Newyorkerbyheart

Fuldkornspastasalat med paprika-stegte tigerrejer…….

Tigerrejer vendt med røget paprika, hvidløg og limesaft……….

De stegte tigerrejer…….

Den færdige pastasalat……

Aftenens tallerken…….

I dag har vi rigtig været på udflugt i dag, men mere om det senere, så aftensmaden skulle være noget forholdsvis nemt. Det startede egentlig med en opskrift fra et gammelt Alt for Damerne, men jeg ændrede så mange ting undervejs, så original opskriften ikke længere er genkendelig. Kender I det? Det er så sjovt at videreudvikle, man har ikke lige de ingredienser der skal bruges/kan ikke lide noget af det der skal i osv – og lige pludselig er der noget helt andet der tager form……..

Det blev faktisk rigtig godt. En pastasalat med masser af smag og som også mætter godt.
I går havde jeg lavet dejen til disse boller, så i dag da vi kom hjem, var det bare at bage dem og så var der friskbagt brød til……..

Fuldkornspastasalat med paprika-stegte tigerrejer, 2-3 pers.:
passende mængde fuldkornspasta
200 g frosne, rå tigerrejer med skal, optøede
saft af ½ lime
lidt olivenolie
½ tsk. røget paprika
1 fed hvidløg, presset
krydderurtesalt, friskkværnet peber
½ agurk, flækket på langs, udkernet, halveret og skåret i skiver
1 stor, moden tomat, skåret i tern
langtidsbagte, semidried tomater, eller brug færdigkøbte i olielage
lidt af olielagen fra tomaterne
1 stor håndfuld frisk, babyspinat, godt skyllet, slynget tør og skåret i tykke strimler
1 bdt. forårsløg, fintsnittet
1 bdt. purløg, finthakket
lidt friske mynteblade, finthakket
lidt friske basilikumblade, finthakket
lidt god olivenolie
Kog pastaen efter anvisning på emballagen i rigeligt, godt saltet, vand. Hæld vandet fra, skyld dem straks med koldt vand og lad dem afdryppe.
Pil skallerne af de optøede tigerrejer, skær dem op i ryggen og fjern den sorte tarm. Vend rejerne med lidt olie, limesaft, krydderurtesalt, friskkværnet peber, hvidløg og røget paprika. Stil dem i køleskab i ½ times tid, mens resten skæres ud.
Bland pastaen med grønsager og krydderurter. Hæld rejerne ud på en godt varm pande – eller steg dem på en godt varm grill – til de skifter farve og er netop tilberedte. Pas endelig på at de ikke får for meget, for så bliver de meget kedelige!
Kom spinatbladene i sammen med med rejerne og vend det hele godt rundt. Dryp med lidt god olivenolie, vend godt rundt og server sammen med noget lækkert brød.

Print Friendly
Tilbage

4 kommentarer


  1. Jul 26, 2010
    5:50 pm

    Piskeriset

    … måske jeg bare skulle gå ud og få lavet den aftensmad i stedet for at savle over alle de indlæg, du har nået at lave, mens jeg har været på ferie? 😀

    Pyha, hvor ser det godt ud…


  2. Jul 26, 2010
    5:52 pm

    Newyorkerbyheart

    Hej Piskeriset!

    *lol* det er skidt at bevæge sig ud i den danske madblog verden, når man er sulten – jeg ved det af erfaring! 😀

    Har du set, at jeg fik eksperimenteret med kylling, sennep og hyldeblomst? det var så godt, det skal prøves igen….

    Mange hilsner
    Birthe


  3. Jul 26, 2010
    6:51 pm

    Piskeriset

    Hov – nej, det smuttede, da jeg susede ud for at bikse noget hurtig aftensmad sammen! Dejligt at du også kunne lide det – det er en overraskende god kombination 🙂


  4. Jul 26, 2010
    7:06 pm

    Newyorkerbyheart

    Hej igen Piskeriset1

    Ja, det er virkelig en god sammensætning. Er meget vild med sennepssmagen til kylling 🙂

    Mange hilsner
    Birthe

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!