Newyorkerbyheart

Hoisinmarineret svinemørbrad, dertil pasta med grov pesto (fra bogen “Brug låget når du griller – Pletskud og cowboytrick”, forlaget L&R)……….

Bogen “Brug låget når du griller – Pletskud og cowboytricks” af Miriam og Jan Glæsel, Forlaget Lindhardt og Ringhof…………

Hoisinmarinaden……….

Mørbrad og marinade kommes i en frysepose………

Mørbraden klar til at komme på grillen……….

Den færdiglavede, grove pasta………….

Friskkogt farfalle og pesto……….

Den færdiggrillede svinemørbrad…….

Udskåret og klar til servering………

Gårsdagens tallerken………..

Sikke en dejlig dag det var i går – og især fordi jeg fik spillet lidt tennis for første gang i år *S*

Menuen i går aftes stod på hoisin-marineret svinemørbrad, dertil en SKØN, grov pesto fra Miriam og Jan Glæsels nye kogebog “Brug låget når du griller – Pletskud og cowboytricks“, Forlaget Lindhardt og Ringhof.
Kogebogen er fyldt med tips og tricks når madlavningen er forflyttet til grillen – såvel grill med kul og gasgrill.
Der er alt lige fra hvordan man tænder op på den rigtige måde, forskellige grill-teknikker og at grille med røgsmuld/woodchips.
Der er selvfølgelig også rigtig mange skønne opskrifter i og ikke mindst forslag til dip, marinader og rubs………
Der er opskrifter på alle former for kød, desuden tilbehør, salater, bagning og desserter – så det er bare med at komme igang.

Denne pesto er SÅ lækker og desuden jo nem at lave. Masser af smag og så kan jeg godt lide den i denne grove og hånd-hakkede udgave. Hvis du er til pesto der er finere, så kan den selvfølgelig laves i en blender/foodprocessor, men und Jer selv at prøve den grove udgave først………

Pasta med grov pesto (fra bogen “Brug låget når du griller – Pletskud og cowboytricks” af Jan og Miriam Glæsel, Forlaget Lindhardt og Ringhof): 4 pers.:
25 g pinjekerner, ristede på en tør pande og hakket
50 g semi-dried tomater, finthakket
60 g frisk parmesan, revet
2 fed hvidløg, knust og finthakket
2 store håndfulde basilikumblade, hakket
1 spsk. sød chilisauce
1 dl olivenolie af god kvalitet
lidt havsalt, friskkværnet peber
passende mængde farfalle (sommerfugle) eller penne pasta, fuldkorn eller almindelig
Hak alle ingredienserne – undtagen osten – i hånden, grov eller fint, efter hvad du har lyst til. Bland alle ingredienserne i en skål og tilsæt så meget olie, så det bliver til en tyk “grød”. Smag til med salt og friskkværnet peber. Lav gerne pestoen på forhånd, så den kan trække lidt, inden den skal vendes i pastaen.
Kog pastaen i rigeligt, godt saltet vand, til den er al dente. Hæld vandet fra og lad den dryppe af. Kom passende mængde pesto i den varme pasta og vend det godt rund, server straks.

Hoisin-marineret svinemørbrad, 2-3 pers.:
1 svinemørbrad, afpudset

Marinade:
2 spsk. hoisinsauce
½ spsk. riseddike
ca. 1 tsk. frisk, fintrevet ingefær
2 fed hvidløg, fintrevet eller presset
lidt tørrede chiliflager
1 spsk. soyasauce
1 tsk. flydende honning
Rør ingredienserne til marinaden sammen og hæld den i en frysepose. Kom den afpudsede mørbrad ned i og masser marinaden godt ind i kødet. Læg den i køleskab og lad den marinere i 6-12 timer.
Tag mørbraden op af marinaden, krydr med salt og friskkværnet peber. Grill den på gasgrill ved medium varme i ca. 20-25 minutter – alt efter størrelse og tykkelse eller over brun den over direkte varme på en kul grill, på alle sider og flyt den så til inddirekte varme og grill den færdig i ca. 15-20 minutter (alt efter størrelse og tykkelse).

Igår var jeg oppe og spille tennis for første gang i år – og det var så dejligt!
Jeg er jo på ingen måde så hurtig som “almindelige” mennesker og har heller ikke helt så mange kræfter og derfor har jeg døbt det “skildpadde” tennis *S*, det udtryk vil I nok støde på mange gange, indtil sæsonen igen går på hæld.
Jeg har så stor glæde ved at spille min form for tennis – og det er jo det der betyder noget. Bare det at være ude og så oveni købet stå og slå til en bold, det er virkelig dejligt synes jeg. Jeg har glædet mig så længe til at sæsonen skulle gå igang og nu er vi der endelig.
Selvfølgelig kan jeg mærke det i min krop, men glæden overstiger smerterne. Det kan være lidt af en udfordring at spille overfor mig, fordi jeg jo ikke kan løbe så meget – eller hurtigt – men kæresten får dog lidt slag-træning ud af det……….
I aften skal jeg til træning for første gang. Jeg skal op og se hvordan træneren er og om jeg kan få noget ud af med mine “handicaps” – jeg håber det, for jeg vil gerne blive lidt bedre til at træffe bolden rigtigt…………

Bøger:
Jeg er stadig ved at læse “Svinehunde” af Søren og Lotte Hammer og er ret godt underholdt!
Plottet er forholdsvis let at gennemskue, men fortællingen og sproget flyder rigtig godt…….

Print Friendly
Tilbage

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!