Newyorkerbyheart

Kylling i fad med ris og druer (Spis Bedre nr. 10/2010)…….

 Min frokosttallerken i går, spinatpandekagen var en rest fra i torsdag, opskriften kan ses her (min blog hos Mad!)…….

Parboiled ris kommes i bunden af et smurt fad…….

 1 parteret kylling krydres med karry, salt og friskkværnet peber og brunes af på en pande……

 …..stykkerne lægges ovenpå risen sammen med ristede champignon og vindruer……..

Der hældes bouillon og piskefløde ved og så skal det i ovnen…….

 Den færdige ret………

 Gårsdagens tallerken………

Vores nye skænk…….

I går fik vi en virkelig lækker risret med kylling, champignon og vindruer – det hele lavet i et fad – fra Spis Bedre nr. 10/2010. Retten kan virkelig anbefales! Masser af god smag, let at lave og så kan den forberedes…….
Den minder lidt om denne ret, som er en af mine yndlings.

I opskriften i bladet bruger de 4 kyllingeunderlår og 4 kyllingeoverlår, men jeg valgte at partere en hel kylling i stedet for. Jeg undlod ben i brystkødet, så derfor ventede jeg med at lægge dem i fadet, til der var ca. 20 minutter tilbage af stegetiden, så de ikke blev for tørre. Jeg brugte flydende koncentreret kalvefond, fordi jeg ikke havde noget hønsefond.
Jeg brugte en Mango Curry fra Santa Maria, men I kan jo bruge den karry I foretrækker…….

Jeg skriver opskriften som jeg lavede den…….

Kylling i fad med ris og druer (Spis Bedre nr. 10/2010), 4 pers.:
1 kylling parteret i 8 dele
Mango Curry (eller den karry du foretrækker)
salt, friskkværnet peber
250 g champignon, skåret i tykke skiver
2 dl grønne vindruer uden sten, halveret
olie og smør til bruning
2½ dl piskefløde
4 dl vand
1 spsk. flydende kalvefond
3 dl parboiled ris
Skyl kyllingen under koldt vand og sørg for at al indmaden er taget ud. Dup den tør med et rent viskestykke. Parter kyllingen i 8 stykker. Drys kyllingestykkerne godt med karry, salt og friskkværnet peber på begge sider.
Smør et ovnfast fad, som kan rumme det hele + væske og hæld risene i. Varm smør og olie op på en pande og brun alle kyllingestykkerne, så de bliver gyldne på alle sider. Læg kyllingestykkerne ovenpå risene. Hvis der er ben i brystkødet, så skal de også lægges på, hvis ikke så vent med at lægge dem i fadet.
Brun champignon i samme fedtstof som kyllingen, til de er gyldne og den væde de afgiver er kogt ind, krydr med salt og friskkværnet peber. Hæld dem over kyllingestykkerne. Kom vindruerne på panden og rist dem i et minuts tid under omrøring, hæld dem over i fadet. Hæld fløden ud over kylling, champignon og vindruer, sammen med vand og koncentreret kalvefond. Hertil kan det forberedes og stilles på køl.
Forvarm ovnen til 200 grader og giv det ca. 35-45 minutter, til kyllingestykkerne er gennemstegte – hvis brystfileterne har været gemt, så lægges de i fadet i de sidste ca. 18-20 minutter. Klar til servering, evt. med lidt godt brød og noget salat.

I går fik vi vores nye skænk, som vi har købt i Ilva. Jeg synes den er helt vildt flot og selvom vi holdt den minimalistiske stil siden vi flyttede ind i december 2007, så er jeg glad for at vi har ventet til vi fandt det helt rigtige. Jeg tror at man skal lære et hus rigtig at kende, bo i det lidt, inden man skal købe alle sine møbler. Vi kom også fra sådan et lille hus, hvor alt var meget klemt og hvor det føltes overfyldt, så vi har nydt bare at have masser af gulvplads.
Men nu er vi ved at have det hele på plads, vi er ved at have alle de møbler som vi skal have. Nu mangler vi bare at finde et flot billed, som skal hænge over sofaen, men vi har tid til at vente på at vi finder det hele rigtige…….

