Bønnesalat med kylling og mango (fra fedtfattige-opskrifter.dk)……….
Denne flaske købte jeg på vores tur i weekenden, i Stege, jeg glæder mig til at smage den………
Kyllingefileter krydres med Green harissa fra Santa Maria……..
Mango, tomater, agurk og forårsløg skæres i små stykker………
Dressingen der indeholder finthakkede mandler……….
De færdigstegte kyllingefileter……….
Bønner og kylling blandes i salaten og så er den klar til servering…….
Gårsdagens tallerken……….
I går var der tennis-træning på programmet og selvom jeg var ret øm efter weekendens eskapader, var jeg slet ikke indstillet på ikke at komme med til tennis-træning. Jeg kunne dog godt mærke at mine ben var meget tunge og kroppen øm, men træningen blev gennemført, selvom det nok ikke er den træning hvor jeg har gjort det bedst *S*
Menuen igår stod igen på en salat med bønner og den smagte virkelig godt. Opskriften er taget fra siden Fedtfattige opskrifter. Der skulle igen have været brugt sorte bønner, men efter at have været hele byen rundt uden held til at finde nogen, blev det atter til en dåse blandede bønner. Denne gang en dåse økologiske, som jeg fandt i Kvickly.
Kyllingefileterne valgte jeg at krydre med en af de nye krydderier fra Santa Maria, som hedder Green Harissa og den var jeg ret vild med. Den gav en virkelig god smag til kyllingen, masser af smag uden at være alt for stærk eller dominerende. I går stegte jeg kyllingefileterne, men jeg er 100% sikker på at det vil være endnu mere fantastisk og smagfuldt, at grille kødet – jeg glæder mig allerede til at det skal gøres……….
Santa Maria har i det hele taget lavet en ny spændende serie afrikanske krydderier, som jeg ihvert fald har i sinde at “lege” med. De ser alle ret spændende ud og hvis de alle så god smag til kød som Green Harissa, så er jeg ikke i tvivl om at de bliver en stor succes.
Salaten blev virkelig god og dressingen med finthakkede mandler, gav et godt og interessant indslag i salaten. Jeg kan kun anbefale Jer at prøve den. Har I ikke lyst til at krydre kyllingen, kan I selvfølgelig nøjes med at bruge salt og friskkværnet peber, som det gøres i den originale opskrift.
Jeg skriver opskriften som jeg lavede den………..
Bønnesalat med kylling og mango (fra Fedtfattige opskrifter), 2 pers.:
1 dåse blandede bønner, godt skyllede og afdryppet
½ bakke cocktailtomater på stilk, i kvarter
½ agurk, flækket på langs, udkernet og skåret i små tern
2 forårsløg, fintsnittet
1 mango, skrællet og skåret i tern
2 kyllingebrystfileter
Green Harissa fra Santa Maria
salt, friskkværnet peber
Dressing:
3 spsk. friskpresset citronsaft
1 tsk. fintrevet citronskal
2 spsk. olivenolie af god kvalitet
2 spsk. meget finthakkede mandler
salt, friskkværnet peber
lidt tabasco
Hæld bønnerne i en sigte, skyl dem rigtig godt med koldt vand og lad dem afdryppe.
Varm lidt olivenolie op på en pande og krydr kyllingefileterne på begge sider med Green Harissa og salt. Steg på panden til de er netop gennemstegte. Riv kødet i trevler eller skær dem i mindre stykker. Bland kødet med bønner, tomater, agurk, forårsløg og mango.
Pisk ingredienserne til dressingen sammen, rør de finthakkede mandler i til sidst. Hæld dressingen over salaten og vend godt rundt. Server straks, mens kyllingen stadig er varm og med et stykke brød til.
For et stykke tid siden plantede jeg noget mynte ud, som jeg havde købt i Netto. Det var en virkelig fint plante, så jeg tænkte at jeg ville prøve, selvom det er sjældent at sådanne planter overlever. Men jeg skal love for at denne overlevede, den vokser helt vildt og nu har vi ihvert fald mynte nok! *S*
Det mest nærliggende er selvfølgelig at lave mojitos – og det har jeg også lovet kæresten – men jeg tror ikke at han kan drikke så mange, som der er mynte til *S*
Jeg drikker ikke alkohol længere, det stoppede jeg med da jeg blev syg. Jeg kan mærke at min krop ikke længere har godt at det. Det kan ske at jeg lige smager en mundfuld hos kæresten, men det er meget – MEGET – sjældent. Selvom jeg førhen godt kunne lide at drikke et glas vin eller nyde en drink, så savner jeg det faktisk ikke længere – ihvert fald ikke vinen. Det kan ske at jeg godt kunne tænke mig en drink, jeg har altid elsket drinks – men det er bestemt ikke noget der tynger mig til hverdag.
Jeg ser andre her i blogverden, med den samme diagnose som mig, som glad og gerne drikker – også drikker sig fulde og det endda ret tit. Jeg må ærlig tilstå at jeg ikke helt forstår det. Måske er det en måde at tage afstand fra sygdommen eller andre personlige problemer, men jeg forstår ikke helt hvordan det harmonerer med fibromyalgi og medicin. Jeg skal selvfølgelig heller ikke forstå det, hver person træffer jo sine valg både mht til at dyrke motion, så sygdommen holdes lidt i skak, og spise-/drikkevaner.
Samme dag for et år siden
- Makaronisalat a la Newyorkerbyheart....... - 2011
- Laks med Piri Piri og avocadosalsa (Divxit).............. - 2010
- Penne med tigerrejer og forårsløg............ - 2009
- TILLYKKE TOM K. - 2008
- Lidt a la tapas...... - 2008
- Kanelstænger med creme og remonce....... - 2007
- Salat med varmrøget laks............... - 2006
- Kold, maskeret blomkål.................. - 2006

















