Rødspætteruller med fyld (Isabellas nr. 3/2010)………..
Æble, tomater og kapers blandes sammen………
Parmaskinke, der drysses med hakkede krydderurter og revet citronskal………
Rødspættefileter lægges på, de krydres med salt, friskkværnet peber og så kommes hakkede krydderurter, fintrevet citronskal og grove krummer af daggammelt brød…….
Når kartoflerne er næsten møre, kommes tomater, æbler og kapers ved…….
Parmaskinken rulles stramt sammen om rødspættefileterne og de lægges øverst i fadet…….
Klar til servering……….
Aftenens tallerken………
Min nye kogebog: “Slank – på den fede måde” af Lone Kjær………..
Endda signeret af forfatteren selv – tak, Lone………
Aftensmaden i dag bestod af nogle rødspætteruller med fyld, som jeg fandt i Isabellas, nr. 3/2010. Straks jeg bladede bladet igennem og så opskriften, vidste jeg bare at den skulle jeg lave – og det fortrød jeg bestemt ikke! Hold da op en SKØN og delikat opskrift – virkelig god til rødspætter, som jeg ellers ikke er så vild med. Smagen af krydderurter (der kan bruges dem du har lyst til og har, jeg brugte basilikum og mynte), parmaskinken og citronskallen går virkelig op i en højere enhed. Endnu en fiskeret jeg kun kan anbefale Jer at lave – jeg er ret sikker på – at I ikke fortryder det.
Retten er også velegnet som gæsteret, fordi rullerne er meget dekorative…….
Normalt forstår kæresten ikke fidusen ved at jeg kommer frugt i hans varme mad – og da slet ikke æbler – men selv han kunne lide æblerne i denne ret. Jeg brugte Pink Lady æbler, fordi de er faste og saftige – og i de hele taget – en af mine yndlings æbler.
Som skrevet ovenfor, kan I bruge de friske krydderurter I har og kan lide. Jeg havde mynte og basilikum, de går godt i spænd sammen og gav en god smag til fisken.
I original opskriften er der ikke kartofler med, men jeg synes at der skulle lidt fyld til, så jeg valgte at tilsætte kartofler.
Jeg lavede en kold sauce – som jeg er stor tilhænger af, det har I sikkert opdaget *S* – af creme fraiche 9%, 1 fed presset hvidløg, saft af ½ citron, et nip sukker, salt og friskkværnet peber.
Jeg skriver opskriften som jeg lavede den………
Rødspætteruller med fyld (Isabellas nr. 3/2010), 2 pers.:
1 bakke små, nye kartofler, godt vasket og skåret i mundrette stykker
250 g rødspættefileter
fintrevet skal af 1 økologisk citron
ca. 1 dl friske krydderurter, hakkede (jeg brugte basilikum og mynte, men I kan bruge hvad I har)
1 skive parmaskinke pr. rødspættefilet
1 spsk. kapers
½ bakke San Marzano tomater, i grove tern
1 æble med skræl (jeg brugte Pink Lady), skåret i grove tern
olivenolie
50 g daggammelt brød
groft salt, friskkværnet peber
Kom kartoflerne i et ovnfast fad, dryp med lidt olivenolie og krydr med salt og friskkværnet peber. Vend det hele godt rundt, sæt i en 200 grader varm ovn i ca. 15 minutter eller til kartoflerne er næsten møre.
Imens laves rødspætterullerne:
Læg parmaskinke ud på et skærebræt. Fordel halvdelen af krydderurterne ovenpå og derefter halvdelen af den revne citronskal. Dup rødspættefileterne helt tørre og læg dem ovenpå, krydr med salt og friskkværnet peber. Drys med de sidste hakkede krydderurter, resten af den revne citronskal og grove krummer af brødet. Rul nu parmaskinke og rødspætter stramt sammen til ruller.
Bland æble, tomater og kapers sammen – hæld det ud over de næsten møre kartofler – læg rødspætterullerne øverst og dryp dem med lidt olivenolie. Sæt i ovnen igen i yderligere 15 minutter.
Vejret har været betydelig bedre i dag end i går, så jeg kunne høre tennisbanens højlydte kalden *S* Jeg hev kæresten med og vi tilbragte omkring 1½ time på tennisbanen, åh hvor jeg nyder det. Det er så dejligt at arbejde kroppen igennem, selvom jeg ved at der er en pris der skal betales bagefter, de smerter tager jeg gerne.
Løbetræning er blevet så moderne og jeg er SÅ misundelig hver gang jeg ser en komme løbene, det ser så dejligt ud. Jeg ville så gerne, men sådan har det ikke altid været. Da jeg var rask og kunne løbetræne, gjorde jeg det kun hvis det var absolut nødvendigt! Det skete nogle aftner når jeg kom hjem fra arbejde at jeg var så stresset og vejret godt, så jeg tog løbeskoene på og begav mig afsted, men jeg nød det nu ikke specielt meget. I dag bilder jeg mig selv ind, at jeg ville nyde det helt vildt meget (selvom jeg sikkert ikke ville), det er nok bare fordi jeg ved at det er en uopnåelig drøm. Hvorfor vil vi altid gerne det vi ikke kan eller have det vi ikke har? Blåøjede vil gerne have brune øjne, mørkhårede vil gerne være lyshårede – og omvendt – dem der har glat hår vil gerne have krøller og dem der har krøller vil gerne have glat hår………..
Anyway, løbetræning må blive ved med at være en drøm for mig, jeg tør ikke udsætte kroppen for det………
Jeg har fået en ny kogebog i dag: “Slank – på den fede måde” af Lone Kjær. Jeg glæder mig helt utrolig meget til at afprøve opskrifter fra bogen. Jeg er utrolig glad for hendes nye bog “Sund – på den fede måde” og det jeg har set af den anden bog, tegner godt. Jeg synes at det gode ved hendes opskrifter er at selvom de er sunde, så er maden stadig lækker og det er ikke sundt på den fanatiske måde – hvor der skal bruges alverdens “underlige” ting – som knapt nok er til at opdrive. Eller hvis det er til at opdrive, så koster det en mindre bondegård! Produkter bliver jo altså ikke mere sunde bare fordi de er svære at få fat på eller er ekstremt dyre.
Efter min mening, handler det om at bevare kærligheden og glæden i forhold til maden, skære ned på fedt og sukker hvor du kan, men så smag bevares. Jeg lytter til min krop og tror på, at den fortæller mig hvad jeg har brug for……..

















