et lavt fad og drys med parmesanspåner og oliven. Drys med mynte. Pisk eller ryst dressingen sammen og smag den til, men hæld den IKKE over før lige inden servering.
Samme dag for et år siden
- Laks med røget salt og citronpeber, serveret med perle-salat med spinat og citron-/basilikumdressing..... - 2012
- Newyorkerbyheart - nu snart som kogebogsforfatter....... - 2012
- Pizza-fest med familien.......... - 2011
- Produkttest: Pizzaer bagt i udendørs pizzaovn fra Pizzalovers.dk............. - 2011
- Gæstemiddag, dessert: "Potte-plante-dessert med sandkage med rom og marcipan og old-fashioned peach ice cream ( "Jamies Amerika", Forlaget L&R)....... - 2010
- Gæstemiddag, forret: blinis med forskellig topping......... - 2010
- Så har vi fået "puppies" i huset...... - 2008

















