Bacon/porre- og kartoffeltærte (Divxit) og skøn bønnesalat med krydderurter………..
Bacontern ristes gyldne og sprøde, dryppes af og hældes i en form……….
Porrer i tynde ringe svitses……….
Blancherede kartoffeltern, hvidløg og timian tilsættes……..
Det hele kommes ovenpå de stegte bacontern og æggeblandingen hældes over…….
Tærtedej prikkes med en gaffel……….
Dejen lægges over som låg og stoppes lidt ned omkring fyldet……..
Den færdigbagte tærte……….
………vendes rundt og er klar til servering……..
Limedressingen…….
Blandede bønner, bladselleri, forskellige krydderurter, forårsløg og tomater……..
Ristede valnødder og cashewnødder tilsættes……..
Gårsdagens tallerken……..
Den anden dag da jeg vaskede gulv, skete der et eller andet med min lænd, ihvert fald har jeg næsten ikke kunnet sidde/ligge eller stå – hvilket gør livet noget besværligt! Måske er det fordi jeg har forsømt yogalates/pilates/yoga for længe nu, så det er nok tid til at genoptage det og se i øjnene at tennistræning ikke er nok. Min krop har brug for at min “core” (hele det indre korset) hele tiden holdes optrænet, så jeg må igang igen………
Igår lavede jeg en SKØN bacon/porre- og kartoffeltærte fra Divxit, som smager virkelig godt, kæresten så ihvert fald meget tilfreds ud *S*. Jeg tillod mig at snyde og købte færdig tærtedej, som oveni købet også allerede var rullet ud. Ikke den bedste smag – og helt sikkert ikke det sundeste – men når nu kroppen ikke helt vil som jeg vil, så må der lette løsninger til.
Der er masser af mad i sådan en tærte, så vi har også nem mad til i dag *S*
Det er helt sikkert ikke verdens sundeste ret, men kan nok gøres lidt mere sund hvis du selv laver en (grov) tærtedej og evt. udskifter piskefløde med madlavningsfløde. Jeg kom lidt revet Comté ost i, en af de oste jeg havde med hjem fra Paris – men revet ost kan sagtens undværes.
Det er lidt sjovt at den skal vendes ud og min blev ikke helt så pæn, fordi jeg ikke havde smurt min form godt nok – men det ødelagde ikke noget ved smagen………
Jeg lavede en dejlig bønnesalat til med masser af krydderurter og andre gode ting. Det var meningen at jeg ville have brugt sorte bønner, men dem kunne jeg ikke få fat i, så det blev til en dåse med blandede bønner istedet for………
Bacon/porre- og kartoffeltærte (fra Divxit), 4 pers.:
750 g kartofler, uden skræl, skåret i små tern
200 g bacon i tern
1 bdt. porrer, godt rensede og skåret i tynde ringe
3 fed hvidløg, knust og finthakket
frisk timian, finthakket
salt, friskkværnet peber
2 æg
2½ dl piskefløde
1 håndfuld revet Comté ost (kan udelades eller en anden ost kan bruges)
tærtedej/butterdej
Blancher de små kartoffeltern i kogende, letsaltet vand i ca. 3 minutter. Hæld dem i en sigte og lad dem dryppe af. Kom bacontern på en pande og lad dem stege ved middelvarme, så mest mulig fedt smelter fra og de bliver sprøde og gyldne. Kom dem på fedtsugende papir og derefter hældes de over i en smurt tærte-/springform. Lad baconfedtet blive på panden, kom porrer på og lad dem svitse et par minutter under omrøring, krydr med salt og friskkværnet peber. Tilsæt de afdryppede kartofler og lad dem stege med et par minutter, rør i dem af og til. Tilsæt så hvidløg og timian, krydr med salt og friskkværnet peber og lad det stege i endnu et par minutter. Hæld hele blandingen over i formen til det ristede bacon.
Pisk æg sammen med fløde, ost, salt og friskkværnet peber. Hæld det over kartoffelblandingen. Løft op i blandingen, så du er helt sikker på at det er godt fordelt.
Rul tærtedejen ud, så den er lidt større end formen. Prik den godt med en gaffel og læg den så over kartoffelblandingen som et låg. Pak den overskydende tærtedej ned omkring fyldet. Sæt i en 200 grader varm ovn – jeg brugte ikke varmluft – i 20-25 minutter, til den er gylden. Vend tærten du på en tallerken eller et fad og server.
Bønnesalat med krydderurter:
1 dåse blandede bønner, godt skyllede
3 stilke bladselleri, skåret i tynde skiver
½ bakke cocktailtomater med på stilke, skåret i tern
½ bdt. forårsløg, finthakket
lidt valnødder
lidt cashewnødder
frisk mynte, finthakket
frisk, basilikum, hakket
purløg, hakket
Dressing:
saft af ½ lime
½ dl god olivenolie
1 spsk. hvid balsamico
1 fed hvidløg
lidt Cane syrup
flagesalt, friskkværnet peber
Kom valnødder og cashewnødder på en tør pande og rist dem, til de bliver gyldne. Lad dem afkøle og hak dem så groft.
Bland tomater, forårsløg, bladselleri og krydderurter sammen i en skål. Bønnerne kan enten tilsættes kolde (husk at skylle dem godt under koldt vand og lad dem afdryppe) eller gives et kort opkog i vand, så de bliver gennemvarme (det valgte jeg), hæld vandet fra, lad dem dryppe af og afkøle lidt. Kom dem så i skålen til de andre ingredienser.
Pisk ingredienserne til dressingen sammen, smag den til og hæld den over salaten – det er ikke sikkert at det hele skal bruges – det skal ikke svømme i dressing. Vend det hele godt rundt. Tilsæt de hakkede nødder og server.

















