Newyorkerbyheart

Æggekage med røget laks og peberrodsfriskost (Spis Bedre nr, 7/2010)………….

Kogte kartofler steges sammen med løg……

Æggemassen hældes på…….

Når det er næsten stivnet, kommes klatter af peberrodsfriskost på…….

Lige inden servering pyntes med røget laks og basilikumblade………

Aftenens tallerken………

Åh, en lidt køligere dag, det var lige hvad jeg havde brug for, dejligt ikke konstant at føle sig klar til nedsmeltning *S*
Vi benyttede det køligere vejr til at komme på tennisbanen og spille lidt “skildpadde”-tennis (- det er altså mig der er skildpadden!). Det var dejligt lige at komme op og slå lidt til en bold – alt det tennis i TV (Wimbledon) giver mig konstant til at spille mere tennis end min dumme krop kan holde til – hvor er det bare frustrerende nogle gange!!

Menuen i aften har stået på en virkelig lækker æggekage med røget laks og peberrodsfriskost (fra Spis Bedre nr. 7/2010) – og den kan virkelig anbefales!
Sjældent har jeg smagt så god en æggekage og smagskombinationerne  var bare helt perfekte. Den røgede laks til den lidt stærke peberrodscreme (styrken bestemmer du jo selv) og så kom jeg lidt frisk basilikum på og den milde smag passede virkelig godt til laksen og peberrodscremen. Jeg kom ikke laksen på, førend lige da den skulle serveres, fordi jeg ikke brød mig om tanken om at det blev varmet op. Vi fik ristet rugbrød til (ristet på brødristeren) og en hel simpel salat med blandede salatblade der blev vendt med vinaigrette.

Jeg fulgte ingredienslisten – bortset fra den friske basilikum – men jeg brugte ikke helt de mængdeangivelser der var opgivet (hvilket jeg er meget dårlig til). Derfor er det svært for mig at skrive hvor meget jeg brugte, så jeg vælger at skrive opskriften som den er i bladet, så må I selv lægge til og trække fra så den passer til Jeres smag og behov……..

Æggekage med røget laks og peberrodsfriskost (Spis Bedre nr. 7/2010), 4 pers.:
500 g kogte, nye kartofler
2 løg
1 spsk. olivenolie
½ potte purløg
8 æg
salt, friskkværnet peber
100 g røget eller gravet laks, skåret i mindre stykker
60 g friskost (jeg brugte Philadelphia)
1 spsk. frisk, fintrevet peberrod (eller efter smag – jeg brugte lidt mere)
Skær kartoflerne i grove stykker og løg i skiver. Varm olien op på en pande og kom kartofler og løg på, krydr med lidt salt og friskkværnet peber, lad det stege lidt, så det får lidt farve.
Pisk æggene sammen og tilsæt fintklippet purløg, salt og friskkværnet peber. Skru lidt ned for varmen og hæld æggemassen over kartofler og løg, løft op i det, så du er helt sikker på at æggemassen kommer ned på bunden. Løft lidt op i det af og til, så den æggemasse der ikke er stivnet, kan løbe ned. Lad den stege i ved lav varme i ca. 5 minutter.
Rør friskosten med peberrod, lidt salt og friskkværnet peber. Kom peberrodsosten på den nu næsten stivnede æggekage i klatter (her kan du også lægge laksen på hvis du ønsker at den skal blive varm – ellers vent), læg låg eller stanniol over og lad det stege videre i ca. 3 minutters tid – stadig ved lav varme. Tag låg/stanniol af og hvis du ikke har lagt laksen på endnu, så gør det nu (se note) og server straks med rugbrød ristet på brødristeren og en grøn salat.

Note:
Jeg rev nogle basilikumblade i stykker og kom på samtidig med laksen, lige inden jeg serverede. Jeg synes at basilikum gav en rigtig god smag til retten og passede godt til.

Bøger:
Jeg er ved at være færdig med “Skrig under vand” af Øbro/Tornbjerg og jeg har virkelig været godt underholdt! Den er så velskrevet og også spændende – jeg glæder mig allerede rigtig meget til den næste bog. Hvis dette bliver standarden, så lover det godt for den serie som de har planlagt.
For et par dage siden forudbestilte jeg Jussi Adler-Olsens næste bog, som har den foreløbige titel “Journal nr. 64“, den udkommer først til oktober, men det er jo rart at have noget at se frem til *S*

Print Friendly
Tilbage

6 kommentarer


  1. Jul 2, 2010
    9:56 am

    Forår hele året (Jette)

    Uhm, det lyder rigtig godt med den æggekage og den ser supergod ud. Bliver altid lidt lækkersulten, når jeg ser dine gode opskrifter. Hilsen fra Jette


  2. Jul 2, 2010
    11:09 am

    Newyorkerbyheart

    Hej Jette!

    Den smagte bare så godt, sommermad i sin bedste form 🙂

    Mange hilsner
    Birthe


  3. Jul 6, 2010
    7:35 pm

    K@rin@Br@@e

    Det smagte himmelsk – den sad lige i skabet – min mand var vildt imporneret – også med landæg og nye kartofler – mums! Elsker din hjemmeside. Tak for det


  4. Jul 7, 2010
    11:15 am

    Newyorkerbyheart

    Hej Lars Braae!

    Tak for kommentaren og det glæder mig at I kunne lide det 🙂 Vi var også ret vilde med det og det skal helt sikkert laves igen – jeg ville ønske at vi havde landæg til at komme i…….

    Mange hilsner
    Birthe


  5. Jul 7, 2010
    11:40 am

    Frk.B

    Uuuuhm! Jeg lavede denne ret i går – både kæresten og jeg var helt vilde med den!! Den ryger lige ind på lister over lette sommerretter 🙂

    Jeg synes det er svært at finde appetit, når det er så varmt, men dette går lige 🙂


  6. Jul 7, 2010
    1:34 pm

    Newyorkerbyheart

    Hej Frk. B.!

    Tak for din kommentar, det glæder mig at I kunne lide den – jeg var også helt vild med det og det vil helt sikkert bliver lavet igen 🙂

    Mange hilsner
    Birthe

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!