Bøger:
Jeg har læst “Drengen der tæmmede vinden” af William Kamkwamba, Hr. Ferdinand – hold da op en bog! LÆS DEN!!!
Den går direkte i hjertet og bliver der, selv efter sidste side er læst til ende. Bogen er bygget på virkelig begivenheder og der er plads til både tårer og smil, mens bogen læses.
William Kamkwanba blev født i Malawi og vi følger ham gennem hans barndom og opvækst. Vi følger ham i de gode tider og i de hårde tider hvor der er hungersnød – og det er virkelig rørende og stærk læsning. Som læser mærke du desperationen ud gennem bogen – og næsten også sulten! Det er dybt bevægende at læse om desperationen blandt borgerne i Malawi for at overleve, kampen for at finde mad til at mætte familiens munde – en kamp der foregår fra dag til dag. Når de går i seng om aftenen, ved de ikke hvor næste dags (ene) måltid skal komme fra. Det får en til at tænke over de goder vi har i den vestlige verden, hvor vores tanker mere går på hvilken smartphone vi skal have næste gang, hvilken mærke bil, hvilken køkkenmaskine, ting til vores hjem eller det store dilemma om vi skal købe økologisk eller ikke økologisk. I Malawi er de heldige hvis de bare kan få noget mad!!!!
Alligevel er Williams ukuelig og selvom hans familie ikke har råd til at han går i skole, så “studerer” han videre på det lokale bibliotek – på egen hånd. Han begynder at læse om vindmøller og snart bliver han besat af tanken om selv at bygge en, så han kan producere strøm til hans families hjem (så de ikke behøver at gå i seng kl. 19 om aftenen, fordi de ingen lys har). Ved hjælp af alle mulige metalrester, gamle cykeldele, træstumper, en cykeldynamo, ølkapsler osv. lykkedes det for ham.
Det er en helt fantastisk fortælling – læs den……..

Print Friendly
Tilbage

12 kommentarer


  1. Oct 3, 2010
    12:29 am

    Piskeriset

    Hm – ja, jeg tænkte da også, at den minder om en opskrift, du på et tidspunkt har blogget om – og som jeg kastede mig ud i at lave sidste år. Den var rigtig god!


  2. Oct 3, 2010
    8:54 am

    En glad blogger

    Kære Birthe,
    Den der opskrift på kylling ser meget spændende ud – og så er det jo fantastisk med ovenmad, der kan passe sig selv, mens køkkenet kommer i orden imens!
    – Og den bog, du beskriver…. den bliver jeg da vist nødt til at læse. Lyder som kanon læsning.
    Kh. og god søndag 🙂
    Eva


  3. Oct 3, 2010
    11:29 am

    LC

    Tak for den inspiration du giver på mange områder. Glæder mig til at læse bogen.
    Superflot skænk, er det den der hedder "Facet"?
    Vh og god søndag.


  4. Oct 3, 2010
    3:06 pm

    Newyorkerbyheart

    Hej Eva!

    Det er dejligt nem og velsmagende mad 🙂

    Jeg kan kun anbefale dig at læse den bog, den rørte mig dybt…..

    Mange hilsner
    Birthe


  5. Oct 3, 2010
    3:06 pm

    Newyorkerbyheart

    Hej LC!

    Tak for de pæne ord 🙂

    Jeg må ærlig tilstå at jeg ikke ved hvad den hedder, men det lyder ikke helt forkert…..

    Mange hilsner
    Birthe


  6. Oct 3, 2010
    7:15 pm

    Newyorkerbyheart

    Hej Piskerist!

    Din kommentar havde forputtet sig, men nu fandt jeg den frem 🙂

    Ja, det er en af mine yndlingsopskrifter, jeg synes at smagssammensætninger er skønne, men det gælder også for denne ret (det er jo de samme ingredienser)…..

    Mange hilsner
    Birthe


  7. Oct 4, 2010
    11:13 am

    Charlotte den 2.

    Hej Birthe.
    Tillykke, meget smukt møbel, elegant.
    Mange hilsner
    Charlotte den 2.


  8. Oct 4, 2010
    12:09 pm

    Newyorkerbyheart

    Hej Charlotte den 2.!

    Tak, vi er også meget glade for den 🙂

    Mange hilsner
    Birthe


  9. Oct 4, 2010
    7:45 pm

    Camilla

    Hej Birthe,

    uh, det ser lækkert ud! Der er altså et eller andet lækkert ved en ret med vindruer i :o)

    knus
    Camilla


  10. Oct 4, 2010
    7:46 pm

    Fossdal

    Flot skænk, hvor har du købt den? J


  11. Oct 4, 2010
    9:02 pm

    Newyorkerbyheart

    Hej Camilla!

    ja, det smager ihvert fald rigtig godt i denne ret 🙂

    Mange hilsner
    Birthe


  12. Oct 4, 2010
    9:03 pm

    Newyorkerbyheart

    Hej Fossdal!

    Den er købt i Ilva 🙂

    Mange hilsner
    Birthe

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!