Risotto af perlespelt med babyspinat og laks (Magasinet Mad! nr. 7/2010)……..
Løg sauteres………
……og speltkerner tilsættes……….
Basilikumdrys……..
Laks dryppes med citron, olivenolie og drysses med krydderurtesalt, citronpeber og basilikum…….
De bagte laksestykker……
Den færdige “spelt-otto” tilsættes frisk, fintrevet parmesanost og spinat, inden det hældes i et fad…….
Laksestykkerne lægges oven og basilikumdrysset, drysses ovenpå (beklager det dårlige billed)……
Aftenens tallerken……..
Jeg føler mig helt høj og som om jeg har øjne så store som møllehjul – jeg har vist fået al for meget kaffe idag – den nye maskine skal jo indvies og afprøves! Sådan nogle espresso’er slår altså betydelig hårdere end almindelig stempelkandekaffe *S*
Menuen i aften stod på risotto af perlespelt med babyspinat og laks fra det seneste nummer af Magasinet Mad! (nr. 7/2010) – og sikke en LÆKKER ret!
Jeg må ærlig tilstå at jeg er vild med “rigtig” risotto, så jeg var sådan lidt betænkelig ved hvordan det ville blive med perlespelt, men jeg må sige at der ikke er noget at betænke sig på. Perlespelt er mindst ligeså godt i til risotto som “rigtige” risotto-ris.
Jeg halverede portionen fra bladet, så den passede til os 2. Jeg tillod mig at tilsætte en lille, bitte klat smør – af den lækre franske – og lod det lige stå og trække i et par minutter, under låg, inden det blev anrettet.
I bladet foreslår de at laksen pakkes ind i stanniol inden den sættes i ovnen, jeg valgte bare at sætte den i ovn uden stanniol og dryppede med lidt citronsaft.
I bladet er det persilledrys de bruger, jeg erstattede persille med basilikum og så brugte jeg et lille bitte fed hvidløg, istedet for skalotteløg.
Jeg skriver opskriften som jeg lavede den………..
Risotto af perlespelt med babyspinat og laks (Magasinet Mad! nr. 7/2010), 2 pers.:
2 laksefileter uden skind og ben
krydderurtesalt, citronpeber
lidt olivenolie
lidt friskpresset citronsaft
Risotto af perlespelt:
175 g perlespelt eller parboiled spelt
½ løg
lidt olivenolie
3/4 dl tør hvidvin
ca. ½ liter grøntsagsbouillon
30 g frisk, fintrevet parmesanost
1 lille klat smør
salt, friskkværnet peber
50 g frisk babyspinat, godt skyllet og slynget tør
Basilikumdrys:
2 spsk. basilikum, hakket
fintrevet skal af ½ økologisk citron
1 lille fed hvidløg, knust og meget finthakket
Forvarm ovnen til 200 grader. Smør et lille ovnfast fad, læg laksestykkerne ned i og krydr med krydderurtesalt og citronpeber. Dryp med lidt citronsaft og bag i ca. 10-12 minutter, til laksen er netop tilberedt.
Risotto:
Varm lidt olie op i en gryde ved middel varme og sauter løg, til de bliver klare, men de skal ikke tage farve og krydr med lidt salt og friskkværnet peber. Tilsæt speltkerner og lad dem sautere med i et par minutter, under omrøring. Tilsæt hvidvin og lad det koge helt ind. Tilsæt bouillon lidt ad gangen (ca. ½ dl ad gangen) og lad speltkernerne absorbere al væsken, inden der tilsættes mere bouillon. Rør i det meget ofte – og det må ALDRIG koge helt tør. Bliv ved indtil speltkernerne er møre, men stadig har lidt bid. Det tager ca. 20-30 minutter. HUSK AT RØRE!! Tag gryden af varmen, tilsæt smør, spinat og parmesanost – vend det hele godt sammen. Læg låg på og lad det stå i ca. 3 minutter. Tag låget af og rør det rundt. Smag til med salt og friskkværnet peber – pas på med saltet, for både bouillon og ost er salt.
Basilikumdrys:
Bland fintrevet citronskal, basilikum og hvidløg sammen.
Servering:
Hæld risottoen op i et fad. Læg de bagte laksestykker ovenpå og drys tilsidst med basilikumdrys. Server straks.
Kæresten og jeg har aftalt at starte dagen i morgen med et rundstykke og en wiener-basse – noget vi faktisk aldrig gør. I de godt 10 år vi har været sammen, har vi aldrig været ved bageren og købe et rundstykke til morgenmad!!
Faktisk er jeg ikke så vild med rundstykker, jeg synes at det er som at spise luft, men der kan jo heldigvis fås nogle der er lidt grove i det.
Faktisk er vi ekstrem KEDELIGE når det kommer til morgenmad, vi spiser for det meste altid bare havregryn. Ligegyldig om det er sommer eller vinter, jul eller fødselsdag. Jeg vil tro vi får havregryn 350 dage om året. Det er som regel kun når vi er ude og rejse at vi ikke spiser havregryn – og så kan det ske en enkelt gang eller 2 – at jeg laver noget andet. Men det er altså ikke særlig tit. Havregryn har den fordel at det mætter godt og længe – og så er det hurtigt at spise.
Men altså, efter vores hygge-morgenmad, skal jeg så til lægen og have svar på røntgenbillederne fra i mandags og have en astma-test.
Når jeg kommer hjem fra lægen, kører vi til Holms i Middelfart, hvor kæresten har inviteret på frokost og det glæder jeg mig rigtig meget til. Jeg har ikke spist der, siden jeg arbejdede i byen…….
Sidst på eftermiddagen skal kæresten så deltage i klubmesterskab i tennis – og så skal de grille og hygge sig bagefter. Kærestens søster kommer og underholder og spiser aftensmad sammen med mig, hvilket jeg er rigtig glad for. Så i morgen eftermiddag, skal jeg forberede lidt mad til os. Det bliver bare nogle småretter som vi kan sidde og nippe af – og så skal vi have crème brûlée til dessert – min yndlingsdessert……..
Samme dag for et år siden
- Fusion Fridays: Pasta med spinat, ricotta og tomat (fra Magasinet Mad!)............. - 2011
- Blomster og guldklumper........... - 2011
- Damn good cup of coffee.................. - 2010
- Ovnbagt svinemørbrad med grønsager......... - 2009
- Whiskygryde med vindruer.......... - 2008
- Grillet flanksteak med pasta-mix a la Newyorkerbyheart....... - 2007

















