Newyorkerbyheart

Macaroni all’Amatriciana (fra bogen “Italia Amore” af Caroline Hofberg, Thaning & Appel)………

Bogen “Italia Amore” af Caroline Hofberg, Thaning & Appel…….

Rødløg sauteres……..

Bacon og pancetta kommes ved…….

Rosmarin og rødvin tilsættes……..

……..og så hakkede tomater og frisk oregano…….

Tilsæt også gerne skorpen af et stykke parmesanost…….

Simre, simre og så er der snart mad……..

Friskkogt macaroni vendes i……..

Aftenens tallerken……..

Vi har fået den lækreste pastaret i aften, som virkelig smagte af Italien og gode minder.
Opskriften er fra bogen “Italia Amore” af Caroline Hofberg, Thaning & Appel, som jeg før har skrevet om og som har de lækreste italienske retter. Originalt hedder den “Penne all’Amatriciana”, men jeg brugte macaroni istedet for, så derfor har jeg valgt den overskrift istedet for. Jeg synes at macaroni passede godt til saucen, men jeg ved ikke om en italiener ville acceptere det!
I Italien er der jo alle mulige – og umulige – regler for hvilken pasta der serveres til hvilken slags sauce. Så måske jeg har forbrudt mig imod de regler, men godt det var det altså *S*

Penne all’Amatriciana er en klassisk italiensk ret og i Rom og omegn er den en af de mest populære opskrifter sammen med carbonara. Faktisk burde der også være brugt pecorinoost (fåreost) – en ægte romer ville parmesanost i denne ret være en dødssynd……..eller næsten ihvert fald!

Sidste uge i Netto havde de pancetta som spotvare og da det ellers er noget jeg har svært ved at skaffe, ja så benyttede jeg mig af chancen og købte noget – med tanke på denne ret. Jeg havde dog ikke købt nok, så jeg brugte også lidt bacontern. Hvis I ikke kan få pancetta, så brug bacon, men pancetta er KLART nr. 1.

Som jeg har skrevet før, så er det godt at gemme den hårde kant på parmesanoste – de kan fryses – og så komme dem i tomatsauce. Det gjorde jeg også denne gang, lækker smag og så bruges det hele…….

Jeg havde ikke peperoncino, så jeg brugte “Chili explosion” istedet for, det virkede fint. Jeg skriver opskriften som jeg lavede den…….

Macaroni all’amatriciana (fra bogen “Italia Amore” af Caroline Hofberg, Thaning & Appel), 4 pers.:
200 g pancetta, skåret i tern (eller bacontern)
2 rødløg, hakket
Chili Explosion (2 peperoncino eller tørrede chiliflager, smuldret)
olivenolie
2 spsk. friske rosmarinnåle, hakket
1½ dl rødvin
2 dåser flåede tomater (brug de allerbedste du kan finde)
1 dl friske oreganoblade, hakket
groft salt, friskkværnet peber
kanten af et stykke parmesanost
passende mængde macaroni
2 dl hel, fintrevet parmesan
Varm lidt olivenolie op i en gryde og sauter løgene, til de begynder at tage farve. Tilsæt pancetta/bacon og chili, steg til pancettaen er sprød. Tilsæt rosmarin og vin, lad det koge, til det meste af vinen er kogt ind. Tilsæt så tomater, kanten af parmesanost og oregano, skru ned for varmen, læg låg på og lad det simre i ca. 45-60 minutter – til det bliver tyk og mørk. Rør i det af og til. Fisk ostekanten op. Smag den til med salt og friskkværnet peber.
Kog macaroni i rigeligt, godt saltet vand, men kog den et par minutter MINDRE end den skal have for at være al dente. Hæld vandet fra og hæld den friskkogte macaroni ned i tomatsaucen, hvor den varmes med, til macaronien er al dente – og så den kan tage smag af saucen (dette trin er VIGTIGT for smagen). Tilsæt halvdelen af den fintrevne parmesan og vend det godt rundt, server resten til.

