Sommersalat med ferskner, serranoskinke og halloumi-ost (Mad & Venner sept. 2010), dertil grillet and med ahornsirup og mangochutney………
Andebrysterne er klar til at komme på grillen…….
Ahornsirup og mangochutney varmes op sammen…….
Halloumi-ost steges…….
Spinat, ferskner og forårsløg……
Halloumi-ost og serranoskinke lægges ovenpå……
Dressingen……
De færdiggrillede andebryster…….
Klar til servering……
Aftenens tallerken…….
I dag var jeg helt vildt tidligt oppe – kl. 06.30 vækkede kæresten mig så blidt som det er muligt på den tid af døgnet! *S* Jeg tumlede ud af sengen og prinsessen kiggede på mig som om hun ville sige: “enten har jeg sovet helt vildt længe eller også står verden ikke længere” *S*
Hold op, hvor bliver man (læs: jeg) dog ikke mindre morgen-grim med alderen – det er bare med at undgå spejlbilledet – så man ikke forskrækker sig selv alt for meget…..
Jeg blev røntgenfotograferet på Kolding Sygehus (lungerne), det tog praktisk talt 5 minutter og så kunne jeg køre hjem igen – så inden kl. var 08.30 – lå jeg igen i min seng.
Menuen i dag stod på grillede andebryster penslet med en blanding af ahornsirup og stærk mangochutney, hvilket gav en virkelig lækker smag til anden. Det er første gang jeg forsøger mig med and på grillen – men bestemt ikke den sidste. Jeg lover mig selv hvert år at i år skal vi prøve at stege en hel and på grillen, men det er endnu ikke blevet til noget – gad vide om det bliver i år?!?!?
Salaten som jeg lavede til er fra Mad & Venner sept. 2010, hvor der er mange lækre opskrifter i.
I denne bliver der i bladet brugt flade ferskner – donut ferskner – men dem kunne jeg altså ikke skaffe, så jeg brugte almindelige ferskner. Jeg brugte også babyspinat istedet for en blandet salat. Smagssammensætningen i salaten er dog virkelig lækker, kombinationen af de søde ferskner, den salte ost, den sprøde skinke og skarpheden fra forårsløg er virkelig genial! Selv kæresten som normalt ikke bryder sig om frugt i hans aftensmad, spiste af salaten med god appetit.
Jeg dryppede ikke dressingen over men serverede den til, fordi hvis der er en rest til overs kan den bedre klare at blive gemt, hvis der ikke er dressing på.
Jeg lavede også en lille smule kartofler, som blev skrubbet og vendt med lidt olivenolie, frisk timian, frisk oregano, krydderurtesalt og friskkværnet peber. De blev bagt i ovnen i ca. ½ times tid, til de blev gyldne og let sprøde.
Sommersalat med ferskner, serranoskinke og halloumi-ost (Mad & Venner, sept. 2010), 2 pers.:
et par håndfulde baby spinatblade, godt skyllet og slynget tør
3 skiver halloumi-ost
3 skiver serranoskinke
2 ferskner, skåret i mindre stykker – eller 3 flade ferskner (donut ferskner)
1 forårsløg, fintsnittet
Dressing:
3 spsk. olivenolie
1 spsk. balsamico
1 tsk. ahornsirup
Maldon salt, friskkværnet peber
Kom lidt olie på en pande og steg halloumi-osten til den bliver gylden. Tag den af og bræk den i mindre stykker. Læg serranoskinke på panden og steg til skinken bliver sprød. Læg på køkkenrulle, så det kan dryppe af, smuldr i mindre stykker.
Kom salaten i en skål eller et lavt fad. Fordel ferskenstykker ovenpå og derefter forårsløg. Så kommes osten på og tilsidst den sprøde skinke, brækket i mindre stykker.
Pisk ingredienserne til dressingen sammen og dryp den over LIGE inden salaten serveres eller server den til.
Grillet and med ahornsirup og mangochutney, 2 pers.:
2 andebrystfileter
salt, friskkværnet peber
1 spsk. ahornsirup (jeg brugte min Papa’s)
1 spsk. stærk mangochutney
Rids skindet på brysterne i rudemønster. Forbered grillen til inddirekte varme og vent til kullene er rigtig gode. Kom ahornsirup og mangochutney i en gryde og varm op ved lav varme. Tag af varmen. Krydr andebrystfileterne og læg dem med skindsiden nedad – over inddirekte varme – lad dem stege i ca. 15 minutter. Vend kødet og steg i yderligere 10-15 minutter, alt efter hvordan kødet ønskes. I de sidste ca. 5 minutter pensles kødet med mangochutney-blandingen, vendes og pensles på den anden side. Gør det nogle gange, hold øje med at det ikke branker. Tag af varmen og lad det trække i 10 minutter, inden kødet skæres i skiver.
Samme dag for et år siden
- Indbagt laks med spinat, flødeost og lime - dertil bacon-kartofler med honning og forårsløg........ - 2011
- Søvnig søndag.......... - 2009
- Ærtesuppe med kammuslinger (Spis Bedre nr. 8/08)...... - 2008
- Kylling i østerssauce med dampet broccoli........ - 2007
- Smukke blomster........ - 2007
- Udflugt: Ribe vikinge center....... - 2007

















