Newyorkerbyheart

Sprød kartoffelpizza……..

29 august , 2010 - af Newyorkerbyheart - Kategori: Tilbehør/vegetar retter - Tags: , , ,

Dejen til pizzabundene…….

Tomat”sovsen”…….

Den udrullede pizzadej……..

Tomat”sovsen” smøres på……..

Fyldet kommes på……..

Den færdigbagte pizza……..

Vi benyttede os af at nogle butikker holdt søndagsåbent i dag. bl. a. Ilva. Selvom vi flyttede ind 1. december 2007, så er vi endnu ikke færdig med at møblere huset. Vi har helt tiden lovet os selv, at vi ikke bare ville købe noget for at købe noget, vi ville vente til vi var helt sikre på hvad vi ville have. Nu er vi blevet enige om at vi altså mangler en skænk. Det har sådan set været vores plan hele tiden at købe en, men vi vidste ikke rigtig hvor stor vi skulle købe den, hvilken farve og om der skulle være en overdel til.
Efterhånden som vi har boet her et stykke tid, har vi fået en bedre ide om, hvad det er vi gerne vil have. I dag gik vi så på jagt efter en skænk – uden overdel – og jeg tror vi fandt den vi gerne vil have. En sort sag, som jeg synes var vældig fin. Nu skal vi lige summe over det og tænke – er det virkelig den vi gerne vil have. Selvom den ikke kostede mere end kr. 4.500,- (når jeg skriver sådan, så er det fordi vi også kiggede på nogen der kostede over kr. 7000,-) så synes jeg altså det er rigtig mange penge og jeg synes, at vi skal være sikre.

Efter sådan en omgang møbel-“shopping” og en tur i Bilka, så var jeg klar til at gå hjem og sove igen. Jeg har haft en virkelig dårlig nat, hvor jeg har gået mere oppe end jeg har lagt ned. Smerterne jagede mig op gang på gang, hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg godt træt af det! Jeg ville ønske jeg kunne få mig en ny krop, i perioder er det virkelig frustrerende……..

Nå, men aftensmaden i aften blev sprøde kartoffelpizzaer. En Lene Hansson opskrift, der blev ændret lidt på. Alt det med palmeolie osv. kan jeg slet ikke med, så jeg brugte bare olivenolie. Sørg for at krydre den godt, for ellers smager den af virkelig ingenting. Jeg lavede en hvidløgsolie, til at dryppe ovenpå da den var færdigbagt, det gav lidt smag til den. Men bunden blev virkelig lækker og sprød, ligesom en pizza skal være – selvom jeg ikke helt fulgte mængderne mel, melsorter osv.
Jeg fik 2 store pizzaer på størrelse med bradepanden til ovnen, ud af portionen. Den anden har jeg bagt lidt, uden at bage den helt færdig, pakket den ind og lagt i køleskabet. I morgen er der nemlig tennistræning på programmet, hvis vejret (og kroppen) vil det, så maden skal helst være nem.

En salat ville gøre sig godt til, desværre rakte mine kræfter ikke så langt i dag. Jeg skriver opskriften, som jeg lavede den………

Sprøde kartoffelpizzaer, 2 store eller 4 mindre:
40 g gær
4 dl lunken vand
1 spsk. olivenolie
1½ tsk. groft salt
200 g fuldkornsdurummel
100 g grahamsmel
ca. 300 g hvedemel
Tomat”sovs”:
1 stor dåse koncentreret tomatpure, ca. 2 dl
3 tsk. tørret oregano
4 spsk. creme fraiche 9%
1 lille løg, meget finthakket
2 fed hvidløg, knust og finthakket
salt, friskkværnet peber
Fyld:
4 kartofler, skåret i meget tynde skiver
lidt olivenolie
lidt friske rosmarinnåle, finthakket
ca. 200 g champignon i tynde skiver
1 rød snackpeber i strimler
1 glas sorte oliven, afdryppet
groft salt, friskkværnet peber
Hvidløgsolie:
½ dl olivenolie
2-3 fed hvidløg, presset
Smuldr gæren i en skål og tilsæt det lunkne (håndvarme) vand, rør gæren ud. Tilsæt olie, salt og det grove mel. Tilsæt resten af melet lidt efter lidt, tag dejen ud og ælt den godt på køkkenbordet, til den er smidig. Kom dejen tilbage i skålen, dæk den til, stil den lunt og lad den hæve i mindst ½ time (min dej hævede nok nærmere i 1½).
Gør fyldet klar. Dup de tynde kartoffelskiver helt tørre, dryp dem med lidt olivenolie og vend dem godt rundt. Rør tomatpure, løg, hvidløg, oregano, creme fraiche, salt og friskkværnet peber sammen.
Drys mel på køkkenbordet og rul dejen ud til enten 2 store pizzaer eller 4 mindre. Fordel tomat”sovsen” på og smør det ud til et tyndt lag. Læg så kartoffelskiver, champignon, snackpeber og oliven på. Bag ved 250 grader varmluft i ca. 20 minutter, til den er sprød.
Bland olivenolie med presset hvidløg. Tag pizzaen ud og krydr med lidt salt og friskkværnet peber. Dryp lidt af hvidløgsolien over pizzaen, skær en ud og server.

Bøger:
Jeg er startet på “Den bedste tid” af Penny Vincenzi, Thaning & Appel.
Den første af hendes bøger jeg læste “En ren skandale“, var jeg fuldstændig opslugt af og pjattet med. Den næste “”Ringe i vandet“, var jeg ikke så vild med, faktisk synes jeg at den var lidt skuffende i forhold til “En ren skandale”.
Jeg startede på “Den bedste tid” i går aftes og den tegner til at være god, i stil med “En ren skandale”, jeg glæder mig allerede til at læse videre…….

Print Friendly
Tilbage

4 kommentarer


  1. Aug 30, 2010
    9:52 am

    Anonymous

    Hej Birte. Sorte møbler er flotte – men – de er hele tiden støvede at se på. Vi har haft sorte reoler, og jeg kunne konstant tørre dem af. Men flotte – det var de.
    Knus fra Lena- og tillykke med den nye stilling hos MAD.


  2. Aug 30, 2010
    11:27 am

    Newyorkerbyheart

    Hej Lena!

    Mange tak 🙂

    Ja, sorte møbler er ikke så praktiske i den henseende, men jeg tror nu alligevel at vi tager chancen. Det vil passe bedst ind med en sort skænk, så må jeg jo være mere flittig med støvkluden 😉

    Mange hilsner
    Birthe


  3. Aug 31, 2010
    7:04 am

    Piskeriset

    Hjemmelavet pizza er bare godt 🙂

    Vi har også fundet frem til et par møbler, som vi skal købe på et tidspunkt, men lige nu er der flere katteting, der haster mere, og så må de sorte slyngler gå foran os! 😀


  4. Aug 31, 2010
    11:17 am

    Newyorkerbyheart

    Hej Piskeriset!

    Ja, sådan er det at få katte i huset, så er der nogen ting de bare skal have – og så må vi vente 🙂

    Kæresten synes ikke det var så meget smag ved pizzaen, så han kom ketchup på – til stor forargelse for mig 😀

    Mange hilsner
    Birthe

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!