Pasta a la fri fantasi………
Pasta med ramsløg fra Pastariget……..
Kød svitses og løg tilsættes…….
………..champignon og hvidløg tilsættes………
Snackpeber tilsættes og til allersidst, friske, hakkede tomater…….
Den friskkogte pasta vendes i og der drysses med frisk, høvlet parmesan……
Aftenens tallerken……
Den nye “kone bil”?!?!?!?………
Små himmerigsmundfulde med passionsfrugt fra Xocolatl……….
SKØN blåbærkage, som jeg bagte den anden dag…….
For en gangs skyld vidste jeg faktisk ikke rigtig hvad vi skulle have til aftensmad. Jeg havde regnet med at maden i går rakte til 2 dage, men der blev spist godt i går og resten spiste jeg til frokost i dag. Jeg blev derfor nødt til at finde på et eller andet, så jeg tog en lille rest hakket oksekød op fra fryseren og så en af de pakker pasta fra bornholmske Pastariget, som blev solgt i Netto i denne uge. Jeg købte 2 pakker da vi var ovre og handle tidligere på ugen. En pakke med ramsløg og en pakke fuldkornspasta, jeg valgte den med ramsløg til i aften.
Jeg tilsatte så bare hvad der var i køleskabet og resultatet blev faktisk ret vellykket……..
Pasta a la fri fantasi, 3 pers.:
1 pakke frisk pasta af god kvalitet
1 løg, hakket
2 fed hvidløg, knust og finthakket
lidt tørrede chiliflager
150 g hakket oksekød
2 snackpeber, skåret i små tern
ca. 100 g champignon i skiver
5-6 San Marzano tomater i tern
lidt frisk timian, finthakket
salt, friskkværnet peber
frisk, parmesanost, høvlet
rapsolie
Varm lidt rapsolie op på en pande og svits kødet, til det begynder at brune og “smuldre”. Tilsæt hakket løg, salt og friskkværnet peber, rør rundt og lad det stege, til løgene bliver bløde og begynder at tage farve. Tilsæt champignon og hvidløg, steg til væden fra champignon er fordampet. Kom snackpeber, timian og tørrede chiliflager ved, steg i et par minutter. Tilsidst tilsættes tomater og retten smages til med salt og friskkværnet peber. Kog pasta efter anvisning på emballagen til den er al dente. Hæld vandet fra, gem et par spiseskefulde af kogevandet. Hæld den friskkogte pasta på panden til kød-blandingen sammen med det gemte kogevand. Vend det hele godt rundt og drys med høvlet ost. Server straks.
Efter aftensmaden kørte vi en tur til Haderslev, hvor der i disse dage er jazzfestival og hvor der i også var “Jazz- og shopping night”, så butikkerne holdt åbent til kl. 22.00. Vi gik rundt i gaderne og nød den gode musik på “Trekanten”, hvor Syncopators spillede. Det var 6 ældre herrer som spillede virkelig god jazz og det var super hyggeligt!
Jeg kan bedst lide den traditionelle jazz, hvis det bliver for moderne, så bliver det altså lidt for “larmende” efter min smag.
Vi var også inde den LÆKRE chokoladebutik Xocalatl, som kan friste med mange lækkerier. De sælger alt fra Kusmi te til nogle af Claus Meyers produkter, italiensk is, deres eget (håndlavet) chokolade og kager. Vi lod os friste af små “kager” med chokolade og passionsfrugt, som smagte aldeles VIDUNDERLIGT! Kommer I til Haderslev, så må I altså huske at kigge forbi denne lille perle af en butik. Butikken ligger på Gravene 17A i Haderslev…….
I forgårs bagte jeg en virkelig skøn blåbærkage, som jeg gerne vil anbefale Jer, hvis I har lyst til at lave lidt lækkert til weekenden. Opskriften er lagt ind på min anden blog, I kan se den her.
Kagen kan bruges både til en god kop kaffe eller som dessert. Den har en hel vidunderlig konsistens, nærmest sådan lidt mazarin-agtig, fordi den er lavet på meget fintmalede mandler (og kun et par spiseskefulde mel).
Bøger:
Jeg er stadig igang med “Den bedste tid” af Penny Vincenzi, Thaning & Appel og jeg må sige, at det gode indtryk jeg fik af den til at starte med har holdt ved. Den kan holde mig fanget og hver aften siger jeg til mig selv, at jeg må læse bare lidt mere. Det er dejligt at læse sådan en bog……..

