Note:
Hvis I kun er 2 personer, så tag halvdelen af tomatsaucen fra, når den er færdig (altså INDEN pastaen tilsættes). Dagen efter skal der så bare koges en ny portion pasta, saucen skal varmes op, pastaen kommes ned i saucen, ost tilsættes osv.

I aften har jeg været med til tennistræning, hvilket nok ikke var det smarteste træk, jeg har lavet. I lørdags fik jeg nemlig et smæld i håndleddet, da vi fik pizza. Det sker af og til at jeg ligesom får et stød op igennem håndleddet og som kan mærkes hele vejen op i skulderen. Denne gang var der dog en lyd med, som selv kæresten hørte. Det gjorde ondt og hånden svulmede lidt op, men det sker jo af og til. Jeg mærkede det også lidt søndag, men i dag har jeg ikke rigtig mærket noget. Jeg mærkede heller ikke smerter mens jeg spillede, men ligeså snart jeg holdt op, så gjorde det rigtig ondt og hånden svulmede op. En af dem på tennis-holdet er læge, så hun kiggede lige på den. Hun synes jeg skal prøve at komme til en reumatolog igen eller måske på Gråsten Gigthospital for igen at få udelukket ledegigt – hvilket hun synes at det ligner. Så jeg må jo nok hellere komme til læge……

Det bliver dog ikke i denne uge, som er fuldt besat. I morgen skal kærestens mor og jeg til italiensk for begyndere. Det er første gang og jeg er meget spændt på om jeg kan holde fokus og koncentrere mig i 2 timer! Det bliver ihvert fald en udfordring det ved jeg, men jeg må tage det som det kommer *S*
Torsdag og fredag har jeg et par projekter i ærmet, så lægen må vente til i næste uge.

Bøger:
Jeg er stadig ved “Ulvespor” af Stef Penney, Forlaget Punktum og jeg må sige, at jeg bliver suget mere og mere ind i historien. Jeg er ret sikker på, at det bliver en rigtig god læseoplevelse……..

Print Friendly
Tilbage

6 kommentarer


  1. Sep 14, 2010
    11:12 am

    Anette

    Kaere Birthe,

    Det lyder daelme godt !! skal afproeves !!

    Og se saa at komme til laege !! Jeg skal vel ikke til at op paa dupperne, vel ?

    Knus
    Anette


  2. Sep 14, 2010
    11:20 am

    Newyorkerbyheart

    Kære Anette!

    Åh, det smagte så godt og jeg er sikker på at både dig og Anna, vil kunne lide det. Så enkelt og dog så smagfuldt 🙂

    Det behøver du skam ikke, kæresten er der så rigeligt!

    Knus
    Birthe


  3. Sep 14, 2010
    10:35 pm

    Piskeriset

    Uhm – italiensk mad! 🙂
    Det lyder interessant mht. pancetta – det kender jeg ikke til.


  4. Sep 14, 2010
    10:49 pm

    Newyorkerbyheart

    Hej Piskeriset!

    Ja, italiensk mad er så godt, jeg kunne sagtens leve af det hver dag, hvis jeg blev "tvunget" 😉

    Pancetta er godt, hvis du finder det, så køb en masse. Det er første gang jeg har set det herovre. Det er saltet og krydret brystflæsk, rullet som en pølse. Som skrevet kan bacon erstatte det, men pancetta'en har en anden og mere lækker smag, synes jeg….

    Mange hilsner
    Birthe


  5. Sep 21, 2010
    5:47 pm

    Anette

    Det lyder som en rigtig spændende ret og et godt alternative til den evindelige kødsovs, der bliver lavet her i køkkenet.


  6. Sep 21, 2010
    9:55 pm

    Newyorkerbyheart

    Hej Anette!

    Det er virkelig et godt alternativ til den sædvanlige kødsovs og det smager helt forrygende 🙂

    Mange hilsner
    Birthe

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!