Scones klar til at komme i ovnen……
Færdigbagte…..
Uhmmm…..
Skalotteløg til pastasaucen sauteres…….
Champignon og hvidløg kommes ved og svitses…..
Lidt hvidvin hældes ved…….
……og når det er kogt lidt ind – lidt madlavningsfløde……..
Vikl bacon om laks og steg……
Friskkogt pasta vendes med champignonsaucen……..
Gårsdagens tallerken……
Jeg synes hele tiden jeg er bag ud med indlæg og jeg hader det. Jeg vil helst hele tiden være up-to-date, men det er som om døgnet ikke har nok timer…….
Med den krop jeg render rundt med, er det jo også vigtigt at jeg tager mig tid til at få hvilet, selvom hjernen stadig kører derud af – fuldt fokuseret på mad – med 200 km/t. Nogle gange (ok, hele tiden) irriterer det mig voldsomt, ikke at have flere kræfter og mere energi. Tænk hvis bare jeg havde kræfterne til at kunne udføre alt det som min hjerne kan udtænke, sikke en blog jeg så ville have *S*
Nå, men kæresten har besluttet sig for at give mig en ny telefon. Jeg har egentlig en udmærket Nokia telefon, men jeg vil gerne have en smartphone og da kærestens telefon lige er gået i stykker, fordi han kom til at hælde indholdet af hans drikkedunk ud over den, skulle han alligevel kigge på telefoner.
Min store drøm har LÆNGE været at få en Iphone! Jeg synes de er SÅ fede og jeg ville elske at have sådan en – faktisk har jeg vist udtalt mig om, at det skulle være en Iphone eller slet ingen!!! Men ok, det reviderer jeg så nu *S*. Jeg måtte spørge mig selv om jeg virkelig troede dybt inde i mig selv, at jeg ville blive et lykkeligere menneske med en Iphone – og svaret er jo nok (desværre), at det tror jeg ikke jeg ville blive. Jeg kan også godt se at det er en absurd bunke penge at lægge til noget, som jeg let kan komme til at glemme et eller andet sted! Jeg har det med at ligge mine ting sære steder – og glemme dem alle mulige steder – så på den måde ville det nok (også) være dumt at investere en mindre formue i sådan en. Men hold nu op hvor er de altså fede og hvis jeg nogensinde vinder i Lotto – hvilket ville være mærkeligt, fordi jeg ikke spiller – så ville jeg stå og banke på nede ved telebutikken INDEN de lukkede op.
Men altså, da det nu ikke kunne blive en Iphone (eller andre af de dyre smartphones for den sags skyld), så bliver det altså en
LG GT540. Det er sådan set (vist) også en udmærket telefon. Den kan ihvert fald ringe, det er en smartphone (android), touchphone, kamera, gps og alt hvad telefoner i dag ellers skal indeholder – så mon ikke jeg bliver glad nok for den?!?!?
I går fik jeg besøg af Clotilde, som har det italiensk kursus som jeg går til. Hun er så sød og jeg er glad for at have lært hende at kende. Det er som om vi “klikker” på et eller andet niveau og vi har ihvert fald kærlighed til mad, som fællesnævner. Hun er italiener (fra Rom) og jeg håber på, at jeg kan lære nogle tricks af hende, men jeg håber også, at vi får et venskab op og stå.
Hun og hendes yngste datter, Amanda (en lille bedårende pige) kom i går formiddags og jeg besluttede at bage nogle scones som vi skulle have. Når jeg bager scones bager jeg altid efter
opskriften fra Savoy. Jeg besluttede mig for at lave dem lidt grovere, så jeg kom fuldkornsemmer og spelt mel i og det gjorde dem bestemt ikke mindre gode. Jeg kom dog til at brænde dem lidt i bunden, så jeg måtte stå og skrabe det (let) brankede af – sikke et første indtryk!! *S*
De blev nu meget gode alligevel…….
Grove Savoy scones, ca. 10 stk.:
130 g fuldkornssemmer og spelt mel
170 g hvedemel
2 tsk. bagepulver
60 g sukker
75 g smør, koldt
2 dl mælk
Sæt ovnen på 250 grader.
Bland mel, bagepulver og sukker i en skål. Hak fedtstoffet i med en kniv og fordel det med fingrene, til det bliver en grynet masse. Tilsæt mælken og ælt dejen hurtigt sammen. Tryk dejen ud til 1½ cm.’s tykkelse med fingrene og stik scones ud med et glas eller en udstikker. Bag 10-12 minutter – hold øje med at de ikke bliver mørke i bunden, sluk evt. for undervarmen hvis du kan.
I går eftermiddags syntes jeg at jeg trængte til at komme lidt ud, så vi kørte en tur til Ribe og gik vores sædvanlige tur rundt i byen, det var rigtig dejligt. Pludselig blev jeg så træt, så jeg slet ikke kunne overskue aftensmad, men noget skulle vi jo have. Det blev så til laks viklet med bacon, parpadelle og en champignonsauce – slet ikke nogen dårlig aftensmad i betragtning af, at jeg faktisk ikke lige følte jeg havde kræfterne til det…….
Laks med bacon og frisk pasta, 2 pers.:
2 laksefileter uden skind og ben
4 skiver bacon
salt, citronpeber
frisk pasta af god kvalitet
250 g champignon skåret i tynde skiver
1 skalotteløg, finthakket
2 fed hvidløg, knust og finthakket
3/4 dl tør hvidvin
1½ dl madlavningsfløde – eller piskefløde
salt, friskkværnet peber
Dup laksefileterne tørre og krydr dem med salt og citronpeber. Vikl 2 stykker bacon om hver laksefilet og steg dem i (avocado)olie og lidt smør på alle sider, så bacon bliver sprødt og gyldent. Stegetid i alt ca. 10-12 minutter – alt efter størrelse og tykkelse på laksen.
Smelt lidt smør på en pande og sauter skalotteløg til de bliver bløde, men uden at de tager farve. Tilsæt champignon og lad det svitse til al den væde de afgiver koge ind og de begynder at blive gyldne. Tilsæt hvidløg og lad det stege med i ½ minuts tid, rør i det, krydr med salt og friskkværnet peber. Hæld hvidvin ved og lad det koge ind, til det er næsten væk. Tilsæt så fløden og lad det koge, til det tykner, smag til. Kog pastaen efter anvisning på emballagen, til den er al dente. Hæld vandet fra og vend pastaen i saucen. Server straks sammen med laksen.
Samme dag for et år siden
Tilbage